Pædagogerne mangler ressourcer til både at følge corona-retningslinjerne og lave pædagogisk arbejde. To ud af tre bruger tid, der skulle have været brugt med børnene, til rengøring, viser ny undersøgelse. Det kan ikke blive ved med at gå, mener BUPL.

Opdateret d. 18. december 2020

Af: Steffen Hagemann, journalist / Foto: Colourbox,

Hver dag kæmper pædagoger med få de pædagogiske hensyn til børnenes trivsel til at gå op med myndighedernes retningslinjer i kampen mod corona. Og det er desværre en kamp, som børn og pædagoger har svært ved at vinde, viser en vilkårsundersøgelse, som 20.031 medlemmer af BUPL har deltaget i.

Seks ud af ti pædagogerne mener, at der ikke er ressourcer nok på deres arbejdsplads til både at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer og lave godt pædagogisk arbejde med børnene og de unge, viser undersøgelsen.

To ud af tre pædagoger er således i høj eller nogen grad nødt til at bruge mere tid på rengøring – tid, som går fra børnene og de unge.

Som en pædagog skriver i undersøgelsen:

’Der går alt for megen tid fra børnene til rengøring og legetøjsvask. Vi mangler tid til alment pædagogisk arbejde.’

Det går ud over børns trivsel

Og kombinationen af manglende ressourcer og krævende retningslinjer går ud over børnenes trivsel, ser det ud til. Fire ud af ti pædagoger på daginstitutionsområdet oplever, at retningslinjerne har negativ betydning for børnenes trivsel, mens det på skole- og fritidsområdet er seks ud af ti.

En pædagog skriver:

’Børnenes trivsel bliver udfordret, fordi de også har svært ved at finde rundt i alle regler og vilkår. Ydermere er de fysiske rammer på arbejdspladsen ikke gearet til, at alle børn skal være opdelt på den måde, fordi vi skal holde dem henholdsvis samlet og adskilt uden hensyntagen til interesser, og det skaber konflikter børnene imellem.’

BUPL: Vores pligt at sige fra

Det bekymrende resultat kalder på politisk handling, mener BUPL’s formand Elisa Rimpler:

»Det her kan ikke blive ved med at gå. Børnene kan ikke selv sige fra, men det kan vi. Det er vores pligt som pædagoger. Det kan ikke være rigtigt, at man kan understøtte mange andre brancher, men de børn, der er dybt afhængige af, at vi skal være der for dem, ikke får det, de har brug for, fordi der ikke er ressourcer nok,« siger hun og understreger, at det både er landspolitikerne på Christiansborg og lokalpolitikerne, der skal være sig deres ansvar bevidst.

Frustrerede og bekymrede

Det er især værd at bide mærke i, at et rekordhøjt antal medlemmer af BUPL har svaret på, hvordan deres arbejdsvilkår er under coronapandemien, mener Elisa Rimpler.

»20.000 pædagoger har svaret, fordi de både er frustrerede og bekymrede. Mange pædagoger kan se, at det går ud over børnene, at de skal bruge tiden på at forebygge corona, og vi kan se, at det tærer på børnenes trivsel og på det pædagogiske arbejde, som vi er sat i verden for at udføre,« siger Elisa Rimpler.

BUPL har foreslået en tryghedspakke, der skal sikre pædagoger bedre mulighed for at løfte deres opgave under coronapandemien. Se den her: Tryghedspakke (pdf)

Det siger undersøgelsen

  • 41 pct. af pædagogerne på daginstitutionsområdet oplever, at retningslinjerne har negativ betydning for børnenes trivsel, mens det på skole- og fritidsområdet er 62 pct. af pædagogerne, der oplever, at retningslinjerne har negativ betydning for børnenes og de unges trivsel.
  • 67 pct. af pædagogerne angiver, at de og kollegerne i høj eller i nogen grad bruger mere tid på rengøring, som går fra tiden med børnene og de unge.
  • 49 pct. af pædagogerne på daginstitutionsområdet oplever i høj grad, at retningslinjerne begrænser de pædagogiske aktiviteter med børnene, fx fordi der er begrænset adgang til legetøj. 38 pct. oplever det i nogen grad.
  • 62 pct. af pædagogerne mener, at der ikke er ressourcer nok på deres arbejdsplads til både at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer og lave godt pædagogisk arbejde med børnene og de unge. 58 pct. af lederne mener, at der ikke er ressourcer nok.
  • 14 pct. af lederne angiver, at de er blevet kompenseret fuldt ud for ekstraudgifter i forbindelse med corona til fx rengøring og ekstra personale. 61 pct. af lederne angiver, at deres arbejdsplads er blevet delvist kompenseret. 15 pct. af lederne angiver, at de slet ikke er blevet kompenseret.

Undersøgelsen er gennemført i perioden fra d. 14.-23. november 2020.
20.031 medlemmer af BUPL og BUPL-A har deltaget i undersøgelsen ud af 52.016 mulige. Svarprocenten er 38, og undersøgelsen er repræsentativ på alder, køn og geografi.