Risikoen for at blive smittet via såkaldt kontaktsmitte er lav, viser ny undersøgelse fra USA. Alligevel anbefaler amerikanerne hyppig rengøring, når der er børn samlet. Og der er god grund til at holde fast i den grundige rengøring i daginstitutioner og skoler – også i Danmark, mener professor.

Udgivet d. 15. april 2021

Af: Steffen Hagemann, journalist

Risikoen for at blive smittet med COVID-19 ved at røre en overflade, den såkaldte kontaktsmitte, er mindre end 1:10.000. Det viser en ny undersøgelse fra USA’s Centers for Disease Control and Prevention, CDC, som svarer til vores Sundhedsstyrelse. Corona smitter primært gennem luftbårne partikler, altså udåndingsluft, host og nys, fastslår CDC.

Som en konsekvens af undersøgelsens resultater anbefaler de amerikanske sundhedsmyndigheder nu, at man godt kan slappe lidt af med alt for overdreven rengøring, når nu sandsynligheden for at blive smittet ved kontakt er så relativt lav. Det rækker at gøre rent en gang om dagen med sæbe og vand, lyder anbefalingen fra USA.

Stadig brug for hyppig rengøring blandt børn

CDC anbefaler dog hyppigere rengøring, hvis der er børn til stede, for eksempel i daginstitutioner og skoler. Det gælder også generelt, hvis der er personer, der ikke regelmæssigt bærer maske eller vasker hænder.

Og netop den amerikanske anbefaling om, at der skal hyppigere rengøring til, når der er børn til stede, er en indirekte anerkendelse af, at kontaktsmitte alligevel er et problem. Det mener Hans Jørgen Kolmos, professor i mikrobiologi på Syddansk Universitet.

”Diskussionen i USA er også lidt en religionskrig. Amerikanerne mener, at al smitte flyver gennem luften, og derfor behøver man ikke gøre rent. I Europa har vi haft en tilbøjelighed til at sige, at alt er kontaktsmitte. Sandheden er, at det er begge dele,” siger Hans Jørgen Kolmos, der understreger, at han er enig i, at kontaktsmitte ikke er hovedvejen for smitte med coronavirus.

”Men det er ikke det samme som at sige, at det ikke finder sted.”

Læs de amerikanske anbefalinger her

Corona-rengøring har haft stor effekt

Der er ingen grund til at ændre de nuværende retningslinjer for daginstitutioner og skoler – og god grund til at holde fast i den grundige rengøring, påpeger Hans Jørgen Kolmos.

”Det har vist sig – også før corona – at rengøring har en gunstig og gavnlig effekt på sundheden i daginstitutioner. Og håndhygiejne har vi jo dokumenteret til overflod er vigtigt,” siger professoren.

Hans Jørgen Kolmos undrer sig over, at der generelt er en stærk tilbøjelighed til at spare på rengøringen rundt om i kommunerne.

”Rengøring er så basalt og så vigtigt. Alligevel mener man, at der hele tiden skal fyres rengøringspersonale. Det er måske den letteste måde at finde besparelser på, men det er også den dummeste måde. For det hævner sig i form af større sygelighed blandt personale og børn,” siger han.

”Vi har fået en anskuelighedsundervisning i, hvad hygiejne betyder, ikke bare i forhold til coronavirus, for vi har set, at alle de andre sygdomme, vi plejer at døje med, er raslet ned,” siger Hans Jørgen Kolmos og peger på blandt andet forkølelse, influenza og diarre som sygdomme, der er blevet mindsket under corona-forholdsreglerne.

Sundhedsstyrelsen har ikke ønsket at kommentere den amerikanske undersøgelse, men skriver i en mail:
’Vi gennemgår løbende på vores retningslinjer for forebyggelse af smitte med COVID-19 på baggrund af den nyeste viden. Hvis der kommer nye større undersøgelser eller andet, som kan påvirke retningslinjerne, vil det indgå i den samlede vurdering.’

Du kan læse undersøgelsen fra CDC her