Regeringen lover skattelettelser og billigere biler. Men 3.500 tillidsfolk forsamlet i Odense i dag kæmper for mere velfærd. Det er vigtigt, vi står sammen, siger pædagog Stella Andersen.

Udgivet d. 4 oktober, 2017

Af: Steffen Hagemann og Michael Andersen, Journalister

Danmark har ikke brug for skattelettelser og billigere biler, som statsminister Lars Løkke Rasmussens borgerlige regering ellers har sat på programmet i det nye folketingsår. Danmark har brug for at fastholde velfærden. Det budskab troppede 3.500 tillidsfolk fra fagbevægelsen op i Odense Congress Center for at sætte en tyk streg under.

En af dem, der havde taget turen til Odense onsdag den 4. oktober, var pædagog Stella Andersen, der arbejder på Lundtofte skole i Lyngby.

»Jeg har valgt at komme til stormøde i dag, fordi det er rigtig vigtigt, at vi står sammen. Jeg synes, at vi i en del år har stået meget alene, hver gang vi bliver skåret. Hver gang skal vi løbe hurtigere. Når vi bliver udsat for forskellige nye tiltag, så står vi meget alene om, at vi bare skal gøre – og ikke spørge,« siger hun.

»Da jeg så, at vi fik billigere biler, så tænkte jeg, at politikerne tog pis på os,« siger pædagog Stella Andersen, der er taget til stormøde i Odense for at kræve velfærd frem for billigere biler og skattelettelser.

Har selv mærket nedskæringer

Stella Andersen har selv mærket, hvordan sparekniven har ramt hendes arbejde. Hun arbejder i en gruppeordning, hvor der tidligere var seks pædagoger til en gruppe børn med ADHD og andre diagnoser. Der var nok at lave for alle, men alligevel valgte man at spare en pædagog væk.

»Og her til august blev vi yderligere skåret med det, der næsten svarer til en pædagogstilling. Så til trods for at vi ikke har fået færre børn – og vi har heller ikke fået lettere børn – er vi alligevel blevet skåret, og det betyder, at vi dagligt må italesætte, at det mest er opbevaring, hvilket vores ledere jo selvfølgelig ikke bryder sig om at høre,« siger Stella Andersen, der har arbejdet fem år i gruppeordningen i Lyngby.

Styrk sammenholdet

Stella Andersen mener, at politikerne skyder fuldstændig ved siden af med planerne om skattelettelser:

»Da jeg så, at vi fik billigere biler, så tænkte jeg, at politikerne tog pis på os. Jeg måtte læse det flere gange, før jeg forstod, at de rent faktisk mener det. Vi skal have større og bedre biler til billigere penge, mens vi løber stærkere, bliver stressede og lagt ned af sygdom,« siger hun.

Hun håber, stormødet kan styrke sammenholdet.

»Jeg vil gerne stå sammen med lærerne. Jeg vil gerne stå sammen med sygeplejerskerne. Jeg vil gerne stå sammen med alle dem, der er her i dag. Jeg vil gerne stå sammen lokalt. Derfor er det her stormøde for fedt. Vi kan sidde sammen ved bordene og aftale, hvad vi kan gøre lokalt. Vi gør det ikke alene mere. Nu gør vi det sammen, og vi gør det overalt i landet,« siger Stella Andersen.

Hun håber, at sammenholdet og stormødet bliver bemærket af politikerne på Christiansborg:

»Politikerne i Danmark skal ud på gulvet. Ud i virkeligheden. Kom ned på jorden. Lyt til hvad vi siger,« opfordrer hun.

Stormødet er en del af kampagnen ‘Danmark for velfærd’, som blandt andet BUPL, Dannmarks Lærerforening, HK, FOA og 3f støtter.