En dag i den værste varmeperiode smed Kasper Møller sin T-shirt, da han var i gang med noget fysisk arbejde sammen med børnene – og det gik absolut ikke stille af

Udgivet d. 12. juni 2018

Af: Kurt Balle Jensen (Journalist), Foto: Colourbox

Temperaturen var godt oppe over det, der kaldes en meteorologisk sommerdag. Solen bagte, og de mere end 25 grader var lidt voldsom, når der oven i købet skulle udføres noget fysisk arbejde. Derfor tog pædagog Kasper Møller i Skovbørnehuset ved Slagelse T-shirten af. Skovbørnehuset er en kommunal natur- og skovinstitution.

»Man kan se dine babser«, sagde et af børnene, men udover sådan et par kommentarer, syntes børnene åbenbart ikke, det var noget særligt. Det er der andre, der har gjort. En kvindelig kollega nævnte, at det nok var noget, de skulle vænne sig til, for det var de ikke vant til. Og lederen meddelte, at det var noget, de lige skulle snakke om. Da der var gået nogle dage, meldte han dog tilbage, at det havde været helt i orden.

»Jeg vidste jeg godt, at jeg tog en chance, og at jeg måske ville blive kaldt hen til en snak. Selv synes jeg faktisk, det er noget helt naturligt, når det er så varmt, og den eneste grund til, at jeg ikke gav børnene tilladelse til også at smide blusen var, at de skulle beskyttes mod solen.«

Fik 500 kommentarer

Kasper Møller tilføjer, at de på institutionen har en meget stor legeplads, og at han var opmærksom på at tage T-shirten på, når han nærmede sig huset, fordi der så var større mulighed for at møde forældre og kolleger. Han har kun været tre måneder på institutionen, og det var ikke hans mening at provokere, siger han. Efterfølgende lagde Kasper historien ud på Facebook i gruppen ‘Pædago :-)’, fordi han egentlig gerne ville rejse en debat, og det gav meget hurtigt omkring 500 kommentarer.

»Det var meget overvældende, og det fik mig da også til at overveje, om jeg var gået over stregen. På den anden side var der jo mange, der støttede mig.«

Personligt behov

Nogle af kommentarerne trækker tråde til tidligere tiders kropskultur, men der er også dem, der peger på pædagogen som repræsentant for et offentligt system. Jesper Sønderby skriver blandt andet:

»Gider ikke høre på argumenter om kropsforskrækkelse og bla bla. Det en helt anden debat og har intet at gøre med, at du som pædagog og repræsentant for børnehaven og børnene går i bar mave. Det bliver dit behov og ikke børnenes, at du har bar mave, og dermed mener jeg personligt, du fejler«.

»Jeg tror ikke på den med din ledelse, ikke hvis det en offentlig børnehave. Der skal ledelsen have denne del fuldstændig i system og vendt med kommunen og andre instanser, og forældre skal gøres opmærksom på, at dette forgår i dagligdagen.«

Gør det ikke på arbejde

Også Flemming Mortensen er inde på, at man som offentlig ansat skal leve op til visse krav:

»Hmm, tænker lidt at en skolelærer i bar mave i undervisningslokalet er no go. Tænker faktisk også, at en pædagog i bare mave er no go. Hvorfor? Tja fordi at vi, når vi går på arbejde, er repræsentanter for det offentlige Danmark, og at der i bare maver, uanset om det er på mænd eller kvinder, kan ligge seksuelle undertoner, der kan krænke andre. Så bar mave er helt fint. Men gør det, når du ikke er på arbejde.«

Uprofessionelt eller naturligt?

Kommentarerne veksler i det hele taget mellem to fronter: Dem, der mener, at det er uprofessionelt, og at der kan være visse undertoner i at gå med nøgen overkrop. Og dem, der mener, at det bør være helt naturligt for en mandlig pædagog at smide trøjen, når det er så varmt.

Jane Ravnsø Skallebæk skriver således kort og godt: »Til kamp for en ikke-seksualiseret krop tilgængelig i børnehøjde«, og Esben Milo Thomasen Rasmussen skriver anerkendende: »Jeg synes, det er stærkt – stærkt fordi det bare er din naturlige reaktion, og det er dem, der peger finger, der bør kikkes på, frem for dine helt naturlige reaktioner.«

Også Vibeke Rørdam Kjærgaard støtter Kasper Møller:

»Fortsæt endelig med at opføre dig helt naturligt, og at gå med bar mave, når det er varmt! Både børn og voksne har brug for at se det helt naturlige og afslappede forhold til kroppen. Danmark er nemlig ved at udvikle sig til et samfund, hvor alt hvad der er normalt, sundt og naturligt: Holdninger til/synet på kroppen; amning af sit barn i det offentlige rum; forskellige kroppe i forskellige situationer og aldre samt “normal” udvikling, er ved at blive så forskruet og kunstigt, at de stakkels børn, der vokser op i dag, risikerer at blive små, fortabte og egofikserede sjæle med et forkvaklet forhold til deres egen og andres kroppe med store psykiske problemer til følge. Så hold fast og bliv ved med at gøre det naturlige!«

Skal også gælde kvinder

Og Kasper Møller? Han fastholder, at han finder det naturligt at klæde sig både på og af i forhold til vejret:

»Jeg synes således også, det vil være helt i orden, hvis kvindelige kolleger går i bikinitop. Nu er det i hvert fald indtil videre blevet okay på min arbejdsplads, at man som mand tager sin bluse af, når det er rigtig varmt.«

Se debatten i Facebook gruppen ‘Pædago:-)’.