HotSpot ungdomsklub i Frederikshavn oplevede sidste år et normskred hos de unge. Pludselig kom der tæskehold i klubben, hash var blevet normalt, og det blev utrygt for pædagogerne at gå på arbejde. Men så tog pædagogerne sammen med kommunen en beslutning om at sætte alle sejl ind mod den syge kultur.

Opdateret d. 19. januar 2018

Af: Mathilde Margrethe Graulund og Signe Rosa Skelbæk (Journalister), Tao Lytzen (Fotograf)

Det er aften, da gruppen af ukendte ansigter stormer ind i HotSpot ungdomsklub i Frederikshavn. Med sig har de en stor kølle, og de skubber pædagogerne til side, imens de målrettet afsøger klubben. De er på jagt efter en ung. Én, der skal have tæsk.

Episoden, som pædagoger og ledere efterfølgende refererer til, var kulminationen på et par måneders skred i ungekulturen i Frederikshavn. Det var her, det blev helt tydeligt, at grænsen var nået, fortæller den overordnede leder, Renate Kæmpe Weilov.

»Det handlede ikke længere om godt relationsarbejde og pædagogik. Det var blevet en myndighedsopgave. Men der er ikke nogen, der skal være bange for at komme på arbejde, og heller ingen unge skal være bange for at komme her,« siger hun, da vi møder hende i HotSpot ungdomsklub halvandet år efter.

Dagen efter episoden blev der indkaldt til et møde, hvor to skoler, SSP-medarbejdere, sagsbehandlere, politiet, klubberne, integrationsafdelingen og formanden for Børne- og Ungdomsudvalget var inviteret. Dagsordenen var klar: Hele kommunen var nødt til at stå sammen for at få bugt med den usunde ungekultur, der var eskaleret hen over vinteren og foråret i 2016.

Ekstra ressourcer til klubben

Mødet blev starten på et massivt, tværfagligt samarbejde kaldet ’Indsats Ungeliv’, der stadig eksisterer i dag. HotSpot fik tildelt ekstra midler for en periode, så de kunne ansatte flere pædagoger i klubben. De ekstra ressourcer betød, at pædagogerne igen kunne sætte gang i aktiviteter med de unge og ikke kun være vagthunde hver gang, der skete noget uhensigtsmæssigt tæt på klubben.

»Vores arbejde var ligesom at være fangevogter eller fængselsbetjent, og alle var stressede hele tiden. Relationsarbejdet gik helt tabt i den periode. Da vi fik ekstra ressourcer, kunne vi igen have fokus på de positive ting i vores arbejde,« fortæller Per Boje Fischer, der er afdelingsleder i HotSpot.

Pædagogerne fik nummeret til en specialpatrulje i byen, så politiet hurtigt kunne tilkaldes med blå blink og patruljevogne, hvis der skulle ske noget akut i klubben igen. Politiet kom tit uanmeldt forbi klubben og snakkede med de unge. De unge kom på fornavn med politiet og SSP-medarbejdere, og det fik ro på de unge og ikke mindst på pædagogerne.

I dag kan politiassistent Henrik Madsen fortælle, hvordan der i dag generelt er mere ro omkring Frederikshavns ungeliv.

»Den gruppe af unge, der var toneangivende i HotSpot, hører vi ikke noget særligt til længere. Hvad der ligger til grund for det er nok, at alle parter har været mere opmærksomme på de unge mennesker,« siger Henrik Madsen, der er politiassistent i SSP-samarbejdet i kommunen.

Normskred blandt unge

Tilbage i foråret 2016 var pædagogerne godt bekendt med, at der var mere hash i området, end der havde været tidligere. Og ind i mellem opdagede pædagogerne, at de unge havde knive på sig i klubben. De unge holdt dog hurtigt op med at gå med kniv. Det var først, da hashmisbruget tog til og ’tæskeholdet’ troppede op, at de indså, hvor langt væk fra normalen, de unge i Frederikshavn var kommet.

»Der skete en eller anden kollektiv flertalsmisforståelse, hvor nogle af de unge mennesker pludselig syntes, at det var helt normalt at ryge hash,« fortæller Mikkel Arne Egelund, der var en af de pædagoger, der især tog hånd om de uhensigtsmæssige grupperinger i klubben.

