Pædagogerne er så pressede, at der næsten kun er tid til skal-opgaver. Det er ikke nok at hæve normeringerne, der skal også være fagligt rum til at hæve kvaliteten, siger ekspert. Læs pædagogernes egne fortællinger om, hvad der kunne lade sig gøre for 10 år siden.

Opdateret d. 24. maj 2019

Af: Steffen Hagemann (journalist), Foto: Jens Hasse

Ture ud af huset, de kreative værksteder, forældresamarbejdet. Det er ting, der er blevet nedprioriteret i løbet af de seneste 10 år. Det viser de 100 historier, som Børn&Unge har indsamlet hos pædagoger, der ærligt fortæller om de ting, de kunne for 10 år siden, men som de ikke har tid og overskud til i dag.

Også noget så elementært som fordybelse, nærvær og kram har fået trangere kår.

»For 5-8 år siden havde vi tid til at fordybe os i mindre grupper både formiddag og eftermiddag, så alle børn blev tilgodeset med kærlighed, kys, kram og ikke mindst et pædagogisk arbejde, der blev fulgt til dørs,« siger Charlotte Basiliadis og hendes kolleger fra en idrætsbørnehave i Københavns Kommune i det nye nummer af Børn&Unge.

Pædagoger må vælge…

Det er ikke så overraskende, at pædagogerne er pressede, konstaterer Annegrethe Ahrenkiel, lektor i pædagogik og leder af Center for Daginstitutionsforskning ved Roskilde Universitet.

»Der er kommet mange flere krav til arbejdet, samtidig med at vilkårene for at kunne løfte de opgaver er forringet. De ting, pædagogerne fortæller om, er noget, man skulle tro var grundlæggende i orden, men det er det bare ikke.«

Derfor er pædagogerne nødt til at træffe nogle valg.

»Det, som ikke er en skal-opgave, men en kan-opgave, må vente. Du skal indberette, du skal levere tal, du skal lave sprogtest på nogle børn, og så får det prioriteringen over andet. Det er ikke så mærkeligt,« siger Annegrethe Ahrenkiel.

… og vælge fra

Hun mener også, at de mange ting, som pædagogerne er nødt til at fravælge, er et udtryk for, at der er grænser for, hvor meget man kan effektivisere arbejdet med små børn, uden det går ud over børnene.

»Du kan måske rationalisere nogle administrative arbejdsgange, men du kan ikke rationalisere knusene og sige, at så giver vi kun knus til hvert femte barn,« siger hun.

Man vil fra politisk side rigtig meget med daginstitutionerne og med børnene, påpeger Annegrethe Ahrenkiel, blandt andet skal institutionerne løfte brede opgaver i indsatsen mod social ulighed.

»Men der skal være helt basale forudsætninger for, at vi kan alle de ting. Normeringer er en forudsætning, men det er bare ikke tilstrækkeligt til at løfte kvaliteten. Der er også det faglige indhold af, hvad der foregår, og det kommer netop kun ved, at der også er rum til udvikling i arbejdet, til eftertanke, til at kigge kritisk på, om det, man gør, faktisk også er godt for børnene,« siger Annegrethe Ahrenkiel.


Se eksempler på, hvad der kunne lade sig gøre for 10 år siden, i Børn&Unges digitale fortælling ‘100 ting, vi ikke har tid til længere’:

Klik på pilen for at blive ført igennem den digitale fortælling.