Pædagog Dunya Idrissi har sammen med sine ledere og kollegaer sat sig for, at kommunens udsatte unge ikke skal tabes på gulvet, blot fordi skoler og klubber er lukkede.

Opdateret d. 23. marts 2020

Af: Julie Fristed Hansen, Journalist, foto: Privat

Opfordringerne lyder på, at vi skal blive hjemme for at få bremset corona-virus. Det er dog ikke altid nemt, når man er ung – og slet ikke, hvis man samtidig har nogle faglige, sociale eller familiære udfordringer. Derfor har Dunya Idrissi, som er skole- og fritidspædagog hos ’Ung i Gladsaxe’ i Gladsaxe Kommune, sammen med ledere og kollegaer igangsat Facetimegrupper, Counterstrike-aftener og daglig patruljering på gaderne, der alt sammen skal få kommunens unge til at blive hjemme, forstå alvoren af corona-virus og sikre, at de ikke bliver tabt på gulvet i en periode, hvor kontakten mellem pædagog og ung er udfordret.

»Særligt hvis lock down varer mere end to uger, så har jeg en frygt for, at noget kunne være gået tabt, når vi kommer tilbage. Relationen til de unge vil stadig være der, men der vil nok være for meget afstand, hvis vi ikke har set hinanden i lang tid,« siger Dunya Idrissi, og fortæller, at hun også frygter, at de unge kan få dårlige bekendtskaber, som hun og hende kollegaer ikke har mulighed for at opdage.

Allerede her godt en uge efter lukningen af skoler og institutioner har hun nemlig erfaret, at flere unge hurtigt er blevet trætte af at være derhjemme og derfor strejfer rundt på gaderne og mødes flere sammen omkring kommunens tommer bygninger og parker.

»Jeg kan også være rigtig bange for, at nu når de går ud, at de kan havne i nogle dårlige miljøer. Det kan ende med at blive lidt for sent for os at opdage noget, hvis vi ikke ved noget, hvis vi ikke har set dem, og vi har ikke hørt fra dem,« siger hun.

Pædagoger på gaden

For at få kontakt med de unge, som trodser myndighedernes anbefalinger, og samtidig for at undgå, at unge bliver tabt på gulvet og for at oplyse dem om virussets alvor, har man i Gladsaxe Kommune valgt at lade pædagoger i hold af to patruljere i minibusser og på gå-ben hver aften på gaderne i kommunen.

»Vi vælger at køre rundt, fordi vi vil sikre os, at der ikke er unge, som kommer i dårlige miljøer og går rundt med nogen, som ikke er gode for dem i tider, hvor der ikke er voksne til at holde øje. De her børn render jo rundt alene, deres forældre er hjemme, og der er ikke nogen pædagoger på arbejde,« siger Dunya Idrissi og tilføjer:

»Det handler også om at oplyse dem om virusset. De skal vide, at de skal tage den her virus seriøs. De skal ikke gå rundt, for de kan smitte hinanden, og de kan også selv blive smittet.«

For selv at undgå smitte, når hun og hendes kollegaer patruljerer, tager de en række forholdsregler. De må blandt andet ikke have fysisk kontakt med de unge eller tilbyde at lave aktiviteter med dem. De skal på afstand tage en snak med dem, bede dem om at tage hjem og eventuelt tage kontakt til forældrene.

Facetime og Counterstrike skal sikre relationen

Men det er ikke kun på gaden, at pædagogerne sætter ind. Blandt pædagogerne i ’Ung i Gladsaxe’ er der igangsat en række forskellige initiativer.

Dunya Idrissi har siden lukningen af alle skole, klubber og institutioner blandt andet haft tæt kontakt via Facetime med en flok unge drenge, hun kender godt fra sit daglige arbejde i kommunens ene ungecafé.

Hun mener, at det er vigtigt at holde jævnlig kontakt med dem, selvom de ikke kan mødes. Derfor har hun på godt en uge alene benyttet sig af Facetime fem gange til at snakke med de unge – den ene af samtalerne varede i mere end tre timer. Her snakkede de om alt mellem himmel og jord, og drengene fulgte både med, da Dunya Idrissi lavede mad og lagde ansigtsmaske.

»Jeg synes ikke, at relationen til de unge skal gå tabt i den her tid. De skal huskes på, at vi ikke har glemt dem, og vi holder ikke op med at kontakte dem, bare fordi vi ikke kan være fysisk på arbejdet,« siger Dunya og fortsætter:

»Det handler om, at de skal vide, at de har en voksen, uanset hvad. De kan altid ringe og snakke med mig, også om ting de ikke kan snakke med deres forældre om.«

Hendes oplevelse er, at de unge sætter stor pris på netop den tætte kontakt via Facetime.

»Der er flere af dem, som har skrevet til mig. ’Tusind tak, fordi du ringer. Det har været så fedt’. Der var en, som sendte mig en besked i går, hvor han skrev ’Det har været max hygge i dag, tusind tak’,« siger Dyna Idrissi, og fortæller, at hun har en kollega, som også med succes benytter Facetime til at holde kontakten med en gruppe unge, sårbare pige.

Dunya Idrissi har desuden brugt Facetime som anledning til at snakke med de unge om, hvorfor det er vigtigt, at de i en periode bliver hjemme og undgår at gå for meget ud.

»Jeg snakkede med dem om, at det ikke er en god ide at gå udenfor, fordi de kan smitte andre, selv blive smittet eller kan ende med at smitte deres forældre. Der er flere af dem, som har syge forældre,« fortæller hun.

Flere initiativer

Af andre aktiviteter, der er igangsat af pædagogerne i ’Ung i Gladsaxe’, kan nævnes en Instagram quiz med præmier på højkant, Counterstrike-aftener, online turneringer i Fortnite og Fifa samt muligheden for at lave musik og beats sammen – hver for sig.