Dårligt psykisk arbejdsmiljø betød, at ledere og medarbejdere i Børnehaverne Rebild Syd måtte begynde helt forfra, hvis de ville genfinde tilliden og glæden ved arbejdet. En proces, der i dag er lykkedes.

Opdateret d. 20. september 2018

Af: Mikkel Prytz (journalist), Jens Hasse (fotograf)

Du har en computer, der ikke fungerer. Du slukker for den og holder vejret, mens du tæller langsomt til ti. Så tænder du den igen og ser, hvor meget af dit arbejde, der er gemt, og hvor mange programmer, der virker. Det, der ikke fungerer, må du smide ud. Resten kan du arbejde videre med.

Det er med billedet af den ødelagte computer, at Jesper Johansen beskriver den proces, han har været med til at gennemføre i Børnehaverne Rebild Syd, efter at institutionen, der består af afdelingerne Regnbuen og Græshoppen, fik et påbud fra Arbejdstilsynet om at forbedre det psykiske arbejdsmiljø.

»Vi kaldte faktisk vores årlige personaleseminar for ’Reebot Rebild Syd’, fordi det var det, der skulle til. Vi blev nødt til at genstarte hele systemet og arbejde videre med det, der ikke var ødelagt,« fortæller Jesper Johansen, der er ansat som kontraktholder i Rebild Syd – en stilling, der i mange andre kommuner hedder område- eller klyngeleder.

Han kom til, efter at Arbejdstilsynet havde været på besøg og konstaterede, at arbejdsmiljøet i Regnbuen var helt i bund.

»Min opgave var ganske enkelt, at nu skulle situationen omkring det her påbud løses,« fortæller Jesper Johansen.

Men det var en opgave, der skulle vise sig at tage længere tid, end han og Rebild Kommune i første omgang antog.

Tunge minder

Det var i 2015, at Arbejdstilsynet gav Regnbuen påbud om at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, så der ikke længere var et stort arbejdspres, der ’forringer medarbejdernes sikkerhed og sundhed i forbindelse med det pædagogiske arbejde’, som der står i påbuddet.

Siden har ledelse og medarbejdere arbejdet på at finde frem til et sundt og forsvarligt arbejdsmiljø, og det er i dag lykkedes i så høj grad, at institutionen har sagt ja til at få besøg af Børn&Unge og være et eksempel for andre pædagoger på, hvordan man kan rette op på et psykisk arbejdsklima, der er på vej til den totale nedsmeltning.

Jesper Johansen tager imod i Regnbuens personalestue sammen med tillidsrepræsentant Anette Brøner samt Heidi Jensen, der er arbejdsmiljørepræsentant og har sin daglige gang hos Græshopperne.

Til stede er også Anita Steensgaard, der i dag er daglig leder, men som i tiden inden påbuddet var ansat som pædagog i Regnbuen.

Der er en imødekommende, men anspændt stemning i rummet, for det er ikke behageligt for hverken medarbejdere eller ledelse at tænke tilbage på den tid, hvor det var allersværest at gå på arbejde.

»Vores arbejdsmiljø var meget præget af, at vi medarbejdere ikke altid følte, vi blev hørt. Og samtidig oplevede vi, at klokkeklare aftaler fra vores overenskomst ikke blev overholdt. Det gælder for eksempel rettidigt varsel om ændrede arbejdstider og tillæg for overarbejde,« fortæller Anette Brøner.

Ordene falder velovervejet fra hende og kollegerne, men langsomt tegner der sig et billede af en arbejdsplads, hvor tilliden var forsvundet. Tilliden mellem pædagoger og ledelse, tilliden kolleger imellem – endda tilliden til de medarbejderrepræsentanter, man selv har udpeget til at varetage sine interesser.

»Vi turde ikke engang snakke med hinanden om, om andre også oplevede de samme problemer. Så vi vidste ikke, hvordan vores kolleger havde det. Heller ikke de sygemeldte, for dem havde vi fået besked på ikke at kontakte,« fortæller Heidi Jensen.

Klarer I den?

Der er 10 faste medarbejdere i Regnbuen, som har plads til omkring 70 børn. Børnehaven ligger i Nørager i Nordjylland – et område med sociale og økonomiske udfordringer. Det gør, at Regnbuen har mange børn med sproglige udfordringer og også en del med behov for særlig støtte.

Det betyder, at der blandt andet skal laves skriftlig opfølgning og statusudtalelser på børnene, som kræver, at pædagogerne har tid til at gå fra det almindelige arbejde. Det var dog en konstant udfordring i Regnbuen.

»Vi måtte spørge vores kolleger: Er det ok, at vi går fra nu? Men vi vidste jo godt, at så ville de bare blive pressede,« fortæller Heidi Jensen, der heller ikke havde afsat tid i sit skema til arbejdet som arbejdsmiljørepræsentant.

