Når et barn bliver syg i daginstitutionen, ringer pædagogerne langt oftere til moren end til faren. Et udtryk for en stereotyp fordeling af omsorgsopgaven i samfundet, ifølge eksperter. Men automatreaktionen er nem at ændre, er erfaringen fra pædagoger, der har gjort netop det.

Opdateret d. 8. juni 2021

Af: Marie Bille, journalist / Foto: Colourbox,

Når et barn får feber, kaster op eller kommer til skade i daginstitutionen, ringer pædagogerne typisk til moren. I en rundspørge til forældre, som Epinion har lavet for BUPL, svarer kun 10 procent af forældrene, at det er faren, pædagogerne ringer op for at sende barnet hjem. 56 procent af forældrene svarer, at pædagogerne ringer til mor, mens 29 procent svarer, at det lige ofte er mor og far.

Ifølge Thomas P. Boje, der er professor i sociologi ved Roskilde Universitet og forsker i familie- og arbejdsliv, er det mønster et udtryk for en meget stereotyp opfattelse i samfundet af, hvem der tager sig af omsorgen for børn.

”Vi har en barselsmodel, der prioriterer moren, og kun i meget lille omfang har faderen med i spil. Det er klart, at når moren er den primære omsorgsgiver i familien fra day one, så bliver hun også den primære omsorgsgiver, når barnet er sygt,” siger han.

Mest effektivt at ringe til mor

Rundspørgen til forældrene viser samtidig, at det oftest er moren, der tager barnets sygedage i familien. Her svarer 42 procent, at det er det mor, og 10 procent far. 43 procent af forældrene svarer, at mor og far deler. Derfor er det heller ikke hverken mærkeligt eller overraskende, at pædagogerne ringer til mor, når barnet skal sendes hjem fra daginstitutionen, mener forskeren.

”De ved nok af erfaring, at får de fat i faren, siger han, at det skal han lige tale med moren om. Så kan pædagogerne sidde og vente på et svar på, hvem der kommer og henter barnet. Derfor er det både rationelt og mest effektivt for pædagogerne at ringe til moren,” siger Thomas P. Boje.

Læs også: Vi fjerner de kønsblinde pletter

Pædagog: Fædrene vil rigtig gerne på banen

I den selvejende daginstitution Martha Hjemmet i København har pædagogerne arbejdet med køn, normkritik og ligestilling igennem fem år. De har gode erfaringer med at kigge kritisk på deres egne vaner – og at ændre på dem. Det fortæller Helle B. Frederiksen, pædagogisk udviklingsleder i institutionen.

”Det var øjenåbnende og en aha-oplevelse, da vi blev opmærksomme på den automatreaktion, vi havde: barn syg – ring mor. De fleste kunne genkende, at ’Gud ja, det gør jeg også’. Men når man først bliver opmærksom på det, er det ikke svært at ændre. Hvis vi ønsker en forandring, så starter det hos os selv,” siger hun.

”Vi ringer ikke længere kun til mor. Under corona har vi ringet rigtigt mange gange, når vi for eksempel lige pludselig har måttet sende en hel stue hjem,” fortæller Helle B. Frederiksen, der oplever, at fædrene er fuldstændig lige så parate til at springe til og hente, som mødrene.

”Fædrene bliver mindst lige så bekymrede og glade for, at vi ringer. De kommer, og de tager det alvorligt. Vi har ikke på noget tidspunkt hørt, fornemmet eller talt om, at de skulle blive mere irriterede eller besværede, overhovedet. Vi oplever generelt, at fædrene rigtig gerne vil på banen, de skal bare have invitationen,” siger hun og opfordrer til, at flere pædagoger begynder at tænke ligestilling ind i de professionelle overvejelser, både når det gælder børn og forældre.

Læs også: Pædagogers selvforståelse spænder ben for ligestilling: Selvfølgelig går vi ind for det

Forsker i ligestilling: giv forældrene mulighed for selv at vælge

Marta Padovan-Özdemir er forskningsleder af Program for samfund og mangfoldighed på VIA University College og forsker blandt andet i, hvordan ulighed kan forebygges i pædagogisk praksis. Ifølge hende er der flere gode grunde til, at pædagoger skal gøre sig fagprofessionelle overvejelser og blive bevidste om, hvorfor de automatisk ringer op til mor, når et barn bliver sygt i institutionen.

”Pædagogfaget er faktisk ret konservativt, hvad angår køn. Det ser vi både i relation til børnene, men det afspejler sig også i, hvem man umiddelbart ringer til som den primære omsorgsgiver. Den dynamik bliver måske forstærket af, at det ofte er moren, der henter og bringer, og derfor har en stærkere relation til pædagogerne i institutionen,” siger hun.

Men der ligger gode muligheder i forældresamarbejdet for at gøre op med de selvforstærkende dynamikker, der reproducerer kønsstereotyper, mener forskeren.

”Pædagogerne kan spørge forældrene, hvem af dem, der foretrækker at blive ringet op, hvis barnet er sygt. Det kan være forskelligt, hvem der arbejder mest fleksibelt, og det vil give forældrene en mulighed for selv at vælge,” siger hun og peger på, at der også er et vigtigt pædagogisk perspektiv i forhold til barnets udvikling i at bryde med stereotyperne.

”Når barnet gang på gang oplever, at mor henter mig, når jeg er syg, lærer barnet, at det er morfiguren, der tager sig af omsorgsarbejdet. På den måde giver pædagogerne de her stereotyper videre. Hvis vi ønsker nogle børn, der kan erfare sig selv og hinanden på alsidige måder, skal vi også give dem mulighed for at erfare deres forældre på forskellige måder,” siger hun.