I disse OK-tider lyder det ofte fra pædagoger, at de ikke oplever tilstrækkelig anerkendelse for deres arbejde. Det er en frustration, sociolog og forsker Rasmus Willig godt forstår. Han mener, at der er behov for langt mere oplysning om det pædagogiske arbejdes betydning.

Udgivet d. 6. april 2018

Af: Kurt Balle Jensen, journalist

De aktuelle forhandlinger om nye overenskomster handler for mange pædagoger også om manglende anerkendelse af deres arbejdes store samfundsmæssige betydning. Men hvad mener én af de forskere, der gennem flere år blandt andet har beskæftiget sig med pædagogers arbejdsliv. Er det en berettiget følelse?

Sociolog og forsker Rasmus Willig kalder det en farlig og kortsigtet politik, når der i kommunerne længe og meget er blevet sparet på daginstitutionerne, og han kan godt forstå, at pædagoger oplever det som manglende respekt for deres arbejde. Han mener, at de nuværende lønforhold og arbejdsbetingelser er udtryk for manglende anerkendelse af, hvor vigtigt det pædagogiske arbejde er.

»Vi oplever en decideret fejlprioritering af de forskellige professioners betydning. Der er ikke noget nyt i, at nogle professioner kan veksle mellem lavstatus og højstatus, og det ser vi jo også med for eksempel lærerne. Men når det gælder det pædagogiske arbejde i daginstitutioner, er det et så vigtigt område, at det burde anerkendes på et helt andet niveau, end det bliver i dag. Og arbejdsbetingelserne bør forbedres markant i stedet for at blive forringet,« siger Rasmus Willig.

De små børns forhold er vigtigst

Han mener, at der er behov for mere målrettet oplysning om, hvor vigtigt det pædagogiske arbejde i daginstitutionerne er, for det er der en del uvidenhed om:

»Mange tror, at det er lærernes arbejde i folkeskolen og senere på ungdomsuddannelsen, der har den helt afgørende betydning, men det er forkert. Det er børnenes forhold i 0 til 6 års alderen, der er det vigtigste. Forskningen viser, at jo bedre start barnet får på livet, jo større er chancen for, at det som voksen får en videregående uddannelse. Omvendt: Jo dårligere start i livet i disse afgørende første år, jo større risiko for, at det en dag ender i kriminalitet. Det er måske sat på spidsen, men der er en sandhed i det. Derfor skal det pædagogiske arbejde anerkendes for sin store betydning, og det bliver det ikke i dag.«

Den symbolske og den materielle anerkendelse

I anerkendelsesprocessen er der to ben: Arbejdsbetingelser og dermed normeringer skal være, så pædagogerne kan udføre det arbejde ’de er sat i verden for at udføre’. At sikre gode arbejdsbetingelser er i sig selv symbol på, at arbejdets værdi anerkendes. Og så er der den materielle anerkendelse, der ligger i, at man aflønnes i forhold til arbejdets betydning. Det er med til at gøre faget attraktivt, og at pædagogerne føler sig værdsat, mener Rasmus Willig:

»Desværre har pædagoger i så lang tid oplevet det gå den forkerte vej, at de har svært ved at tro, at det bliver bedre. Det er et overset aspekt, hvilke konsekvenser det kan have. Faktisk er det meget farligt ikke at tro på forbedringer i fremtiden, for så resignerer man og bryder sig selv ned i stedet for at bygge op. Derfor er det så vigtigt, at vi får den vendt, og at vi samfundsmæssigt får erkendt, hvor stor betydning arbejdet i daginstitutionerne har. Og derfor er det så vigtigt, at der skabes forhold, så pædagogerne kan udføre det pædagogiske arbejde, de gerne vil udføre, og dermed tro på en fremtid, de fagligt kan se sig selv i,« siger Rasmus Willig.

Larm er konsekvens af snævrere rammer

Han mener risikoen ved dårlige arbejdsbetingelser er mere ’dørkarmspædagogik’, hvor pædagogerne nærmest står i døren mellem to stuer og sørger for nogenlunde ro, fremfor at kunne udføre det pædagogiske arbejde, de gerne vil udføre.

»Når børnene ikke får den nødvendige opmærksomhed, fordi der er for få voksne, reagerer de ved at larme. Det fortsætter i skolen, og så siger politikerne, at nu må forældrene tage sig sammen. Men det er en helt forvrænget diskussion, for det, vi ser, er konsekvenserne af snævrere rammer for det pædagogiske arbejde,« siger Rasmus Willig.

Han har i sin forskning, der præsenteres i bogen ’Umyndiggørelse’, gennem en række analyser kortlagt, hvordan den pædagogiske profession de seneste cirka 15 år har været gennem en række umyndiggørelsesprocesser. Resultatet er, at pædagoger ikke tør kritisere og har ringere mulighed for at påvirke deres arbejdsplads end tidligere. Det fører til afmagt og handlingslammelse.

»Den skal vendes, så pædagogerne føler sig respekteret og værdsat, og så vi får rettet op på den skævhed, der er i vurdering af professionens betydning,« mener sociologen.

Rasmus Willig er sociolog, forsker, forfatter og debattør. Han underviser på Roskilde Universitet og har skrevet og redigeret en række bøger om arbejdsliv og samfundskritik.