Otte ud af 10 daginstitutioner i Danmark bruger digitale medier, viser ny national kortlægning. Betyder det, at børnene sidder med skærmen i stedet for at lege? Nej. De digitale medier er ligesom alt muligt andet legetøj, og derfor spiller pædagogerne en vigtig rolle, lyder det fra forskerne.

Opdateret d. 30. september 2020

Af: Marie Bille, journalist / Foto: Colourbox,

De koder robotter, spiller iPad og danser til Youtube. Danske pædagoger har taget de digitale medier til sig. 8 ud 10 daginstitutioner bruger nu digitale medier i hverdagen, de fleste på daglig eller ugentlig basis. Det viser en ny national kortlægning af, hvor udbredte digitale medier er i daginstitutioner, og hvordan de bliver brugt, som forskere fra DPU, Aarhus Universitet står bag.

Ifølge Andreas Lieberoth, adjunkt på DPU, Aarhus Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen, vidner resultaterne om, at de digitale medier i dag er en naturlig del barndommen også i daginstitutionerne.

»Digitale medier er en del af børnenes hverdag og liv i 2020. Det ville være fjollet, hvis det ikke også var en del af livet i daginstitutionen,« siger han.

God kritisk balance

Samtidig viser undersøgelsen, at pædagogerne har en ’god kritisk balance,’ påpeger forskeren. I størstedelen af institutionerne bruger børnene ikke mere end 5-10 minutter om dagen på digitale medier.

»De digitale medier er en del af en blandet institutionshverdag. En lille ting på buffeten, men ikke det, børnene får lov at spise sig mætte i. Det synes jeg er godt,« siger Andreas Lieberoth.

Undersøgelsen er baseret på en nationalt repræsentativt telefonsurvey til 746 af landets daginstitutioner. Forskerne har derefter udført observationer i tre udvalgte daginstitutioner for at få dybere indsigt i, hvordan digitale medier på forskellig vis tages i brug i den pædagogiske hverdag.

Et centralt fund er, at pædagogerne bruger de digitale medier meget forskelligt til både læring, leg og nogle gange som en pause, især til børn med særlige behov.

De samme legedynamikker

I den tid, hvor børnene bruger de digitale medier i daginstitutionen, er der stadig masser af social interaktion, viser forskernes observationer. På den måde er de digitale medier langt hen ad vejen ligesom alt muligt andet legetøj, forklarer pædagog og cand. pæd. i pædagogisk psykologi Jan Ole Størup, der har deltaget observationerne i institutionerne. Ifølge ham kan pædagoger – og forældre og andre voksne – droppe den bekymring, at børnene ikke lærer at lege, fordi de sidder med skærmene.

»Vi så, at når børnene sidder med skærmen og andre digitale medier, så er det nærmest en-til-en de samme legedynamikker, strukturer og magtspil, der er i gang, som når det er en helt normal leg mellem børn uden digitale medier. Pædagogen i daginstitutionen kan være regulator for børnenes samspil og sørge for, at alle får en aktiv rolle, som er vigtig for dem. Det er vigtigt også i de digitale aktiviteter,« siger han.

Bruger iPad til læring

I Børnehuset Kingo i Hjørring ligger iPad’en fremme på hylden ligesom puslespillene, og der er ingen kode på. Børnene bruger den blandt andet til at lege med robotter, spille matematikspil og zoome helt ind på billeder af myrerne fra skovturen, fortæller pædagog Pernille Rasmussen.

»Vi har købt en del gadgets, sådan at vi kan lave nogle læringsmiljøer. I stedet for altid at sidde med vendespil eller andre spil, som vi har gjort tidligere, så bruger vi nu de digitale medier lige så meget,« siger hun.

iPad’en er indstillet sådan, at børnene ikke kan gå på nettet, men kun spille de spil, som pædagogerne har valgt ud. De fleste er nogle, man lærer man noget af, men der er også sanglege for de yngste, forklarer Pernille Rasmussen.

»Tit er det interessant at sidde to eller tre sammen med iPad’en. Jeg tror børnene sidder rigeligt alene med den derhjemme, så vi viser dem noget andet her i børnehaven.«

Hvem sidder der bag skærmen?

Rapporten ’Hvem sidder dér bag skærmen… og hvem hjælper? En national kortlægning af brugen af digitale medier i børnehaver og vuggestuer’ beskriver resultaterne af forskningsprojektet.

Igennem en repræsentativt nationalt survey og observationer fra udvalgte institutioner, har forskerne undersøgt, hvordan det står til med brugen af de digitale medier i danske daginstitutioner: hvad bliver de brugt til? hvor meget bliver de brugt og med hvilke faglige begrundelser?

Forskningsprojektet er udført af Aarhus Universitet med finansiering fra BUPL’s forskningspulje.

Om forskerne

Andreas Lieberoth er adjunkt på DPU, Aarhus Universitet og har tidligere forsket i skolebørns skærmbrug, blandt andet brug af mobiltelefoner i skolen. På den baggrund fik han ideen til at undersøge de mindre børns brug af digitale medier i daginstitution.

Jan Ole Størup er uddannet pædagog og cand. pæd. i pædagogisk psykologi og er koordinator på forskningsprojektet og hovedforfatter på rapporten. Derudover har ph.d. og lektor på DPU, Aarhus Universitet Ditte Winther-Lindqvist deltaget i projektet.

Læs rapporten her