Flere og flere børn er pressede af forventninger, vurderer skolepædagoger. ’Børn i indskolingen sidder og græder, når der foretages test,’ fortæller en pædagog. Samfundet skal slappe mere af, mener Børnerådet.

Udgivet d. 26. august 2019

Af: Steffen Hagemann, Journalist

Det er ikke let at være barn i dagens folkeskole, i hvert ikke når skolepædagogerne skal sige det. Tre ud af fire skolepædagoger vurderer, at der i løbet af de seneste to år er sket en stigning i antallet af skolebørn, der er ­pressede af forventninger fra sig selv, forældre eller andre.

Det fremgår af BUPL’s vilkårsundersøgelse blandt knap 6000 medarbejdere på 6-18-årsområdet gennemført i marts og april 2019.

Det er blandt andet de mange test, høje krav, børn stiller til sig selv, og lange skoledage med mere fokus på fag end på trivsel, der presser børnene. Det nævner pædagogerne som de gennemgående problemer i de skriftlige svar til undersøgelsen.

’Flere børn bryder grædende ­sammen, når det, de laver, ikke ­lever op til deres egne forvent­ninger,’ ­skriver en pædagog.

’Børnene skal leve op til faglige krav, de har svært ved at håndtere og honorere. Børn i indskolingen bliver testet, og flere af dem sidder og græder, når der foretages test,’ skriver en anden.

Bekymrende udvikling

Pædagogernes svar er helt i tråd med andre undersøgelser, der bekræfter, at det ikke er let at være barn og ung i dag. Børne­rådet ­spurgte for et år siden unge i 8. ­klasse, om de føler sig pressede. Det kunne 74 procent svare ja til. 53 procent er pressede en gang ­imellem, mens 21 procent føler  det ofte eller hele tiden.

Udviklingen er bekymrende, ­mener Børnerådets formand, Mette With Hagensen.

»Børnene føler sig pressede, og de føler sig pressede af det, der sker i skolen og af andres forventninger til dem i det hele taget,« siger hun.

Den vigtige besked fra de unge i Børnerådets undersøgelse er ifølge Mette With Hagensen, at det ikke er de unge selv, der presser:

»De føler, at presset kommer fra skolen og fra omgivelserne. Vi kan ikke bare sige til de unge ’slap nu af’, for det er ikke der, det kommer fra. Det er nærmere samfundet omkring børnene, der skal slappe lidt af.«

Test presser børnene

Skolens test, karak­­­­terer og uddannelsesparathedsvurdering presser børnene. Det viser både BUPL’s og Børne­rådets under­søgelser. Men her lysner det dog, for den nye socialdemokratiske regering har i det ­politiske forståelses­papir, som er ­udar­bejdet sammen med Radikale, SF og ­Enhedslisten, lovet at afskaffe de nationale test i de mindste klasser og uddannelsesparatheds­vurderingen i 8. klasse.

Det er en god idé, mener Mette With Hagensen.

»Børnene siger i vores undersøgelse, at de bliver presset af uddannelsesparathedsvurderingen i 8. klasse. Vi skal se på overgangen til ungdomsuddannelser i et andet perspektiv end alene at blive målt på karakterer og optagelsesprøver. Vi må holde den nye regering op på, at det er den vej, vi skal gå,« siger hun.

Tværfaglighed tak

Professor i almen medicin og mental børnesundhed Carsten Obel ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Univer­sitet, ser også gerne, at brugen af test og målinger af børnenes liv bliver revurderet.

»I stedet for at bruge teknologi til at benchmarke børns trivsel og faglige niveau bør vi prioritere at bruge teknologien til at understøtte, at den viden, vi har, kommer ud til alle, der har ansvaret for børn og unge,« siger han.

Når så mange børn har brug for hjælp til at klare deres hverdag, er det en opgave, som bør have højere prioritering, mener Carsten Obel.

»Vi bør udvikle et organ lige ­under regeringen, som sikrer børns pers­pektiv på tværs af ministerier. Det skal også sikre, at viden og læring deles på tværs af fagligheder og kommer de unge til gode i deres miljø,« siger han.

Netop den tværfaglige indsats er essentiel, påpeger Carsten Obel.

»Jeg mener, vi i langt højere grad skal arbejde med at skabe bedre rammer for, at de unge kan ud­folde deres potentiale og bidrage til fællesskabet. Det er en ­væsentlig samfundsudfordring løbende at udvikle disse rammer bedst muligt. Det kræver samarbejde på tværs af fagligheder, så pædagoger og lærere ikke står alene med ansvaret. Men vi skal lægge indsatsen hos børnene og finde de styrkende faktorer i ­deres liv.«