Mange pædagoger har allerede lagt planer for sommerferien. Men coronapandemien stiller en række krav, som du bør være opmærksom på, inden du pakker kufferten. Må du for eksempel tage på ferie, hvis du har været i nærkontakt med et coronasmittet barn? BUPL giver svar her.

Opdateret d. 10. maj 2021

Af: Jesper Nørby, journalist

Badehåndklædet er pakket, vejrudsigten byder på solskin, og kalenderen siger 8 timer til sommerferie. Men hvad gør du, hvis du pludselig får at vide, at du har været i nærkontakt med en coronasmittet og skal gå i selvisolation kort før sommerferien?

Det er bare et af de mange spørgsmål om ferie og corona-regler, som pædagoger har stillet BUPL gennem de seneste uger. Nu har BUPL samlet svarene på en række spørgsmål om netop coronas indflydelse på pædagogernes ferie.

Og du har god grund til at læse med. Især hvis du har planlagt at rejse til udlandet, viser svarene fra BUPL, som opridser både de krav, man skal leve op til, og hvilke rettigheder man har.

Sådan gør du, hvis du får COVID-19 på din ferie

Af svarene fremgår det blandt andet, at selvisolation som følge af myndighedernes coronaretningslinjer kan sidestilles med sygdom. Dermed kan du få erstatningsferie for de feriedage, hvor du er i isolation.

En pædagog, som bliver syg under ferien, har mod lægelig dokumentation ret til erstatningsferie efter i alt 5 sygedage under ferie i samme ferieår.

Skulle du blive smittet med COVID-19 midt i din sommerferie, har du altså ret til erstatningsferie. Det kræver dog, at du kan dokumentere din sygdom, så du skal kontakte din læge og din leder.

Udlandsrejse kan give karantæne

Hvis du planlægger at rejse til udlandet, bør du holde øje med Udenrigsministeriets rejsevejledning og anbefalinger.

I øjeblikket opfordrer Udenrigsministeriet til, at man holder sig hjemme i 14 dage efter hjemkomst fra lande, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til. De 14 dages hjemmeophold gælder både for nødvendige og unødvendige rejser.

Desuden skal du fortælle din leder, hvis du rejser til et område, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til. Du behøver dog ikke fortælle specifikt hvilket område, du rejser til.

Din leder kan ikke forbyde dig at tage afsted. Men hvis du er rejst på en ikke-nødvendig rejse til et land, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til, og efterfølgende må gå på hjemmeophold, uden du på forhånd har aftalt det med din leder, kan det få ansættelsesretslige konsekvenser.

Læs samtlige spørgsmål og svar om corona og ferie i BUPL’s corona-FAQ under ’Ferie og rejser.’