Pædagogerne i Herfølge SFO har sat livsduelighed på skemaet. Det har styrket relationen til børnene og vundet arbejdsglæde hos personalet.

Udgivet d. 16. august 2018

Af: Mathilde Margrethe Graulund (journalist), Claus Bech (fotograf)

Der står 11 børn i rundkredsen i hallen på Herfølge SFO.

»SIR,« siger pædagog Sanne Kronborg Hansen. Børnene tager hånden lodret foran brystet med det samme og står helt stille. De siger ikke en lyd.

’SIR’ betyder ro i kroppen og er et udtryk, som børn og pædagoger bruger her i styrkeskolen. De prøver balanceøvelser af og forsøger at finde ro.

Mikkas kan hverken finde indre eller ydre ro i starten, når de bliver bedt om at sætte foden på siden af knæet og holde balancen i yogastillingen ’træet’. Han kan ikke koncentrere sig og begynder at grine. Nogle af de andre børn bliver urolige og begynder at fjolle i krogene.

»SIR,« siger Sanne, og der bliver helt stille igen.

Styrkeskolen er et af de projekter, som Herfølge SFO har stablet på benene for at gøre børnene mere livsduelige. De har valgt projekter, som har trænet forskellige klassetrin i at tro mere på sig selv, få bedre selvværd og styrke fællesskabet.

Styrkeskolen er et projekt for 2. klasserne, som ikke kun lærer at stå på ét ben og sige ’SIR’. De viser også deres følelser gennem skuespil og styrker deres selvtillid ved at stille sig frem.

»I styrkeskolen arbejder vi med grundfølelser, fysiske følelser og samtaler. Det, at de tør stille sig frem og får at vide, at der ikke er noget, som er forkert, er vigtigt. Man skal være det gode publikum, man klapper og bakker op. De lærer om gensidighed og om fællesskab,« siger pædagog Sanne Kronborg Hansen.

At spille en rolle

Når de spiller skuespil, kommer mange af børnene på prøve. Der skal de nemlig både spille over- og understatus og slutte af med at være ligeværdige.

Mikkas spiller overfor pædagogen Per, som har en T-shirt på, hvor der står ’StyrK dig selv’. Mikkas sætter pædagogen på plads, når han har overstatus. Han jager ham hen i hjørnet og siger ’pis af med dig’. Han spiller lige så godt, når han har understatus, hvor han er ydmyg og gør sig lillebitte. Dog stadig med et smil på læben.

»Det er interessant at lege med rollerne med børnene, fordi børn, der normalt har overstatus, i starten havde enormt svært ved at være understatus. Men nu er de alle sammen blevet gode til at være i begge roller og til at være ligeværdige,« siger Sanne Kronborg Hansen.

Herfølge SFO har kørt livsduelighedsprojektet i to perioder af 100 dage, hvor de bagefter har evalueret og justeret aktiviteterne. Udover styrkeskolen har SFO’en dyrket yoga med børnehaveklasserne, klatret med de større børn og holdt dybe samtaler med en gruppe piger i 3. klasse.

Pædagogerne har skræddersyet projekterne til hver børnegruppe efter niveau og behov. Til børneyoga har de for eksempel fokuseret på børn, som havde svært ved at sidde stille, høre efter og finde indre ro. De er på den anden side af 200 dage nu, og det er meningen, at aktiviteterne skal blive ved med at være en del af deres hverdag.

Høj prioritet

Pædagogerne i SFO’en så et behov for, at børnene fik trænet deres livsduelighed.

»Der er mange forventninger og fællesskaber, man skal indgå i, og faglige ting at forholde sig til for børnene i dag. Samfundet stiller store krav til forholdsvist små børn, og det kan vi mærke på børnene. Hverdagen er svær, hvis ikke børnene har et ordentligt fundament at stå på med et godt selvværd, og hvis de ikke oplever sig selv som en vigtig del af fællesskabet. Det så vi en mulighed for at hjælpe børnene med,« siger Jan Stolzenbach Nielsen, leder i Herfølge SFO.

Han rådførte sig med forandringskonsulenten Nana Scheibel, inden SFO’en søsatte livsduelighedsprojektet. De har sammen sat rammerne for forløbet og besluttet, at livsduelighedsprojektet skulle prioriteres højt. De brugte Anne Linders teori om livsduelighedens pædagogik og satte fire arbejdstimer af til alle pædagogerne, så de kunne sætte sig ind i teorien. Det var vigtigt at have en teori at støtte sig op ad, siger Nana Scheibel.

