Forhandlingerne på statens område gik (igen) i stå i går. Nu håber BUPL’s formand Elisa Bergmann, at kommunerne kan og vil forhandle. »Men det virker meget fastlåst nu,« siger hun.

Udgivet d. 24. april 2018

Af: Steffen Hagemann, journalist

Regntunge skyer over København matcher meget godt stemningen foran Forligsinstitutionen, hvor faneborgen endnu engang er på plads for at sende fagforeningernes forhandlere afsted med et godt rygstød. Men selv om der bliver råbt ’Nok er nok’, så det kan høres over hele pladsen, er stemningen lidt mat.

Det skyldes ikke kun det dårlige vejr, men snarere at udsigterne til at lande et forlig blev noget dårligere efter forhandlinger i går på statens område. Her måtte de statsansattes topforhandler Flemming Vinther give op efter bare fem timer:

»Vi har på lønmodtagersiden konstateret i dag, at vi ikke ser perspektiv i at forhandle videre med vores arbejdsgivermodpart, det har vi meddelt dem, og det har vi meddelt forligsmanden. Det var forligsmanden enig i, og derfor blev det en kort dag i dag,« sagde Flemming Vinther til TV 2 News i går.

Jan blev der hele natten

Der er kun en uge tilbage til at finde en løsning. Det er lige op over, hvis der skal landes en aftale, mener pædagog Jan Vangmand, der er fællestillidsrepræsentant i Fredensborg Kommune. Han har taget turen ind fra Nordsjælland til hjertet af København.

»Nu skal de støttes helt,« siger Jan Vangmand, der har været at finde i faneborgen de fleste gange, der har været møde i forligsen.

Jan Vangmand blev hele natten foran Forligsinstitutionen i tirsdags. BUPL’s formand Elisa Bergmann og medlem af BUPL’s forretningsudvalg Lars Søgaard Jensen kom ud og hilste på i løbet af natten. (Foto: Jan Vangmand)

Jan Vangmands opbakning nåede nye højder sidste tirsdag, hvor forhandlerne skulle finde en aftale inden midnat, hvor forligsmand Mette Christensens udsættelse af konflikten udløb. Dengang valgte forligsmanden at udskyde konflikterne yderligere 14 dage – og Jan Vangmand valgte at blive foran Forligsinstitutionen hele natten.

»Det blev det til. Det var ikke planen,« fortæller Jan Vangmand, der første kørte ind til ’forligsen’ klokken 22.

Da han kom, var der omkring 60 personer i faneborgen, men det tyndede naturligt nok ud i løbet af natten. Klokken 3 om natten kunne BUPL’s formand Elisa Bergmann meddele, at det nok trak yderligere ud, og så gik de fleste hjem.

»Så kunne jeg se, at jeg var den eneste i magenta tøj, og jeg tænke: ’jeg bliver nødt til at holde ud’,« fortæller Jan Vangmand.

Der var kun en 15 stykker tilbage til sidst.

»Men det var en fed oplevelse. Forhandlerne kom ud og snakkede med os: ’Det er så fedt, I er her. Hvis vi bliver i tvivl, kan vi kigge ud af vinduet. Så ved vi, hvad vi kæmper for.’ Så giver det lige lidt ekstra energi,« fortæller Jan Vangmand.

Da forligsmanden klokken 5 om morgenen udskød konflikten i 14 dage, kunne han endelig tage hjem – for at smøre madpakker til børnene og køre dem i skole og derefter videre til budgetorientering i Fredensborg Kommune.

»Så sov jeg også godt om aftenen,« siger han.

I dag kan Jan Vangmand ikke blive til den bitre ende, hvor gerne han end vil. Han skal nemlig lige passe nogle møder i Fredensborg Kommune.

Der er en vis krise

BUPL’s formand Elisa Bergmann vil gerne være optimistisk, inden forhandlingerne går i gang i dag, men hun erkender, at der er ’en vis krise’, efter at forhandlingerne på statens område i går ikke kom ud af stedet.

»Jeg håber, vi kan finde nogle løsninger, som kan være isbryderne på nogle af de andre områder. Men vi vil rigtig gerne have, at lærerne kommer med, vi vil gerne have en løsning på spisepausen, vi kommer i mål sammen. Det går vi efter i dag. Det er selvfølgelig sværere, når man ser på, hvad der skete i går,« siger Elisa Bergmann.

Lige nu ser hun to scenarier:

»Enten bider vi os fast i et hjørne, starter derfra, og afprøver om arbejdsgiverne i kommunerne og regionerne kan noget og har lov til noget. Det andet scenarie kender vi, det er et forlis.«

Selv om der er en uge til en uge tilbage til at forhandle i, tror Elisa Bergmann ikke, det kommer til at tage så lang tid at få en afklaring.

»Det her kommer til at vare måske et døgn, hvis vi er heldige, inden en afgørelse. Men det er svært at spå om, det har det været under hele forløbet. Men det virker meget fastlåst nu, og der skal ske noget helt særligt, hvis vi skal få løsnet op for det,« siger hun.

LO-forbund vil gå solo

Forhandlingerne i Forligsinstitutionen kommer dog ikke kun til at foregå mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Lige nu er musketereden også under pres. Den har ellers givet lønmodtagerne en stærk, fælles front i forhandlingerne med nogle arbejdsgivere, der har som erklæret målsætning at lande en overenskomst ’med en smal økonomisk ramme’.

Men nu er en række LO-fagforbund, blandt andet Socialpædagogerne, klar til at gå solo, skriver avisen.dk.

Socialpædagogernes formand Benny Andersen bakker stadig op om de fælles krav om en løn, der følger den private lønudvikling, om lærernes arbejdstid og retten til den betalte spisepause.

»Hvis vi kan få de tre krav opfyldt i aftaler med kommuner og regioner, så er det at svigte medlemmerne ikke at slå til på de områder. Den situation skal vi bruge til at presse den part, der ikke vil indgå en aftale,« siger Benny Andersen.

Elisa Bergmann vil ikke kommentere udmeldingen fra Socialpædagogernes formand.