Der er behov for, at langt flere uddanner sig til pædagog de kommende år, men antallet af nye pædagogstuderende er i år rekordlavt. Den bekymrende udvikling kalder på en national rekrutteringsplan hurtigst muligt, mener BUPL, som får opbakning fra Folketinget.

Opdateret d. 4. august 2021

Af: Jesper Nørby, journalist

Ved midnat 28. juli fik 4781 danskere bekræftet, at de er blevet tilbudt en plads på en af landets pædagoguddannelser.

Og mens de kan glæde sig til at komme i gang med studiet, giver tallene anledning til bekymring hos både landets professionshøjskoler og hos pædagogernes fagforening, BUPL.

Antallet af optagne på landets pædagoguddannelser er nemlig rekordlavt. Og det er et kæmpe problem i en tid, hvor der er brug for langt flere pædagoger, understreger BUPL-formand Elisa Rimpler:

”Ser vi tilbage på år 2016, hvor optaget var højt, så er antallet af nye pædagogstuderende faldet med 10 procent. Det er fatalt, når vi har brug for 14.000 flere pædagoger frem mod 2030 for at imødegå behovet. Allerede nu ser vi, at pædagogandelen i hele landet falder, og at det flere steder er svært at rekruttere nye kolleger.”

Udvikling kalder på hurtig politisk handling

Elisa Rimpler mener, at der bør sættes hurtigt og massivt ind fra politisk side, hvis udviklingen skal vendes.

”Det lave optag understreger endnu en gang behovet for en samlet national rekrutteringsplan, som både tager fat på at styrke pædagoguddannelsen, så vi kan uddanne flere nye dygtige pædagoger, og på at forbedre løn og vilkår, så vi kan fastholde uddannede pædagoger i faget,” siger hun.

Det gælder eksempelvis seniorvilkår og mulighederne for efter-videreuddannelse. Desuden bør man forbedre mulighederne for merituddannelse til pædagog og for, at voksne med erhvervserfaring kan læse til pædagog, påpeger pædagogernes formand.

”Politikerne er nødt til at skrue på alle de knapper der kan skrues på, så pædagogområdet ikke ender i en situation som den, ældreområdet er i nu med stor mangel på SOSU-uddannede,” siger Elisa Rimpler.

Opråbet på en national rekrutteringsplan møder ifølge Politiken opbakning fra flere partier i Folketinget. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) henviser til, at hun vil se resultatet af den kommende evaluering af pædagoguddannelsen før hun vil overveje fremtidige skridt.

Læs også BUPL’s rekrutteringsudspil

’Katastrofal’ situation i København

Et kig på de individuelle pædagoguddannelser viser blandt andet, at Københavns Professionshøjskoles pædagoguddannelse har 656 ledige studiepladser. Det er særdeles dårligt nyt i betragtning af pædagogmanglen i hovedstadsområdet, understreger Elisa Rimpler.

”Det er direkte katastrofalt, for særligt i hovedstaden er der kæmpe udfordringer med at få pædagoger til opslåede stillinger. Institutionerne er i en umulig konkurrence med hinanden om pædagogerne, og der er eksempler på en institution med en pædagogandel helt nede på 22 procent, mens den andre steder er væsentligt højere. Man kan simpelthen ikke opretholde en standard, man kan være bekendt, hvis der er så få pædagoger. Så der må gøres noget,” siger hun.

Nye tal: Udflytning af pladser er ingen løsning

Regeringens planer om at flytte studiepladser fra de store byer ud til mindre byer ser ikke umiddelbart ud som en løsning på problemet. For både Aarhus og Aalborg har fået fyldt samtlige studiepladser, mens pædagoguddannelser i mindre byer som eksempelvis Holstebro melder om ledige pladser.

”Strategien med at flytte studiepladser ud til mindre byer kommer ikke i sig selv til at løse noget. Man er nødt til at gøre det mere attraktivt at blive pædagog, og jeg forventer, at regeringen snarest muligt kommer med en plan for, hvordan man vil vende udviklingen for pædagoguddannelsen og landets øvrige velfærdsuddannelser,” siger Elisa Rimpler.

Nye studerende: Så stort er faldet

Optaget på landets pædagoguddannelser er – med undtagelse af år 2020 – faldet støt i årevis. Siden 2016 er antallet af nye pædagogstuderende faldet med 10 procent.

Antal nye studerende optaget på landets pædagoguddannelser:
2016: 5296
2017: 5100
2018: 4957
2019: 4869
2020: 4955
2021: 4781

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet