For to år siden, da Børnehuset Torpegården skulle totalrenoveres, var Lene Kanstrup Hanghøj lige ved at tabe pusten. Men på grund af opbakning fra sit lederteam og sin nærmeste leder kan hun nu trække vejret igen.

Udgivet d. 15. januar 2019

Af: Malene Mølgaard, journalist

Midt i årets koldeste og mørkeste vintermåneder skulle Børnehuset Torpegården, der ligger i udkanten af Odense, totalrenoveres. Fra november til januar 2016 skulle børn, pædagoger og alt inventar flyttes til en midlertidig bygning otte kilometer sydpå mod grænsen af byen, mens Torpegårdens bygninger fra 70’erne blev sat i stand.

I forvaltningen havde ingen tilsyneladende tænkt på, at mange af forældrene ikke havde bil, men afleverede deres børn på cykel. Og en tur på otte ekstra kilometer frem og tilbage i vinterkulden gav stor utilfredshed og klager. »Så vi var nødt til at åbne om morgenen i naboinstitutionen en halv kilometer herfra og så køre børnene i bus derud.  Jeg skulle have ekstra personale og sørge for at leje en bus, der kunne køre med fastspændte vuggestuebørn, lave nye arbejdsplaner og organisere at pakke en stor container til opbevaring. Hele huset skulle tømmes, og alt skulle flyttes, for i det nye hus var der ingenting – og det skulle vi selv gøre i vores arbejdstid.«

Det fortæller Lene Kanstrup Hanghøj, som efter kun få år som daglig pædagogisk leder i Torpegården stadig var relativt ny i huset sammenlignet
med pædagogerne, hvoraf mange havde både 20 og 30 års anciennitet. »Der var mit personale meget frustrerede. De var fuldstændig brugte
bagefter,« fortæller lederen, som havde så travlt med at sørge for, at alle skulle have det så godt som muligt, at hun glemte sig selv.

»Jeg brugte ekstra vikarer og overskred budgetterne. Min leder var en utrolig støtte i forhold til at tale med forvaltningen om, at jeg skulle have bedre normeringer og økonomisk støtte. Der var rigtig meget forældreutilfredshed, hvor hun var med på sidelinjen,« fortæller Lene Kanstrup Hanghøj og understreger, at ingen af pædagogerne blev syge.»Men det gjorde jeg,« siger hun åbent og ærligt om de hårde vintermåneder, der tog så hårdt på hende, at hun fik voldsomme stress-symptomer og kunne glemme ord og sætninger, fik hjertebanken og ikke kunne sove i tiden bagefter, hvor hun igen og igen fik influenza.

Det hårdeste
Med hjælp fra sin leder fik hun  stresscoaching via kommunens sundhedsordning. Derfor blev hun ikke sygemeldt, men kunne passe sit lederjob på nedsat blus. »Det er nok noget af det hårdeste, jeg har oplevet som leder,« erkender Lene Kanstrup Hanghøj. Til personalet meldte hun ærligt ud, at hun ikke havde det godt, at hun mærkede stress-symptomer og derfor kun ordnede det vigtigste på kontoret.

»Det er vigtigt, at man melder ud som leder, så medarbejderne ikke kommer med en masse, man skal løse. Jeg mistede også lidt af hukommelsen og kunne ikke holde alle bolde i luften.«

Lene Kanstrup Hanghøj brugte sin leder til at banke på hos forvaltningen, men også til at snakke om, hvordan hun havde det. Siden har hun slettet arbejdsmailen på sin mobiltelefon og tjekker ikke mails i weekenden.

Tillid og fortrolighed
Som daglig pædagogisk leder hører Lene Kanstrup Hanghøj til i et team af seks daglige ledere under samme institutionsleder. Det lederteam sætter hun høj pris på. De mødes en hel dag hver tredje-fjerde uge og gennemgår´både faste punkter og udfordringer, som fylder akut.

Et fast punkt hver gang er ’runden’, hvor de på skift fortæller, hvad de er optaget af lige nu. »Det betyder, at vi har et godt billede af, hvad der rører
sig i de andres huse,« forklarer hun. »Og man må godt sige, at man er lykkedes, eller at noget er svært.« To gange om året tager de på todages konference for at udvikle lederteamet og gå i dybden med lederproblemstillinger.

Alt sammen prioriteres højt, fordi det er her, lederne henter energi og skulderklap.

»Vi har så høj grad af tillid og fortrolighed i vores lederteam, så hvis én er i klemme og har rigtig travlt og brug for aflastning, så fordeler vi opgaverne mellem os. Jeg oplever jævnligt, at vi løser problemer sammen. Jeg tror ikke, der er så mange steder, hvor det fungerer sådan,« siger Lene Kanstrup Hanghøj.

»Men det er på grund af vores leder. Hun er god til at se os og vores forskellige måder at lede på og har respekt for vores travle og komplekse arbejdsfelt. Og hun er der, når vi har brug for hende. Hun tager det seriøst, når man kommer til hende, og man føler aldrig, at noget er for småt eller forkert. Hun er altid på vores side.«

Ledelsen tæt på
Det mærkede Lene Kanstrup Hanghøj, da hun som ny leder i børnehuset var nødt til at reducere personalet på grund af faldende børnetal og sløjfede de faste stuer for i stedet at knytte pædagoger til aldersinddelte grupper. En beslutning, der ikke vakte begejstring hos personalet. »Men jeg var sikker på, at det var det, vi skulle, og det bakkede min leder op om. Hun var med hele vejen under overvejelserne og lyttede til, hvordan jeg forestillede mig, personalesammensætningen kunne se ud, om jeg skulle sætte nogle ned i tid eller afskedige. Hun kom med konstruktiv kritik og havde vinkler, jeg ikke selv havde set,« fortæller Lene Kanstrup Hanghøj og understreger: »Men jeg har aldrig oplevet, at hun har skåret igennem.«

Tilliden opbygges yderligere ved, at Lene Kanstrup Hanghøjs leder af og til flytter sit kontor ud i børnehusene et par dage ad gangen. Derfor kender alle pædagogerne også deres øverste leder og er trygge ved hende. Samtidig er der kommet ny forvaltningsledelse inden for dagtilbud i Odense Kommune. Lederne oplever, at de lytter, lægger op til, at lederne kan lede opad, og kommer ud i børnehusene og afholder kvalitetssamtaler et par gange om året.

Pedel og vikar
For normeringerne er stadig ikke fede, og dagligdagen er sårbar. »Jeg mangler tid til regulær personaleledelse. Når jeg skal forberede et personalemøde, så vælter det ind med noget uforudset. Jeg har også børnetimer, og det er et af de springende punkter for os som daglige ledere, at i indgår i vagtplanen og bruges som vikarer og til alle mulige ’pedelting’. Jeg synes, det er et hårdt job at være i, men jeg er også glad for det og øver mig i at være til
stede.

Der er mange dage, hvor jeg har haft travlt hele tiden og bagefter tænker: Hvad fik du lige lavet i dag? At kunne balancere i det kræver rigtig meget opbakning og forståelse,« siger hun og slår fast: »Men jeg har det sådan, at så længe min leder er her, så bliver jeg her også.«