René Meyrowitschs livshistorie blev formet af begivenheder, der fandt sted før hans fødsel. Traumet fra barndommen har hængt som en skygge over hans liv. Indtil han fik 12 breve og for første gang hørte sine forældre fortælle deres historie.

Opdateret d. 15. oktober 2021

Af: Mikkel Prytz (journalist), Foto: Jeppe Carlsen

De havde ellers fået besked på at tage væk. Men i stedet søgte de tilflugt hos underboerne i ejendommen i Københavns Nordvestkvarter. Her opholdt de sig, min mor, far og storebror. Jeg var ikke født endnu.

Min far syntes, at han var blevet langskægget, og han gik op i lejligheden for at barbere sig og hente en dyne. De kom, mens han sæbede sig ind. Pludselig stod der tre mænd med revolvere og udspurgte ham: Hvem var han? Hvor var hans kone og barn? Og han fortalte dem det. Han vidste ikke, hvad det ville komme til at betyde. Det var fredag den 1. oktober 1943, klokken var 20, og det var sådan, de blev taget.

Som mange andre danske jøder blev de kørt til tyskernes koncentrationslejr i Theresienstadt, ­Tjekkiet. De var adskilt meget af tiden, men min far fik lejlighed til at love min mor, at hun ville komme hjem igen. Det var jo hans skyld, at de blev taget.

 

Kørt til Sverige med de hvide busser

De blev befriet 15. april 1945 og kørt med de hvide busser til Sverige. Først efter befrielsen blev de genforenet. De boede rundtomkring, inden de fik en lejlighed i Brønshøj. Her blev jeg født i 1946, og det er siden gået op for mig, at jeg må være blevet undfanget kort før deres befrielse.

Som barn vidste jeg, at de havde været i kz-lejr. Det var alt, hvad jeg fik at vide. De var stærkt traumatiserede, især min mor. Der skulle ikke meget til, før de blev sure og vrede. Så kunne de råbe og skrige. Jeg spurgte aldrig om noget og fandt min kærlighed hos min tante og onkel, som tog sig meget af mig. Men de fortalte mig heller intet. Sådan var det dengang, man talte ikke om det svære, og især børnene skulle skånes. Og jeg ved jo, at mine forældre gjorde det så godt, de kunne.

 

Jeg ville være pædagog

Min barndom har fået mig til at beslutte to ting: For det første, at mine egne børn ikke skulle opleve det samme. De skulle have forældre, der var til stede. For det andet, at jeg ville være pædagog, så jeg kunne yde omsorg og gøre en forskel for andre. Især for udsatte børn, som mit hjerte altid har banket ekstra for.

Det har jeg kunnet gøre gennem mange år som pædagog og som leder, hvor det også har været vigtigt for mig at yde omsorg for personalet. Vi skulle ikke bare kende hinanden fagligt. Jeg ville skabe et miljø, hvor vi lærte hinanden rigtigt at kende. For livshistorien er en så utrolig vigtig del af et menneske.

Min egen historie hænger uløseligt sammen med beretningen om de hvide busser og de modige mennesker, som kæmpede for at befri danske fanger fra kz-lejrene. Den har ikke haft en fremtrædende plads i historiebøgerne, men nu har jeg været med til at brede den mere ud.

 

Traumet blev til taknemmelighed

Sammen med filmproducent Steen Herdel har jeg skabt filmen ’Befriet fra Hitlers helvede’ om de hvide busser. I arbejdet med filmen har jeg mødt og interviewet frihedskæmpere og tidligere kz-fanger, og den næstekærlighed og det heltemod, de fortæller om, har været en forløsning for mig. Traumet fra min barndom er blevet vendt til taknemmelighed. Og jeg har endda lært nye sider af min families historie at kende.

Ved et foredrag, som jeg holdt på Albertslund Bibliotek, kom et ægtepar hen til mig. De havde en bunke breve med, 12 i alt. Brevene var skrevet af mine forældre og min farfar til en mand, som havde hjulpet dem. Det var mandens søn, der overrakte mig brevene, og nu kunne jeg læse de ord, min far og mor aldrig selv sagde til mig. Det er herfra, jeg kender historien om, hvordan min far kom til at afsløre familien. Det gjorde mig glad at læse brevene – og også overrasket, for der var ingen bitterhed at spore. Kun taknemmelighed over for de mennesker, der havde hjulpet dem, heriblandt danskere, der havde sendt nødhjælpspakker til kz-fangerne i Theresienstadt.

Det er den taknemmelighed, næstekærlighed og respekt for andre mennesker, jeg håber, jeg kan give videre til andre. Det er så vigtigt, ikke mindst som pædagog, at du husker og lærer af historien. Også din egen livshistorie.


 

Pædagogen bag vendepunktet
René Meyrowitchs livshistorie blev formet af begivenheder, der fandt sted før hans fødsel. Traumet fra barndommen har hængt som en skygge over hans liv, indtil 12 breve blev et vendepunkt. Foto: Jeppe Carlsen

René Meyrowitchs livshistorie blev formet af begivenheder, der fandt sted før hans fødsel. Traumet fra barndommen har hængt som en skygge over hans liv, indtil han fik 12 breve. Foto: Jeppe Carlsen

  • René Meyrowitsch (75)
  • Pædagog og leder (tidligere)
  • Foredragsholder
  • Medskaber af dokumentarfilmene ’Befriet fra Hitlers helvede’ (2020) og ’Vi overlevede’, som netop har haft premiere