Det er ikke kun skolebørn, der oplever øget mistrivsel efter et år med corona-restriktioner. Også pædagoger i dagtilbud mærker til dårligere trivsel blandt børnene. De har klare bud på, hvordan trivslen kan styrkes, men det kræver de rette rammer, og netop rammerne halter mange steder.

Opdateret d. 15. april 2021

Af: Jesper Nørby, journalist

Corona har været en kendsgerning i danske skoler, SFO’er og daginstitutioner i godt et år, og både forskere, forældre og pædagoger har advaret om øget mistrivsel blandt skolebørnene.

Men det er ikke kun de store børn, som trives dårligere efter et år med corona-restriktioner. Også daginstitutionsbørn har problemer med trivslen. Det viser en ny undersøgelse foretaget af BUPL blandt mere end 1100 pædagoger ansat i daginstitutioner, på skole- og fritidsområdet samt på specialområdet.

35 procent af de adspurgte pædagoger ansat i dagtilbud svarer, at et år med corona i ’høj’ eller ’nogen’ grad har ført til øget mistrivsel blandt børnene. 41 procent oplever det i ’mindre grad,’ mens 24 procent ikke oplever øget mistrivsel.

Samtidig bekræfter undersøgelsen endnu en gang den dårlige trivsel blandt skolebørnene, som BUPL gentagne gange har advaret om: 63 procent af de adspurgte pædagoger på skole- og fritidsområdet oplever øget mistrivsel hos børnene i ’høj’ eller ’nogen’ grad. Kun otte procent oplever ikke øget mistrivsel.

Angst, afsavn og manglende udvikling

Flere af pædagogerne ansat i dagtilbud møder børn, der udviser reaktioner på angst eller depressionslignende tilstande efter et år i corona-pandemiens skygge.

Eksempelvis skriver en pædagog, at adskillige børn inden for de seneste måneder er begyndt at tisse i bukserne, mens andre fortæller om aggressive og triste børn.

Adskillige pædagoger fortæller om børn, hvis udvikling er bremset eller gået i stå. Nogle på grund af restriktioner i institutionerne eller manglende mulighed for at indrage eksempelvis PPR. Andre fordi de ofte holdes hjemme:

’En del børn har stort set ikke været i institution stabilt over det sidste år, og det er gået ud over deres sociale kompetencer,’ skriver en pædagog blandt andet.

Flere fortæller om dårlige normeringer, som blandt andet skaber utryghed blandt børnene i tilfælde af, at deres primære voksne bliver syg:

’Jeg oplever flere sårbare børn, som har sværere ved rutineskift og især ved personaleskift grundet sygdom,’ lyder det blandt andet.

BUPL: Styrk normeringerne

Hos BUPL vækker det bekymring, at mere end hver tredje daginstitutionspædagog oplever væsentligt forringet børnetrivsel efter et år med corona.

”Vi ser, at mistrivslen rammer særligt hårdt i institutioner, som mangler ressourcer, og at det især går ud over børn i udsatte positioner,” advarer Elisa Rimpler.

92 procent af de adspurgte pædagoger kalder på bedre normeringer som afgørende for at kunne styrke børnenes trivsel.

Elisa Rimpler er enig og peger på, at der fortsat går lang tid før minimumsnormeringerne bliver til virkelighed ude i daginstutitionerne.

”Mange steder er der fortsat for få pædagoger til, at vi i tilstrækkelig grad kan lave de faglige indsatser, der kan gøre en forskel for de børn, som lider under corona. Hvis arbejdsgiver ikke sikrer ressourcer til de indsatser, kan mistrivslen i værste fald få langsigtede konsekvenser for en hel generation af børn,” siger BUPL-formanden.

Tid til små grupper har gavnet trivslen

En ud af fire daginstitutionspædagoger oplever dog ikke, at et år med corona har forværret børnenes trivsel. Nogle fortæller endda om en hverdag med mere fordybelse, hvor børnene trives bedre. Det gælder især pædagoger, der giver udtryk for, at deres daginstitution har ressourcer til at prioritere arbejdet i små børnegrupper.

’Der har været tid til kerneopgaven, børnene har været i mindre grupper, og de er blevet fuldt tæt af deres primære voksne. Forældrene har afleveret i døren, og det har været lettere for børnene end forældre, der ikke kan slippe,’ skriver en pædagog i undersøgelsen.

’Vi ser en stor gevinst i at være flere personaler, mindre grupper, ingen forstyrrende forældre på stuen, de samme voksne om børnene, og mere overskuelig daglig rytme i vuggestuen,’ fortæller en anden.