En slem skulderskade satte pædagog Lene Zachariassen Veng skakmat. Nu arbejder hun som flexjobber og har udgivet 50 digte, hvor hun sætter ord på de smerter, der er en del af hende.

Udgivet d. 6. oktober 2020

Af: Mathilde Margrethe Graulund, journalist / foto: Colourbox,

Lene Zachariassen Veng har haft smerter i kroppen så langt tilbage, hun kan huske, men det var en skulderskade i 2016, som slog hende ud af kurs.

»Det år havde jeg overskud. Jeg trænede ofte og havde det okay i min krop. Jeg havde ikke så mange smerter. Jeg havde følelsen af endelig at være kommet op til overfladen, men så blev jeg trukket ned igen, da jeg fik en skulderskade i fitness og skulle opereres. Siden har jeg hverken kunnet træne eller arbejde fuldtid,« fortæller hun.

Før skulderskaden havde hun kronisk hovedpine og bækkensmerter, og lægerne kunne ikke helt sætte fingeren på hvorfor. Måske fordi hun skar tænder, havde for mange hvide blodlegemer eller på grund af en bækkenløsning under hendes anden graviditet.

Lene Zachariassen Vengs omgangskreds har fået mere forståelse for hendes situation, efter de har læst hendes digtsamling. Foto: Jens Hasse

Hjerteskærende

Efter skulderskaden var hun nødt til at bearbejde flere års smerter. Derfor begyndte hun at skrive digte, ligesom hun gjorde, da hun var teenager.

»Når jeg har haft en tanke eller følelse, jeg ikke har kunnet slippe, har jeg brugt det til at få oplevelsen ud af kroppen. Ved at skrive digte kunne jeg forlade følelsen igen, få det ud af hovedet og komme videre. Det har fået mig til at tackle situationerne bedre,« siger Lene Zachariassen Veng.

Bogen består af 50 digte, som Lene har skrevet gennem årene med kroniske smerter. Digtene er skrevet efter forskellige situationer, som har været en del af Lenes sygdomsforløb og liv. En situation står helt klart for hende.

»Jeg kan tydeligt huske følelsen, da jeg havde mistet mit job. Tårerne stod ud af mig, da jeg så jobannoncen, som beskrev mit arbejde. Det var mit drømmejob, for jeg elskede mit arbejde. At læse mit job beskrevet, fordi en anden skulle søge det, var virkelig hjerteskærende.«

Taknemmelig

Lene mistede sit job i en specialklasse på Vorrevangsskolen og blev efterfølgende ansat i et flexjob på den samme skole. Det var hårdt at erkende, at hun ikke længere kunne arbejde fuldtid, men det er bare sådan, det er, siger hun.

Hun er enormt taknemmelig for, at hun kunne blive på skolen, hvor hun har arbejdet i 14 år. Hun arbejder knap 13 timer om ugen, og selvom hun ikke længere er specialklassens primære voksen, så er der stadig brug for hendes pædagogiske evner, fortæller hun.

»Jeg har indfundet mig med, at jeg ikke altid er der, når børnene kommer, og når de går igen. Til gengæld arbejder jeg stadig med at støtte de enkelte børn. For eksempel har jeg hjulpet elever med at blive stærkere i dansk og engelsk op til eksaminerne. Det er givende på en anden måde,« siger Lene Zachariassen Veng.