Lederen af BlåbærHuset i Køge stod med åben mund og polypper, da et forældrepar sendte deres barn i børnehave med gps-tracker om benet. Overvågning af børn må ikke blive konstant, advarer medlem af BUPL’s etiske råd.

Opdateret d. 25. november 2020

Af: Mikkel Prytz (journalist), Modelfoto: Colourbox

Ønsker du større sikkerhed for, at dit barn kommer trygt hjem?

Sådan indleder en virksomhed sin omtale af en gps-tracker, der gør det muligt for forældre altid at vide, hvor barnet er, og som virksomheden formulerer det: ’… giver forældrene den tryghed, og børnene den frihed, som er nødvendig’.

Det var også trygheden, der var begrundelsen, da et forældrepar i den selvejende daginstitution BlåbærHuset i Køge gav deres dreng en gps-tracker om benet.

Den form for overvågning af børn havde leder Susanne Strange Jensen ikke oplevet før.

»Jeg stod med åben mund og polypper. Min første reaktion var, at det var udtryk for mistillid til os som institution, men det forsikrede forældrene mig om, at det ikke var. Det handlede om, at de var trygge, hvis de altid kunne se, hvor han var henne, og finde frem til ham igen, hvis han blev væk på tur,« fortæller Susanne Strange Jensen.

 

Ikke pædagogernes ansvar

Forældrene tillagde ikke gps’en den store betydning, og da lillesøster startede i den integrerede institution, havde hun også en anordning om benet.

Susanne Strange Jensen og medarbejderne i BlåbærHuset har til gengæld haft mange overvejelser om sporingen af børnene og har for nylig også diskuteret emnet med forældrebestyrelsen.

»Vi havde en god debat. Og vi blev enige om, at det nok er en udvikling, vi ikke kan stoppe, så vi har formuleret en tekst til vores hjemmeside, som beskriver vores retningslinjer for brug af gps,« fortæller Susanne Strange Jensen.

Her pointerer BlåbærHuset blandt andet, at det ikke er pædagogernes ansvar at give børn gps-trackere på, og at gps’en ikke må kunne bruges til aflytning eller opkald.

 

Konstant overvågning

Marianne Gilbert Nielsen er formand for BUPL Århus og medlem af BUPL’s etiske råd, der tager stilling til og udtaler sig om etiske spørgsmål. Rådet har ikke forholdt sig til gps-sporing af børn, og derfor udtaler hun sig på egne vegne, når hun siger:

»Den største etiske problemstilling ved at sætte gps-trackere på børn i daginstitutioner, er, at man udsætter børn for en konstant overvågning. Man opdrager mennesker til at vide, at der altid er nogen, der kigger på dem.«

For selvom man forventer, at både forældre og pædagoger overvåger børn for at forhindre ulykker, så får overvågningen et ekstra lag med de nye teknologier, mener Marianne Gilbert Nielsen.

»Overvågning risikerer at blive mere konstant, fordi der ingen smuthuller er ud af den. Man kan ikke gemme sig i en busk, hvis man gør noget, man ikke må. For med en gps-tracker ved de voksne alligevel, hvor man er. Det gør noget ved et barns grundlæggende følelse af frihed,« siger Marianne Gilbert Nielsen.

»Alle børn afprøver grænser, og det skal de gøre. Det er en del af det at blive menneske. Selvfølgelig er det vigtigt at våge over børn af omsorg for dem, men hvis overvågningen bliver for massiv, risikerer man at fjerne selvstændigheden fra barnet,« tilføjer hun.

Hun opfordrer institutionen i Køge og andre i lignende problemstillinger til at forsøge at forstå forældrenes udgangspunkt:

»Vi må være åbne for forældrene, men samtidig prøve at forklare dem det etiske dilemma i at overvåge børn. Dialogen er afgørende,« siger hun.

 

Flere nye muligheder

Forældre har altid overvåget deres børn. Det er der ikke noget nyt i. Men den teknologiske udvikling har givet familierne flere forskellige muligheder for at følge med i børnenes liv. Dermed er den også med til at ændre de spilleregler, der er i relationen mellem børn og voksne – og mellem forældre og institutioner eller skoler.

Sådan opsummerer lektor i informationsvidenskab Anders Albrechtslund den aktuelle tendens, når det gælder forældres ønske om overvågning af børn.

Som leder af et forskningsprojekt om overvågning, barndom og familieliv har Anders Albrechtslund og hans kolleger interviewet familier og børn om deres oplevelser med overvågningsteknologier. Han har ikke et overblik over, hvor udbredt det er, at forældre sender deres børn i institution med gps-trackere om benet.

»Men efter at have arbejdet med emnet i nogle år er mit gæt, at det ikke er så almindeligt, at man som forælder anskaffer sig specialudstyr til at overvåge sit barn. De forældre, vi har talt med, bruger typisk de teknologier, som familien i forvejen har, eksempelvis mobilen,« siger Anders Albrechtslund.

Det er alle typer af forældre, der overvåger deres børn, og overvågningen kan både skyldes omsorg, mistillid eller utryghed, oplyser han. Og hvis overvågningen bekymrer pædagoger, opfordrer han til dialog:

»Vores undersøgelse i familierne tyder på, at forældre udmærket er klar over, at der er grænser og betingelser for de nye overvågningsteknologier,« siger Anders Albrechtslund.