Folketingsaftaler om bedre normeringer har skaffet flere voksne til børnene i landets daginstitutioner. Men der er store forskelle på, hvor mange pædagoger børnene får for pengene, viser nye tal. Se her, hvor mange ekstra pædagoger der er kommet i dit område.

Opdateret d. 16. juni 2021

Af: Jesper Nørby, journalist

De seneste år har Folketinget sendt flere hundrede millioner kroner afsted til bedre normeringer i landets daginstitutioner. Først til sociale normeringer og siden til minimumsnormeringer.

Det har givet flere voksne til børnene i landets daginstitutioner. En stor del af de nye voksne er dog ufaglærte, og hvor mange nye pædagoger, der reelt er kommet til børnene, afhænger i høj grad af, hvor i landet man befinder sig. Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).

37 pædagoger til 2000 børn

Ser man på de nyest tilgængelige tal fra marts 2021 (se faktaboks), er antallet af pædagoger ansat i Region Nordjylland steget med 12,5 procent på to år. Det er den største regionale stigning i landet, og antallet af nordjyske børn i alderen 1-5 år – den typiske daginstitutionsalder – er i samme periode kun steget med 3,14 procent.

Omvendt er der i kommunerne i Region Hovedstaden kun kommet 37 flere pædagoger de seneste to år, mens antallet af 1-5-årige børn er steget med over 2000.

BUPL har gentagne gange efterspurgt en national handleplan for at skaffe flere pædagoger.

Læs også BUPL’s udspil til forebyggelse af pædagogmangel

Nordjylland: Har kunnet undgå pædagogmangel

Formand for BUPL Nordjylland, Liselotte Thomsen, ser regionens dukseplacering som resultatet af mange års indsats for at sikre en høj pædagogandel i de nordjyske kommuner. Senest i forbindelse med netop fordelingen af pengene til minimumsnormeringer.

Samtidig har Nordjylland overordnet set kunnet undgå den pædagogmangel, som særligt Aarhus og hovedstadskommunerne er ramt af.

”Takket være de tre pædagoguddannelser i Thisted Hjørring og Aalborg har man indtil videre kunnet uddanne det antal pædagoger, der er behov for. Men i betragtning af, at børnetallet særligt ser ud til at stige i Aalborg-området, er vi bekymrede for regeringens ønske om at flytte studiepladser fra Aalborg. For vi kan frygte, at det vil give pædagogmangel i Aalborg om nogle år,” advarer Liselotte Thomsen.

For at forebygge nordjysk pædagogmangel i forbindelse med minimumsnormeringerne har BUPL Nordjylland samarbejdet med kommunerne om at få deltidsansatte pædagoger op i tid, og i øjeblikket er der blandt andet fokus på at skaffe flere nordjyske meritpædagoger.

Storkøbenhavn: Behov for at uddanne flere pædagoger

Pædagogmanglen i hovedstadsområdet bliver understreget af, at Region Hovedstaden har klart den mindste stigning i antallet af pædagoger de seneste to år. På den baggrund fokuserer BUPL Storkøbenhavn på at understøtte kommunernes rekrutteringsindsatser.

”Der hvor det virkelig batter noget i forhold til at skaffe flere pædagoger, er ved at styrke tilgangen til uddannelsen til meritpædagog. Heldigvis er flere af vores kommuner er kommet godt i gang på den front,” siger Jon Olufson, formand for BUPL Storkøbenhavn.

Men der er også behov for at styrke den generelle tilgang til pædagoguddannelserne i hovedstadsområdet, understreger han.

”Og her er man altså nødt til at kigge på lønnen.”

Københavnske pædagoger flytter ud af byen

Også formand for BUPL Hovedstaden, Henriette Brockdorff, peger på lønnen som en årsag til rekrutteringsproblemerne i hovedstadskommunerne. De stigende boligpriser presser nemlig flere pædagoger ud af byen, vurderer hun:

”Pædagogerne tilhører en indtægtsgruppe, som i højere grad end gennemsnitskøbenhavneren flytter ud af byen, når de får børn. Og det er svært at overtale pædagoger til at pendle over en time hver vej, når de sagtens kan få job langt tættere på deres hjem. Der er jo efterspørgsel på pædagoger i hele landet,” siger hun og opfordrer hovedstadskommunerne til at hæve lønnen væsentligt, så den matcher de københavnske boligomkostninger.

”Samtidig bør kommunerne lave en indsats for at styrke arbejdsmiljøet, for det slår igennem, at hovedstadsområdet har den laveste pædagogandel i landet,” påpeger Henriette Brockdorff.

 

Her er der kommet flest (og færrest) nye pædagoger

 

Tallene er baseret på de nyest tilgængelige data fra marts 2021. Tallene i parentes er fra marts 2019.

Region Nordjylland
Antal pædagoger: 2.196 (1.952)
Antal 1-5-årige børn: 29.655 (28.752)          
Udvikling antal pædagoger marts 2019-2021: 12,5 procent                        
Udvikling antal 1-5-årige børn marts 2019-2021: 3,14 procent
Pædagogandel: 66 procent (68 procent)

Region Sjælland
Antal pædagoger: 3.346 (3.158)
Antal 1-5-årige børn: 40.902 (39.668)
Udvikling antal pædagoger marts 2019-2021: 5,94 procent                        
Udvikling antal 1-5-årige børn marts 2019-2021: 3,1 procent
Pædagogandel: 56 procent (58 procent)

Region Midtjylland
Antal pædagoger: 6.360 (6.080)
Antal 1-5-årige børn: 72.229 (70.288)
Udvikling antal pædagoger marts 2019-2021: 4,61 procent
Udvikling antal 1-5-årige børn marts 2019-2021: 2,8 procent
Pædagogandel: 57 procent (61 procent)

Region Syddanmark
Antal pædagoger: 4.782 (4.589)
Antal 1-5-årige børn: 61.652 (60.917)
Udvikling antal pædagoger marts 2019-2021: 4,22 procent                        
Udvikling antal 1-5-årige børn marts 2019-2021: 1,2 procent
Pædagogandel: 61 procent (63 procent)

Region Hovedstaden
Antal pædagoger: 8.651 (8.614)
Antal 1-5-årige børn: 103961 (10.1957)
Udvikling antal pædagoger marts 2019-2021: 0,43 procent                        
Udvikling antal 1-5-årige børn marts 2019-2021: 2,0 procent
Pædagogandel: 54 procent (57 procent)

Hele landet
Antal pædagoger: 25.337 (24.394)
Antal 1-5-årige børn: 412.360 (403.539)
Udvikling antal pædagoger marts 2019-2021: 3,86 procent                        
Udvikling antal 1-5-årige børn marts 2019-2021: 2,2 procent
Pædagogandel: 59 procent (61 procent)

Data for antal pædagoger og pædagogandel er hentet fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL), mens data for antallet af børn i alderen 1-5 år er hentet fra Danmarks Statistik (DST).