På Fritidshjemmet Randbøllen i Vanløse er lerværkstedet en fast aktivitet, hvor børnenes fantasi og kreativitet får frit spil. Læs om de pædagogiske gevinster og få de bedste tips og tricks til selv få gang i et lerværksted.

Opdateret d. 21. juni 2019

Af: Cæcilie Kallehave Jensen (journalist), Foto: Claus Bech

I en kælder på Fritidshjemmet Randbøllen i Vanløse, er der fuld gang i lerværkstedet. Det er en aktivitet, som fritidshjemmet har haft i mange år, men for fem år siden blev det skemalagt, fordi pædagogerne oplevede en stigende interesse fra børnenes side. Fritidshjemmet var derfor hurtige til at gribe børnenes initiativ, forklarer Pia Johnsen, pædagogisk leder af Fritidshjemmet Randbøllen.

»Børn er gode til at udtrykke sig og få idéer. Ler er en kreativ udtryksform, som vi vil være med til at understøtte,« siger hun.

I løbet af de senere år er arbejdet med ler og keramik blevet en aktivitet, som man kan fordybe sig i henover en kop kaffe. Det kommer ikke bag på Sidse Møller, som er pædagog og selvstændig keramiker, at arbejdet med ler har fået fat i både børn og voksne.

»Når vi laver et stykke keramik, kan vi blive medskabere af et produkt. Derudover giver det mulighed for fordybelse og ro,« siger hun.

Arbejdet med ler styrker en række af børnenes sanser, men for Pia Johsen er det også enormt vigtigt at give børnene et kreativt pusterum i en ellers travl hverdag.

»Børnene snakker indbyrdes, men pædagogerne får også mulighed for at tale med dem om alt det, der rør sig i deres hverdag. Den tætte kontakt er så dejlig at opleve. Det er en stjernestund med børnene.«

 

5 TING, SOM ARBEJDET MED LER STYRKER

FÆLLESSKAB
Lerværkstedet danner ramme om gode samtaler mellem børn og voksne. Det kan også være en god måde at arbejde med inklusion på, fordi børnene ofte anerkender hinandens arbejde. Leret kan fungere som et fælles tredje.

TAKTIL SANS
Når børn mærker lerets struktur og har en direkte kontakt til leret, sætter det den taktile sans i spil. Fokus på de ydre stimuli kan gøre det lettere at få tankerne til at falde til ro. Finmotorikken kommer i spil, fordi man kan arbejde detaljeorienteret.

KREATIVITET OG FANTASI 
Børnene lærer at udvikle og udfolde sig kreativt. De er medskabere af et produkt, som de selv kan designe og forme.

TÅLMODIGHED
Der går lang tid fra idé til færdigt produkt. Det styrker børns tålmodighed.

FORDYBELSE
Det giver mulighed for fordybelse og selvforglemmelse, når man kommer ind i et ‘flow’. Det bliver et pusterum, og det giver børnene mulighed for at arbejde koncentreret.

Kilde: Pia Johnsen, pædagogisk leder, Fritidshjemmet Randbøllen og Sidse Møller, selvstændig keramiker

 

I starten kræver et lerværksted ikke mere end et stykke ler og lysten til at gå i gang. Det meste udstyr kan købes løbende, hvis I bliver bidt af den kreative udtryksform.

SE VIDEOEN: Sådan kan det foregå, når der er lerværksted i Randbøllen. 

SÅDAN starter I et lerværksted

 

  • UDSTYR
    I første omgang kræver det blot ler. Skeer og knive kan bruges som værktøj. Derudover skal I have glasurmaling i forskellige farver og pensler. I starten behøver I ikke at have en ovn. En ny ovn koster omkring 20.000 kroner, men den kan med fordel købes brugt. I kan sagtens få glæde af leret, selvom I ikke har en ovn. I kan forme, skabe og male, selvom produktet ikke bliver brændt og får den blanke overflade.

 

  • SKEMALÆG
    Fritidshjemmet Randbøllen har haft lerværksted i mange år, men for fem år siden blev det skemalagt. Nu er der lerværksted én gang hver anden måned. Måneden efter den første brænding kan børnene male det tørrede ler, inden det skal brændes igen.

 

  • SIKKERHED
    Sæt jer ind i grundlæggende principper og sikkerhed. I behøver ikke have været på kurser, men I kan se videoer på YouTube eller forhøre jer hos andre, som har kendskab til at arbejde med ler. Det er også en fordel, hvis I har styr på, hvordan man limer små detaljer fast med lerlim. Hvis I har en ovn, skal I være opmærksomme på, at den bliver over 1000 grader varm, og derfor er det det eneste trin i processen, som børnene ikke kan deltage i. Desuden skal leret stables på en bestemt måde inde i ovnen.

 

Kilde: Pia Johnsen, pædagogisk leder ved Fritidshjemmet Randbøllen og Sidse Møller, selvstændig keramiker

 

LÆS MERE: I Børn&Unge nummer 8 kan du læse meget mere om lerværkstedet.