»Når man koger livsduelighed ned, har det tre elementer: Barnet skal tro på sig selv, ikke give op og barnet skal have det godt sammen med andre. Vi brugte teorien på vores egen måde til at få et sprog, som gjorde det muligt at tale med børnene om, hvad de laver, når de tror på sig selv, og hvordan vi i SFO’en kan hjælpe dem til at tro mere på sig selv,« siger konsulent Nana Scheibel.

Dybe samtaler

Inden alle projekterne blev sat i gang, interviewede pædagogerne børnene og spurgte dem om, hvornår de havde det bedst og troede på sig selv.

»Det gav børnene en helt speciel kraft, når de blev spurgt direkte. Selvom vi ikke spørger om sådan nogle ting i hverdagen normalt, ville de meget gerne fortælle om det. Pludselig så vi nogle børns nuancer, som vi ikke kendte til tidligere. Det gjorde noget helt unikt ved relationen,« siger pædagog Sanne Kronborg Hansen.

Efter pædagogerne havde interviewet børnene, så de, hvor vigtigt det er at tale dybdegående med et barn og ikke kun kort i garderoben. Derfor har pædagogerne i 0.-1. klasse indført initiativet ’Har du talt med et barn i dag?’. Det betyder, at én pædagog går fra og taler med ét barn i fem minutter alene hver dag. Det kan lyde banalt, men det virker, siger Sanne Kronborg Hansen.

»Jeg kunne godt have talt med mange børn i løbet af en dag. Men ikke 5 minutter, hvor jeg dybdegående spurgte ind til, hvordan det går. Man kan vælge dem, man aldrig snakker med, som ofte er de stille børn, og når man så spørger man ind, sker der noget. Det har ført os meget tættere på de usynlige børn,« siger hun.

»Det er ikke fordi, vi ikke har gjort det før. Nu er vi bare bevidste om det, og om at vi gør det, fordi børnene skal være mere livsduelige. Der var børn, som trivedes mindre godt før, som trives bedre nu. Forældre har også reageret på det. De fortæller, at barnet nu henvender sig selv. Barnet har mere gejst og smil på læben,« siger Jan Stolzenbach Nielsen.

Start småt

Det har været vigtigt for Herfølge SFO at inddrage børnene tidligt i projektet for at styrke relationerne mellem børn og pædagoger. Det relationelle har været et afgørende værktøj til at børnene følte sig set, hørt og forstået. Det er med til at styrke deres selvværd, mener pædagogerne. SFO’en har haft et motto under livsduelighedsprojektet:

Tænk stort, start småt og handl hurtigt.

»Livsduelighed handler om at tænke stort. Det er en stor opgave at tage på sig, men vi starter småt, så det kan bo i hverdagen. Vi handler hurtigt, for selvom vi har et solidt teoretisk fundament, så er mindsettet først noget værd i den måde, børn og pædagoger er sammen på. Vi går ikke efter perfektion, vi krydser ikke noget af på et skema. Vi mærker efter og gør hele tiden noget, som bevæger sig i retning af nogle mere livsduelige børn,« siger konsulent Nana Scheibel.

Det har vækket arbejdsglæden hos pædagog Jeannette Schultz at arbejde med en større målsætning i pædagogikken.

»Det er fedt, at der har været rum til at gøre noget pædagogisk med en gruppe. Det kan godt være, at du normalt laver værksted eller andre aktiviteter, men aktiviteterne i livsduelighedsprojektet er bare anderledes. Der ligger et højere mål med aktiviteten,« siger hun.

Nye mål

Livsduelighedsprojektet skal fremover fungere som SFO-pædagogernes grundsten i alle de aktiviteter, de planlægger. Det handler om solidt pædagogisk arbejde, som Jan Stolzenbach Nielsen siger.

»Meget små børn har svært ved den kompleksitet, der er i deres hverdag, og de mangler det selvværd, som skal til for at stå imod. Det er basalt, solidt pædagogisk arbejde, vi skal udøve her. Vi har ingen agendaer, og vi presser dem ikke. Vi har selvfølgelig nogle mål, men der er ingen forventninger i klemme mellem os og børnene. Vi kan trække vejret dybt, kigge børnene i øjnene, se dem, hvor de er og være nærværende voksne,« siger han og fortæller, at et nyt mål er at få indført aktiviteterne fra livsduelighedsprojektet i skolens understøttende undervisning.

I hallen på Herfølge SFO er Mikkas og pædagogen Per nu nået til den del, hvor de skal spille ligeværdige overfor hinanden.

Mikkas går over mod Per med tunge skridt og et fjoget smil på læben.

»Hey, du ser da meget sej ud. Skal vi være venner?« spørger Per.

Mikkas nikker, og så går de arm i arm ned gennem hallen sammen uden fjolleri og ironisk distance.

Læs mere om livsduelighed i Børn&Unge nr. 9 (åbner e-paper)