Udover at være professionelle fodboldspillere er Sanne og Lotte Troelsgaard uddannede pædagoger. Kærligheden til både børn og fodbold gør det nemt at vinde over hverdagen.

Udgivet d. 29 august, 2017

Af: Mathilde Margrethe Graulund, Journalist

De har arbejdet i samme institution, spillet fodbold sammen siden de var seks og så er de enæggede tvillinger. For Sanne Troelsgaard, der for nyligt vandt sølv i EM med det danske kvindelandshold, og Lotte Troelsgaard, der arbejder som pædagog på Munkevængets Skole i Kolding og spiller fodbold i KoldingQ, har børn en helt speciel plads.

»Vi har altid elsket børn og elsket at kunne gøre en forskel for dem og være forbilleder i forhold til sportsverden. Så det har været meget naturligt at have med børn og unge at gøre for os begge to,« siger Sanne Troelsgaard, der har slået et smut forbi tvillingesøsteren i Kolding med sølvet om halsen.

Sanne og Lotte Troelsgaard er begge uddannede pædagoger og professionelle fodboldspillere. For dem begge har børn en helt speciel plads.

Arbejdet med børn er sat på pause for Sanne Troelsgaard, der spiller professionel fodbold på det svenske hold FC Rosengård, når hun ikke spiller med det danske kvindelandshold. Lotte Troelsgaard bruger meget af sin tid på børnene på Munkevængets Skole, hvor fodbold og pædagogik går op i en højere enhed.

»Udover at spille fodbold med drengene i frikvarteret og vise dem, hvad jeg kan, så har vi også et pigehold på skolen. Det er et område med mange tosprogede, som vi gerne vil gøre en forskel for og vise, at man som pige godt kan spille fodbold. Det er en kæmpe inspiration for dem, og de har også meget respekt for os, fordi vi er sportspiger og kan give dem noget andet, end andre måske kan,« fortæller Lotte Troelsgaard, der træner pigerne fra Munkevængets Skoles SFO hver mandag. Træningen i SFO’en har fået flere piger til at starte på fodboldhold i Koldingområdet, tilføjer hun.

Den store inspiration

Tvillingerne tog pædagoguddannelsen med et års mellemrum og blev færdiguddannede i 2015 og 2016. Sanne Troelsgaard læste på fjernstudie, imens hun spillede professionel fodbold i Brøndby. Lotte Troelsgaard læste på pædagoguddannelsen på UC Syddanmark, imens hun spillede fodbold i KoldingQ. Deres mor har været dagplejemor i 21 år, så det var naturligt for dem at blive pædagoger. Deres afdøde far trænede deres to storebrødre i fodbold, så han er inspirationen på fodboldbanen.

»Vi blev hevet med på fodboldbanen, da vi var helt små, og vores mor har altid arbejdet med børn, så det kommer ikke fra fremmede,« siger Lotte Troelsgaard.

Frihed og fremtid

Sanne Troelsgaard har spillet for det danske kvindelandshold siden 2008, mens søsteren har spillet på holdet siden 2013. Lotte Troelsgaard blev dog ikke udtaget til slutrunden ved dette års EM. Udover at blive udfordret på fodboldbanen vil de 29 årige tvillinger blive ved med at inspirere og træne børn, så også børnene bliver udfordret.

»Jeg fortsætter med at spille for KoldingQ, for her kan jeg kombinere fodbold og arbejde på højt plan. Jeg har en chef, som er fantastisk til at give mig frihed til fodbold. Jeg får lov til at tage til kampe og træning. Det giver mig meget at kunne spille ved siden af, og gøre noget for børnene samtidig ved at gøre en forskel på arbejdet,« fortæller Lotte Troelsgaard. Søsteren venter dog et par år, før hun vender tilbage til pædagogikken.

»Jeg spiller fodbold en fem-seks år endnu. Når jeg er færdig med at spille fodbold, så regner jeg med, at jeg skal tilbage til pædagogikken, for det er dér, jeg kan være med til at udvikle børn og lave nogle mål for dem. Så det er helt klart noget, som jeg vil tilbage til,« siger Sanne Troelsgaard.