Normskredet skete, ifølge både pædagoger og ledere, da tre klubber i Frederikshavn blev sammenlagt til HotSpot ungdomsklub i 2015. Pludselig var det den eneste ungdomsklub i byen. Det gav plads til, at den destruktive ungekultur kunne vinde frem.

»Vi var pludselig det eneste samlingssted i byen. Dengang vi var fordelt på tre forskellige steder, var det nok nemmere for de unge at skjule sig. Da vi blev slået sammen, så vi nogle tendenser, og på den måde var det godt, at det skete. Vi blev klogere, og de unge er hele endnu,« siger Renate Kæmpe Weilov, der i dag er leder for en klub, som er 100 procent stof-, bande- og voldsfri.

Væk med spøgelserne

Efter at det tværfaglige samarbejde blev sat i værk, mærkede HotSpot hurtigt en forskel. Men pædagogerne oplevede også, at de blev nødt til at spille med musklerne, før de unge forstod, at der var andre boller på suppen.

»Man kan groft sige, at vi var nødt til at vise, at vi var stærkere som personale, kommune og myndighed. Vi løber med, uanset hvad I gør. Vi bakker ikke ud. De skulle ikke have en fornemmelse af, at vi ikke havde styr på, hvad der skete. Når man går ud blandt de unge, skal man være selvsikker, hvis det optrapper,« fortæller Mikkel Arne Egelund, der er SSP-ansvarlig i klubben.

Mikkel var én af de pædagoger, der ofte stod midt i konflikterne og gik med udenfor, når han kunne mærke, at noget var under opsejling. Han stod med armene over kors, imens han holdt øje med, hvad de unge var på vej ud til. Det kunne være den hashhandel, der foregik i klubbens nærområde, eller en episode med en gruppe unge, der pludselig kom farende til klubben med truende adfærd for at finde én person, der skulle konfronteres og tæskes.

Mikkel blev flere gange truet med ordene: ’Du er meget langt hjemmefra’. Men det stoppede ham aldrig.

»Min relation til de unge gjorde, at jeg vidste, at de ikke slog mig,« fortæller han.

De mange voldsomme episoder i klubben betød, at flere af pædagogerne havde brug for supervision, hvor en psykolog kom ud og talte med dem.

Holdindsatsen sejrede

Efter den turbulente tid i HotSpot fik pædagogerne talt ud om den hårde periode, de havde haft. Klubben indførte debriefing, som er aftenmøder mellem pædagogerne efter lukketid. Til møderne evalueres de unges adfærd den pågældende dag. Møderne holder de ansatte sammen med et 13-møde, hvor alt nyttig information fra aftenens debriefing overleveres. I takt med oprustningen i HotSpot sagde klubben farvel til flere af de unge, der havde skabt problemer.

»Vi sagde farvel til flere af de ældste, og det har betydet, at der ikke er så spændende at komme her i klubben for dem, der er ude på ballade. Vi var nødt til at lave mere firkantede rammer, og ikke alle synes om det,« siger leder Renate Weilov.

Før var der 150 unge i klubben om aftenen. I dag er der 50. Pædagogerne involverer forældre mere, og det tværfaglige samarbejde med SSP og skolerne gør, at pædagoger og ledere kan følge op på de unge, der har det svært. Pædagogerne blev bevidste om deres kerneopgave, og lod de andre faggrupper om deres.

»Vi tog fat ved roden og gjorde en indsats hele vejen rundt. Vi blev opmærksomme på rollefordelingen: Hvad er socialpædagogernes rolle og myndighedernes rolle, og hvornår giver det mening, at vi gør noget? Vi bevægede os længere ind i en myndighedsopgave. Det var møgfarligt, for så kunne der pludselig stå en ung med en kniv. Så vi blev skarpe på, hvornår vi skal trække os og give opgaven videre,« fortæller Renate Weilov, mens både Per Boje Fischer og Mikkel Arne Egelund nikker genkendende.

I bagklogskabens klare lys kan pædagoger og ledere se tilbage på en turbulent tid, som heldigvis er anderledes i dag. Der er ingen farlige situationer, søvnløse nætter eller påvirkede unge.

»Klubben skal være helligt land. Man skal være tryg her. Vi har lært at tro på det, vi ser. Når vi har en fornemmelse af, at noget er under opsejling, så går vi efter det, for fornemmelsen er ofte helt rigtig. Vi får fat i ting, vi ikke var så gode til at se før,« fortæller Renate.