Sårbarhed er et vilkår ved at stille sig offentligt frem med en faglig kritik, især reaktionerne fra uenige kollegaer er svær. Men at argumentere for sine valg og holdninger styrker fagligheden, mener to pædagoger, der sammen har ytret sig kritisk i en avis om forvaltningens dokumentationskrav.

Udgivet d. 12. september 2018

Af: Marie Bille (journalist), illustration: Mikkel Henssel

Et tæt samarbejde mellem pædagog Cindie Christoffersen og børnehusleder Marianne Conell var altafgørende for de to pædagoger, da de i 2015 ytrede sig kritisk i en artikel i Søndagsavisen om den megen tid, de brugte på skriftlig dokumentation i stedet for at være sammen med børnene i Børnehuset ved Skoven i Ballerup, hvor de begge arbejdede dengang.

»Jeg blev kontaktet af en journalist på Søndagsavisen, som spurgte om vi var interesserede i at lave en artikel om det, de kaldte ’papirnusseri’. Altså om hvorvidt alt den dokumentation gav kvalitet,« fortæller Cindie Christoffersen, da Børn&Unge møder hende og Marianne Conell i et mødelokale i BUPL Storkøbenhavn i Ballerup.

Der er sat kaffe frem på det ovale mødebord, hvor der også ligger kopier af artiklen fra Søndagsavisen. På et foto sidder Cindie Christoffersen og Marianne Conell bag en stor bunke mapper og papirer, og nedenunder står overskriften:

’Børns trivsel truet: Pædagoger bruger tiden på dokumentation’.

Sammen om kritikken

Tilbage i 2015 spørger Cindie Christoffersen sin leder Marianne Conell, om hun vil være med til at rejse kritikken i avisen.

»Der var ingen af os, der var interesserede i at komme i klemme,« fortæller Cindie Christoffersen.

De to beslutter sig for at stille op til interview sammen, og de forbereder sig grundigt til Søndagsavisens besøg i institutionen.

»Vi snakkede om, hvad vi gerne ville fortælle, og så lavede vi nogle overskrifter. Vi aftalte, hvad vi ytrede os om, at det var for vores egen regning og ikke på nogle andres vegne end os selv,« fortæller Marianne Conell.

Da artiklen er blevet bragt i avisen, får Marianne Conell en opringning fra forvaltningen. Næste gang ser kommunen gerne, at hun orienterer om det på forhånd, hvis hun udtaler sig, lyder beskeden.

»Det var en stille og rolig opringning fra den pædagogiske konsulent. Det var ikke med skæld ud eller noget som helst, men en påmindelse om, at sådan vil man gerne have det i Ballerup Kommune, så politikerne ved, hvad der foregår,« fortæller hun.

Den praksis har hun det fint med, for hvis hun skal samarbejde med politikerne, kan hun godt forstå, at de gerne vil vide, hvad hun ytrer sig om i medierne.

»For mig er det ok, så længe de ikke siger: ’Det må du ikke sige’.«

Dybt uenige kollegaer

Sværere var det at håndtere de reaktioner fra uenige kollegaer, der kom frem blandt andet på ledermøder, fortæller Marianne Conell.

»Det var jo ikke alle vores kolleger, der syntes det samme som os. Det var sværere at stå med efterfølgende, når man ikke er en hærdet kommentator. Nogle var dybt uenige og syntes ikke, at der var papirnusseri nogle steder. Andre sagde: ’yes, godt gået, at I tør sige det.’«

Cindie Christoffersen oplevede også kritikken fra kollegaer som det sværeste at håndtere.

»Man bliver sårbar. For man giver jo noget af sig selv, når man ytrer sig, uanset om man er fagprofessionel eller privatperson. Det har jeg skulle arbejde med, for hvorfor bliver jeg usikker og påvirket? Er det min selvtillid eller mit selvværd?«

Men det har styrket hende både personligt og fagligt som pædagog at ytre sig kritisk, oplever hun.

»Jeg blev meget mere klar på min faglighed. For jeg skulle jo kunne forklare og argumentere for, hvorfor jeg udtalte mig, som jeg gjorde.«

Politiker på besøg

Efter artiklen havde været i avisen, blev pædagogerne blev også kontaktet af en kommunalpolitiker, der kom på besøg i institutionen.

»Det var fint, at vi skabte noget røre. Det betød, at vi fik besøg af en politiker, som ringede på baggrund af den artikel. Han ville gerne vide, hvad det handlede om, og det blev et supergodt møde,« siger Cindie Christoffersen.

»Vi blev et godt forgangsbillede for at vise, at man faktisk kan noget sammen med sin leder. Oftest står den enkelte pædagog alene, man står ikke sammen. Jeg synes, det var stærkt, at Marianne vovede pelsen.«

I dag er kommunen ifølge Marianne Conell og Cindie Christoffersen på vej i en bedre retning. Men de ved ikke, hvor meget deres kritik har betydet for den udvikling.

»Mængden af den skriftlige dokumentation er faldet. Det kan også være, fordi der er blevet valgt ny borgmester og politikere, men der har helt sikkert været en opmærksomhed på det,« siger Marianne Conell.

Læs mere om pædagoger og ytringsfrihed i Børn&Unge nr. 10 (åbner nyt link)