Pædagoger skal reflektere over, om deres handicapsyn er individuelt, socialt eller relationelt, for det har indflydelse på, hvordan de omgås børn og unge med handicap, fortæller lektor Gitte Lyng Rasmussen.

Opdateret d. 8. april 2019

Af: Af Mikkel Kamp, Illustration af Mikkel Henssel

Det har afgørende betydning for børn med handicap, hvilket syn deres pædagoger har på handicap. Derfor skal pædagogerne være bevidste om, hvordan de hver især og som personalegruppe ser på andre mennesker. Det siger Gitte Lyng Rasmussen, der er lektor på Københavns Professionshøjskole, hvor hun beskæftiger sig med social- og specialpædagogik.

Hun opfordrer pædagoger til at tage hul på en refleksionsproces.

»Kig på de metoder I arbejder med og vurder, hvilke tilgange til mennesker de baserer sig på,« siger hun og giver et eksempel:

»Hvis man arbejder i en basisgruppe, hvor børn med autisme er skærmet i den ene ende af institutionen, kan man udfordre det ved at spørge, hvorfor man skærmer dem på den måde. Det kan føre til en større bevidsthed om, hvorfor man gør, som man gør. Hvad man som pædagog vælger har konkret betydning for barnet, når man møder det, og derfor er det vigtigt at se barnets perspektiv,« siger lektoren, som for nylig stod for en masterclass på BUPL’s specialpædagogiske konference i Odense.

 

Tre handicapsyn

Gitte Lyng Rasmussen opererer med tre overordnede handicapsyn: Det individuelle, det sociale og det relationelle.

Historisk set har det dominerende handicapsyn været det individuelle. Her placeres manglen eller problemet hos det enkelte individ. Dem, der skal gøre noget ved problemet, er de personer – f.eks pædagoger – der arbejder med personen med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser.

Med dette syn er der fokus på personens evner eller mangel på samme, og man forsøger at stille en diagnose, så de professionelle kan arbejde med at kompensere for manglerne og føre personen i en mere normal retning. Med det individorienterede syn knyttes individets handlinger ofte sammen med personens ”dysfunktion”.

Det sociale handicapsyn er opstået som en modreaktion på den individuelle tilgang. Her ses handicap som et socialt fænomen på linje med køn eller etnicitet. Handicap er en social og kulturel konstruktion, som er med til at undertrykke nogle og forhindre dem i at deltage på lige fod med andre. Ifølge det sociale handicapsyn er det blandt andet samfundets normer, fysiske indretning og pædagogiske miljøer, der virker handicapskabende.

Derfor må man analysere barriererne for at deltage i det omgivende samfund, så man kan fjerne dem. Det sociale handicapsyn handler om at arbejde for rettigheder for grupper af mennesker, der udsættes for undertrykkende processer.

 

Handicap er ikke statisk

Det relationelle handicapsyn kombinerer det individuelle og det sociale handicapsyn.

Her anerkender man, at nogle mennesker har forudsætninger med sig, som gør, at de i nogle sammenhænge har særlige vilkår og behov. Derfor skal man tænke organisationen ind og være bevidst om, hvilke rammer der er for deltagelse.

»Med den relationelle tilgang anerkender man, at nogle mennesker har særlige vilkår. Det er ikke sociale konstruktioner,« siger Gitte Lyng Rasmussen.

Som navnet antyder, er det en vigtig pointe ved dette syn, at handicap er relationelt og skabes i relation til omgivelserne og deres tilgængelighed – også til pædagoger og deres normer, holdninger og værdier.

»Handicap er ikke en statisk størrelse. Man kan i én situation blive gjort mindre handicappet end i en anden. Det afhænger blandt andet af omgivelsernes indretning. Et barn, der ikke taler verbalt sprog, kan sammen med en pædagog, der forstår barnets alternative kommunikationsformer, være mindre handicappet, end hvis det er sammen med pædagoger, der ikke forstår den alternative kommunikation.«

 

Plads til flere handicapsyn

Gitte Lyng Rasmussen foretrækker det relationelle handicapsyn, fordi det både tager hensyn til individets behov og forudsætninger, men også sætter fokus på omgivelserne og deres betydning.

»Det spiller ind på den måde, vi tilrettelægger pædagogikken, om vi ser verden som et mangfoldigt sted, hvor der skal være plads til alle, eller om vi ser på det enkelte menneske som én med fejl, der skal rettes op på. Jeg vil gerne være med til at skabe en bevidsthed omkring det, så vi kan være inkluderende og fjerne barrierer,« siger hun.

I 2009 ratificerede Danmark FN’s konvention om handicap, og dermed forpligter man sig til, at mennesker med handicap skal have samme mulighed for at deltage i samfundet som alle andre. Alligevel mener lektoren ikke, at det individuelle syn kan udelukkes helt.

»Vi skal være bevidste om, hvordan vi tænker, men selv om man kan sige, at det individuelle syn er med til at definere nogle som normale og andre som mindre normale, rummer det også viden om blandt andet medicin og hjælpemidler, som er vigtig at bibeholde. Vi skal huske, at selv om vi gerne vil skabe lige muligheder for alle, så profiterer nogle af at være i særlige miljøer, hvor de kan få den nødvendige støtte,« siger hun.

 

Ekstraordinære kroppe

En konsekvens af at have et bestemt handicapsyn er, at man også typisk har en bestemt sprogbrug.

»Med den relationelle og sociale tilgang vil man sige: Hvem har magten til at definere, hvem der er normal eller unormal? Vi skal være bevidste om, hvordan vi taler om anderledeshed,« siger Gitte Lyng Rasmussen og henviser til en norsk forsker, som har foreslået, at man i stedet for at tale om normale og unormale kroppe taler om ekstraordinære kroppe.

»På den måde er der mange ekstraordinære kroppe. En 100-meterløber har en ekstraordinær krop, der kan noget specielt, ligesom en fotomodel også er særligt høj og tynd. Med udtryk som ”den ekstraordinære krop” siger vi ikke, at noget er normalt og unormalt,« siger hun.