»Hvis vi spurgte ledelsen, blev vi ofte mødt med: Hvad tænker du selv? Jeg savnede i den grad en tydelig ledelse,« fortæller Anita Steensgaard.

Resultatet var, at de konstant var bagud i Regnbuen. Med at aflevere de aftalte udtalelser, med at holde forældresamtaler, med at afvikle afspadsering og med meget andet. Oven i det var det en tid med flere langtidssygemeldinger og barsler. Og for at gøre ondt værre, blev der konstateret rotter i Regnbuen.

»Vi blev genhuset i to huse. Jeg havde alle de treårige børn. Vi var to faste pædagoger i gruppen, så den ene tog morgenen, og den anden tog eftermiddagen. Vi havde ingen pauser og nærmest ikke noget overlap. Og så er der altså ikke meget overskud til udviklingsarbejde og organisering,« siger Anette Brøner.

»Der blev ansat vikarer til at hjælpe, og det var vi glade for. Men medarbejderne skulle selv lægge vikarernes arbejdstid. Beslutninger, der burde tages oppefra, lå altså hos medarbejderne nede på gulvet – sammen med rotterne, fristes man til at sige,« tilføjer Anita Steensgaard.

Åbne samtaler

Det første, Jesper Johansen gjorde, da han kom til Regnbuen som ny kontraktholder, var at invitere alle medarbejdere til en samtale, hvor de kunne få lov til at tale frit om det psykiske arbejdsmiljø.

»Men jeg blev nødt til kun at holde et begrænset antal samtaler om dagen, for jeg blev så påvirket af at høre, hvor dårligt alle havde haft det,« husker Jesper Johansen.

Dernæst smed han den personalehåndbog ud, hvor nogle af de tidligere aftaler i institutionen var skrevet ned.

»Vi skrællede alt væk, så der kun var overenskomsten og kommunens personalepolitik tilbage. Og så begyndte vi i MED-udvalget at kigge på, hvilke nye mål vi gerne ville have for vores arbejde,« fortæller Jesper Johansen.

Det mundede blandt andet ud i en arbejdstidsaftale, som hjælper medarbejderne til at organisere deres arbejde. Nu er det sådan, at når en pædagog får en ny opgave, bliver det samtidig aftalt, hvad målet med opgaven er, hvor mange timer der er afsat til opgaven, og hvor tiden kan tages fra.

Det er en stor fordel for blandt andre Anette Brøner, der er både studepædagog, sprogpædagog og tillidsrepræsentant.

»Jeg kan jo godt have mange forskellige opgaver i gang. Nu ved jeg, at der er tid til dem. Og jeg skal ikke selv finde tiden eller tage den fra mine kolleger. Jeg kan løse mine opgaver, uden at de andre mangler mig,« siger Anette Brøner, og Jesper Johansen indskyder:

»Det er jo også i min interesse som leder, at der er ordentlig tid til pædagogernes opgaver. Når de er sammen med børnene, vil jeg have, at de også er mentalt til stede og ikke har hovedet alle mulige andre steder.«

Nye tider

Og der er sket flere forandringer i Rebild Syd i den senere tid. Nogle handler om nye it-systemer og computere, som gør det muligt for pædagogerne at registrere deres tid og samarbejde på tværs af stuerne. Andre er af mere kontant værdi.

Med hjælp fra den lokale BUPL-afdeling lykkedes det nemlig pædagogerne at få en godtgørelse på i alt 142.000 kroner for overarbejde, tillæg mm., som de ikke havde fået udbetalt.

Også ledelsens organisering og rolle har været oppe at vende og er landet på en ny måde. Nu møder pædagogerne i Rebild Syd som hovedregel både kontraktholder og daglig leder hver dag, og det gælder både her i Regnbuen og i Græshoppen, som ligger i Rørbæk, små ti minutters kørsel herfra.

»Anita og jeg sørger for at snakke med børn, forældre og medarbejdere hver dag. Det er vigtigt, hvis vi vil vide, hvad der foregår. Og synlig ledelse har meget stor betydning for, at forældre og pædagoger har tiltro til os,« mener Jesper Johansen.

Og meget tyder på, at i hvert fald medarbejderne har fået troen på deres arbejdsplads tilbage. Det giver Heidi Jensen udtryk for med disse ord:

»Jeg var ellers på vej væk. Det var flere af os. Jeg var slet ikke glad for at gå på arbejde. Men det er jeg nu. Jeg har medbestemmelse over mit arbejde, jeg er tryg, og jeg har tillid til mine kolleger og lederne. Så nu tænker jeg slet ikke på at komme væk herfra. Vi har det jo så godt,« siger hun.

Læs resten af historien om Børnehaverne Rebild Syd i Børn&Unge (åbner nyt vindue)