Pædagogerne har mange spørgsmål til konsekvenserne af den truende konflikt og lockout, og de fleste handler om ferie.

Opdateret d. 12. marts 2018

Af: Maria Klit, Journalist, Foto fra Colourbox


Kan jeg afholde min ferie som planlagt? Hvad, hvis den allerede er betalt? Kan jeg få kompensation?

Sådan lyder spørgsmålene fra de bekymrede pædagoger, der ringer ind til BUPL’s medlemsafdeling i disse dage.

»Normalt har vi nok 150 opkald på en travl dag. I dag åbnede telefonerne for en time siden, og vi er allerede oppe på 79. I sidste uge var vi nogle dage oppe på mere end 300 opkald. Det vælter ind med indmeldelser og mails, vi ikke når at svare på,« fortæller medlemskonsulent i BUPL Karina Kjærulff Sørensen

Siden overenskomstforhandlingerne brød sammen i forrige uge, er det strømmet ind med opkald fra medlemmer, der vil vide, hvordan de står i forbindelse med en eventuel konflikt. Mange vil vide, hvilke rettigheder de har i forbindelse med ferie, hvis konflikten bliver en realitet, og det mærker man både i medlemsafdelingen i BUPL’s forbundshus og i de lokale fagforeninger.

»Det er et kæmpe problem nu, for det er jo ferietid, vi løber ind i,« siger Gabriella Tønnesen Lanyi, der er juridisk konsulent ved BUPL.

Bryllupsrejsen må vente

Hvis konflikten bliver en realitet, bortfalder retten til at påbegynde ferie. Kun de medlemmer, der allerede har påbegyndt deres ferie, når konflikten starter, har ret til at holde den. Det kan komme til at koste de medlemmer, der allerede har bestilt ferien, dyrt, og det er uanset, hvad ferien har kostet, og hvilket formål den har. Med mindre man har en privat forsikring, der kan dække det økonomiske tab, er der nemlig ikke nogen dispensation eller erstatning at komme efter.

»Jeg havde et spørgsmål fra et medlem forleden om en bryllupsrejse. De skal til Mexico, og de må faktisk ikke holde ferie under strejke,« siger Gabriella Tønnesen Lanyi.

Skulle man være fristet til at rejse alligevel, skal man være opmærksom på, at man i tilfælde af, at konflikten ophører, forventes at møde på arbejde igen med det samme. Gør man ikke det, kan man blive opsagt eller bortvist.

Kampgejsten slår bekymringerne

På trods af bekymringer om ferien oplever man hos de lokale fagforeninger alligevel, at kampgejsten og viljen til at kæmpe for bedre vilkår trods alt fylder mest.

»Rigtig mange af vores medlemmer er så tilpas vrede, så de er parate til at nedlægge arbejdet, når signalet kommer til det«, siger formanden for BUPL Storkøbenhavn, Michael Egelund, men uddyber dog:

»Jeg har selvfølgelig ikke talt med alle, og jeg ved godt, at der også er nogle bekymringer for eksempelvis ferie, men det er altså ikke det, der er det dominerende. Der er en markant forståelse blandt medlemmerne for, at det her skal der gøres noget ved,« siger Michael Egelund.

Den betragtning er formand for BUPL Midt- og Vestjylland Ivan Holck Jensen enig i.

»Den grundlæggende bekymring blandt vores medlemmer er, om de kan holde ferie. Men jeg synes, at der er en rimelig gejst i forhold til, at nu skal vi stå fast. Især på vores lønområde. Det er det, der optager dem mest,« siger Ivan Holck Jensen.

 


NB: HVIS konflikten kommer, så har Lærerstandens Brandforsikring ekstraordinært besluttet, at rejseforsikringen dækker. Har du tjekket, om din forsikring dækker ved lockout og strejke?

Læs mere om forsikringsbetingelserne her.


 

Læs mere om OK18: