TV-dokumentar sætter spot på hverdagen i daginstitutioner. Pædagog Tanja Helstrup Frost er alene med 18 børn og kæmper heroisk for at komme omkring alle børn. Med så dårlige normeringer er der ikke mulighed for egentlig pædagogisk arbejde, vurderer ekspert Grethe Kragh-Müller, der selv er med i dokumentaren.

Opdateret d. 1. november 2019

Af: Steffen Hagemann, journalist / Foto: Screenshot fra 'Eksperimentet med vores børn',

Børn, der ikke bliver set. Børn, der bare tuller rundt og passer sig selv. Børn, der ikke får den udviklende voksenkontakt, de har brug for. Børn, der ikke får hjælp til at være med i lege og til at løse konflikter. Børn, der roder sig ud i en masse konflikter. Og nogle få pædagoger, der kæmper en heroisk kamp for at nå at hjælpe, trøste og tage hånd om alle de børn, de står med ansvaret for. Og som bare når en alt for lille del af alt det, de skal og vil i løbet af en dag.

Det er det indtryk, man får, efter at have set TV2’s dokumentar ’Eksperimentet med vores børn’, som blev vist torsdag den 31. oktober 2019. Dokumentaren tager os på besøg i to 0-5-årsinstitutioner, Unoden i Viborg og Markvænget i Års, og skildrer den hverdag, som pædagoger kender alt for godt.

Der er nemlig pres på. I Unoden er tre voksne sammen om at passe 35 børn på tre-fire år. Men pædagog Tanja Helstrup Frost er ofte alene med 18 børn på stuen, for hendes kollega skal hjælpe til på to stuer. Alligevel viser dokumentaren også en glad og smilende Tanja Helstrup Frost, der trøster en grædende dreng, der har første dag i børnehaven, trøster andre børn, løser konflikter, drikker kaffe med nogle små piger – og bare kæmper for at få tingene til at hænge sammen. Men som hun siger i ’Eksperimentet med vores børn’:

»Jeg har en hjertebanken, for du er hele tiden på overarbejde, du skal være så mange steder – og ser jeg nu det hele? Jeg har en oplevelse af, at i og med at jeg er så smilende, som jeg er, at det også smitter af på dem (børnene). Men jeg kan godt mærke, at meget af det er en facade, for inden i mig tænker jeg ’hjælp’.«

Ekspert: Jeg var meget rystet

Grethe Kragh-Müller, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, medvirker også i dokumentaren. Hun skal observere den pædagogiske kvalitet i Unoden, så man kan måle, om normeringer gør en forskel. I anden del af dokumentaren, som ifølge planen bliver sendt torsdag den 7. november, sætter man nemlig flere voksne ind på de to stuer, så der reelt er en voksen til seks børn.

Unoden er en god institution til sådan et eksperiment, fortæller Grethe Kragh-Müller, for den lever op til mange parametre for god pædagogisk kvalitet: Der er god ledelse, dygtige pædagoger og en veltilrettelagt hverdag:

»Det smarte er, at her kan man se, hvad det betyder for kvaliteten, hvor mange voksne der er,« siger hun til Børn&Unge.

Hun blev noget overrasket, da hun så en normering med en voksen til 18 børn – og så en voksen, der skal gå frem og tilbage mellem to stuer:

»Der var jeg lidt rystet – meget rystet. Det er meget vanskeligt for de voksne at opnå en ordentlig grad af kvalitet der. De voksne kan godt, for eksempel når de skal hjælpe børnene med at følelsesregulere eller løse konflikter, eller trøste dem, når mor er gået. Men det er fuldstændig umuligt for de voksne at nå rundt om alle børn. Derfor bliver det af kortere varighed, det, børnene får, alt for kort varighed i forhold til deres udviklingsmæssige behov,« siger Grethe Kragh-Müller.

Har pædagogerne overhovedet tid til pædagogik?

»Når vi laver en normering med så få voksne, får vi passet børnene, og her bliver de passet af nogle søde voksne, men noget egentligt pædagogisk arbejde synes jeg er meget svært for ikke at sige umuligt for pædagogerne,« siger hun.

Ikke nok voksne

I forbindelse med dokumentaren vurderer Grethe Kragh-Müller den pædagogiske kvalitet. På en skala fra 1 til 5 lander den samlede vurdering på 2,7, lidt under middel.

»Men det er en god institution, hvor man bare ser, hvad det betyder, når der ikke er nok voksne. Potentialet er til stede, pædagogerne kan bare ikke komme til at udfylde det,« siger hun.

Gør det så en forskel, at der kommer flere pædagoger på stuen i program 2?

»Det kan vi nok forvente, men jeg må faktisk ikke sige noget om resultatet.«

BUPL: Hård kost

BUPL’s formand Elisa Rimpler kalder det en ’barsk dokumentar, der viser den skinbarlige virkelighed’.

»Det er hård kost, men sådan set ikke overraskende for mig. Det er den virkelighed, pædagoger fortæller om i vores vilkårsundersøgelser, og når jeg møder dem, og det, jeg kender fra mit eget arbejdsliv som pædagog. Der er et kæmpepres både fagligt og følelsesmæssigt på de pædagoger, der hver dag prøver at gøre deres alleryderste for at nå rundt om alle børn – og alligevel ikke når det,« siger hun.

Det er følelsesmæssigt meget belastende at være så presset på arbejde, anfører Elisa Rimpler.

»Man misser jo hele tiden muligheden for at skabe udviklende øjeblikke, og man får en faglig og moralsk stress af altid at komme til kort. Det skaber store frustrationer,« siger hun.

10,75 barn pr. voksen

’Eksperimentet med vores børn’ viser også, hvor stor forskel der kan være på statistik og virkelighed. Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse, er der 6,3 barn pr. voksen i Viborg, hvis man trækker lederne ud af normeringen, som BUPL anbefaler, er der 6,9 barn pr. voksen. Men lederen af Unoden, Pernille Dam Marcussen, har lavet sin egen opgørelse. Den viser en faktisk normering på 10,75 barn pr. voksen over hele året.

Derfor advarer Elisa Rimpler mod at bruge normeringsstatistikken som målestok, når der skal laves en aftale om minimumsnormeringer.

»Vi kan ikke bruge normeringsstatistikken til andet end at se udviklingen. Den siger intet om, hvordan virkeligheden ser ud på den enkelte situation. Politikerne, både kommunalt og på Christiansborg skal se på, hvordan virkeligheden ser ud, hvordan hverdagen opleves for barnet, mere end hvad en statistik siger,« siger hun.

Du kan se dokumentaren her, hvis du har TV2 Play