Ghettoaftalen får en afgørende betydning for pædagogernes arbejde med børn og forældre. De er ikke sikre på, hvordan hverdagen skal hænge sammen, og det bekymrer dem.

Opdateret d. 29. maj 2018

Af: Mathilde Margrethe Graulund og Mikkel Kamp (Journalister),

Der må højst gå 30 procent børn fra udsatte boligområder i en daginstitution. Det blev i går vedtaget af regeringen, Socialdemokratiet, SF og De Radikale. Det var den sidste brik i den omdiskuterede ghettoaftale, der nu er helt på plads på børne- og socialområdet.

Med i ghettoaftalen er også tvangsindskrivning af etårige børn, der kommer fra udsatte områder og skærpet straf til ledere, der ikke indberetter mistrivsel.

Ghettoaftalen er ikke gået pædagogernes næse forbi på Facebook, hvor der debatteres på siden ‘Pædagogers udfordringer’. En pædagog skriver:

‘Hvordan skal opgaven med at kontrollere, om børnene er der de 25 timer løses? Jeg tænker, at hvis det er en opgave, der pålægges pædagogisk personale, er det så OK? Hører det under vores arbejdsbetingelser/beskrivelser? Og kan man nægte at udføre denne opgave- det er alt andet lige en meget omstændelig opgave at blive pålagt. Tidskrævende og slet ikke noget, der har med pædagogik at gøre.’

Der er 31 kommentarer dertil, hvor de fleste deler samme frustration og spørgsmål. En pædagog svarer:

‘Jeg ville slet ikke arbejde et sted/ under en leder, der accepterede det her. Jeg ville hellere sige mit job op end være med til at behandle andre mennesker sådan. Jeg er så vred over det tiltag her!’

Gråzoner i aftalen

Pædagoger, der arbejder i udsatte boligområder, er heller ikke lige begejstrede for ghettoaftalen. Rikke Kristensen er fællestillidsrepræsentant i Brøndby Kommune. Hun er bekymret for, hvordan pædagogernes, børnenes og forældrenes hverdag kommer til at forløbe sig, når ghettoaftalen bliver en realitet. Især læringstilbuddet på 25 vågne timer, frygter hun.

»Der skal holdes øje, indberettes og kontrolleres med alt, og det kommer til at gå ud over pædagogers praksis, og det er så bekymrende,« siger hun.

Hun mener heller ikke, at tvangsindskrivning af etårige børn er en god idé.

»Tvangen er jeg så meget imod. Det gavner på ingen måde vores pædagogiske position og vores samarbejde med forældrene, som vi skal skabe en dialog med. Det er gennem dialog og gensidig tillid, man kommer længst. Ikke gennem tvang.«

I Brøndby Strand får de især vanskeligheder med at overholde loftet på 30 procent børn fra udsatte boligområder.

»Man kan risikere, at man er nødt til at oprette nye institutioner, fordi man ikke må have flere end 30 procent af børn fra udsatte områder, som de kalder det. Det bliver enormt dyrt. Det er meget usikkert og bekymrende, hvordan det i praksis skal fungere. Det er fint at få penge til at implementere det, men præcis hvordan de penge fordeler sig i de enkelte kommuner er uvist,« siger Rikke Kristensen.

I ghettoplanen fremgår det, at partierne også er optagede af de udfordringer, aftalen kommer til at indebære for kommunerne. Derfor er der afsat 200 millioner kroner i alt til en låne- og ansøgningspulje til kommunerne, som udmøntes i 2019 og 2020 samt 15 millioner kroner årligt til administrative udgifter i kommunerne.

I de kommuner med en stor andel børn i de udsatte boligområder, er det også muligt at hæve loftet fra 30 til 35 procent.

En rigtig dårlig idé

Rikke Petersen er pædagog i dagtilbuddet Skoven i Gellerup i det vestlige Aarhus. Her har hun – selv om institutionen har skiftet navn og lokaler undervejs – arbejdet i 14 år.

Hun har svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre, at andelen af børn fra lokalområdet kommer ned på 30 procent.

»Jeg synes, det er en rigtig dårlig idé. Jeg ved ikke, hvordan det skal føres ud i livet. Vi har lige nu kun ét dansk barn i institutionen. Vores børn bor her i området, og mange er fra ressourcesvage hjem. Hvordan skal deres forældre fragte dem til andre steder i byen? De kan ikke bare tage ind til byen hver morgen,« siger den aarhusianske pædagog.

Til gengæld er Rikke Petersen glad for, at små børn i udsatte områder skal i vuggestue som et-årige.

»Det er super godt, og vi har efterspurgt det i mange år. Jeg har mange gange oplevet, at børn bliver passet derhjemme, og så kan de ikke dansk, når de kommer i børnehave. Så er de bagud. Jeg har også oplevet at sige farvel et tre-årigt barn, som skal passes derhjemme. Så lærer barnet ikke dansk og skal måske begynde sin skolegang i en modtageklasse,« siger Rikke Petersen.

Hun fokuserer ikke på, at hun på et tidspunkt måske skal kontrollere, om nogle børn kommer i dagtilbuddet mindst 25 timer om ugen.

»Vi gør det jo for børnenes bedste. Og vi kan se, at når børnene ikke går i en institution, bliver de ikke en integreret del af det samfund, de bor i. Det gør en stor forskel, når de kommer i vuggestue og børnehave,« siger hun.