På trods af, at coronakrisen i foråret 2020 sendte aktiemarkedet i frit fald, har 2020 været et særdeles godt år for pædagogernes pensionsopsparinger, viser nye tal. ”Vi har stolet på vores analyser, og det har båret frugt for pædagogerne,” lyder det fra PBU-chef.

Opdateret d. 8. februar 2021

Af: Jesper Nørby, journalist

Da corona-pandemien i foråret 2020 sendte aktiemarkedet i frit fald, fik pædagogernes pensionsselskab, PBU, henvendelser fra en række især ældre pædagoger, som var nervøse for deres pensionsopsparinger.

Men selv pædagoger, som gik på pension, lige da aktiemarkedet styrtdykkede, kan med ro i sindet tjekke deres pensionsopsparing. Trods krisen i foråret, har 2020 vist sig at være et særdeles godt investeringsår, fortæller PBU-direktør Sune Schackenfeldt:

”Alle PBU-medlemmer har fået store positive afkast set over hele 2020. Både pensionister, midaldrende og yngre pædagoger. Selvom der pludselig var store kursfald, og det så sort ud omkring marts, så har markedet lynhurtigt rettet sig op. Det indikerede vores analyser, at de ville, så vi har haft en rolig hånd på rattet, hvilket medlemmerne har nydt godt af,” siger han.

PBU bedst af alle

Medlemmer af PBU med 20 år til pension, som er den aldersprofil, man sammenligner afkast med på tværs af pensionsbranchen, fik et afkast på 8,7 procent. Til sammenligning fik medlemmer i Danmarks største pensionsselskab, PFA, med samme profil blot 5,4 procent.

”Selv i et ’normalt år,’ er 8,7 procent et rigtigt flot afkast. Vi har fået adskillige henvendelser fra pædagoger, som har været overraskede over, hvor højt deres afkast faktisk har været i betragtning af krisen i foråret,” fortæller Sune Schackenfeldt.

Resultatet betyder, at PBU er blandt de pensionsselskaber, som er kommet allerbedst gennem 2020. Set over de seneste tre år, har PBU haft det højeste afkast af alle pensionsselskaber i Danmark, viser tal fra Investerings- og Analysehuset Morningstar.

Succes med etiske investeringer

PBU’s medlemmer har bedt PBU om at øge fokus på ansvarlighed og bæredygtighed i selskabets investeringer.

På den baggrund er PBU gennem 2020 gået fra at investere i flere end 3.700 forskellige børsnoterede virksomheder til kun at have ejerskab i 651 virksomheder, som lever op til PBU’s krav til ansvarlighed og bæredygtighed.

”Vi glæder os over at kunne vise, at man sagtens kan få et konkurrencedygtigt afkast baseret på etiske investeringer. Pædagogerne har været bannerførere for eksempelvis at kræve ansvarlig skattebetaling hos selskaber, der investeres i. Det krav har vi kunnet gennemføre og samtidig opnå et flot afkast, og det kan pædagogerne være stolte af,” siger Sune Schackenfeldt.