På Facebook vælter det ind med forslag fra pædagoger til udendørsaktiviteter. Skrald, bildæk og alt det, naturen gemmer på. Det er nogle af de redskaber, man skal bruge til de 50 udendørslege, som er blevet delt.

Opdateret d. 23. april 2020

Af: Julie Fristed Hansen, Journalist, foto: Colourbox

Aktiviteter, der kan foregå udenfor, skal foregå udenfor. Sådan lød opfordringen fra myndighederne, da de valgte at åbne op for dele af landets skoler, fritidsordninger og daginstitutioner. Den opfordring har mange pædagoger taget til sig, og kreativiteten blomstrer rundt omkring. Insekthoteller, bowling, skyggetegning og børn, som skralddetektiver – iderigdommen er stor!

I sidste uge delte Børn&Unge Friluftsrådets Grønne Spirers gode råd til at gøre det nemmere at få aktiviteterne rykket udenfor. På Facebook affødte det et væld af kommentarer fra kreative pædagoger, som ihærdigt delte deres gode ideer til udendørsaktiviteter. Det samme ses i Facebookgruppen Leg og aktiviteter – minimal vask af legetøj, hvor pædagoger lystigt deler ud.

Nedenfor har vi samlet mange af de gode forslag, I er kommet med, og som I netop i disse dage fører ud i livet.

50 forslag

1. Insektjagt

2. Insekthotel.

3. Turbingo.

4. Byg små både af træ eller æggebakker, der kan sejle.

5. Lave pindefigurer, hvor man vikler garn om.

6. Find spiselige planter i skovbunden.

7. Læs bøger.

8. Tegn de træer, man kigger på.

9. Fiske haletudser.

10. Kastekonkurrence. Hvem kan kaste længst med pind/sko etc.

11. Hæng hængekøjer op.

12. Lav balancebaner med reb spændt ud mellem træer eller pæle.

13. Hæng simple grengynger op. Det kræver en siddepind og 1,5-2 meter tov i en karabin monteret i en slynge om en tyk gren i træet.

14. Byg huler.

15. Skaf gamle bildæk, som børnene kan trille med, bygge forhindringer med, bruge som huler på græsplænen osv.

16. Stopdans.

17. Snitteværksted.

18. Hinkeruder.

19. Kridtbaner.

20. Mal med kridt, hvor kridtet bliver opløst i vand. Børnene kan få deres egen pensel.

21. Levende vendespil.

22. Lav udeværksteder i et stort festtelt.

23. Så solsikker og grøntsager. Giv barnet en potte, hæld jord fra posen ud på bordet, så barnet selv tager, hæld frø fra posen ud på bordet, sprit håndtaget på vandkanden, før barnet får den, og lad barnet selv sætte potten til forspiring der, hvor den skal stå.

24. Lad børnene male deres egen ’Alt-bliver godt-igen-regnbue’, som kan hænges op udenfor.

25. Udsmyk plankeværket.

26. Find pinde, blomster etc., og stav til institutionens navn på græsset.

27. Byg det højeste tårn af de ting, I kan finde i naturen.

28. Lav kampråb, syng eller dans i de små børnegrupper.

29. Saml skrald.

30. Leg skralddetektiver – papkasse, skotøjsæske, plastflaske, metaldåse, poser, etc. lægges ud, og så skal børnene finde alt det, der ikke hører til i naturen. Det kan smides ud bagefter eller sættes til side i en sæk og bruges igen 3 dage senere.

31. Tag på cykelture.

32. Lav udendørs yoga.

33. Lav lerperler over bål.

34. Lav sanglege.

35. Bowling med plastflasker fyldt lidt op med vand eller sand.

36. Brug naturen. Kig op, kig ned, kig under. Lyt. Mærk. Føl.

37. Flaskehalsen peger på.

38. Lav et solur. Bank en pæl i jorden, tjek hvor skyggen er gennem hele dagen.  Sæt en ny pæl for hver eller hver anden time.

39. Skyggetegning. Sæt legetøj, figurer eller lignende op på et stykke hvidt papir i den rette vinkel i forhold til solen, så skyggen falder ned på papiret.

40. Skyggetafat. Det handler om, at man skal stå på den andens skygge for at fange.

41. Hop i sjippetov.

42. Vær kreativ med mælkebøtter.

43. Find sten i naturen, og lav kreative billeder af dem ved at klister dem på pap eller lignende.

44. Badminton med ballon og fluesmækker.

45. Gemmeleg.

46. Spiongemmeleg, hvor man kan spionere finderen-/finderne, og snige sig videre til et nyt gennemsted.

47. Sæbebobleleg.

48. Sten, perler, træstykker eller andet fra naturen i støbegibs.

49. Tegn en firkant op med kridt på jorden, og lav en lille dyst om, hvem der kan få den fyldt med blade eller sand.

50. Sækkeløb

Kunne du tænke dig at dykke ned i naturpædagogikken, så tag et kig på Børn&Unges tema ’Børn af naturen’ i Børn&Unge nr. 13 2018. Du finder temaet på side 11-23 i Epaper her.