Selvom corona-krisen har sendt aktierne i frit fald, skal pædagogerne ikke frygte for deres pensionopsparinger, understreger PBU: Der er masser af tid til at rette op på de aktuelle værditab, også selvom man går på pension inden krisen er slut.

Opdateret d. 24. marts 2020

Af: Jesper Nørby, journalist

Pædagogernes Pension, PBU, har de seneste dage set en stigning i antallet af henvendelser fra pædagoger, som er bekymrede for, at den igangværende corona-krise, går ud over deres pensionsopsparing.

»Det er ikke sådan, at vi bliver kimet ned, men vi har indtryk af, at mange i alderen 55-plus er bekymrede,« fortæller Sune Schackenfeldt, administrerende direktør i PBU.

Når pædagogerne læser i avisen eller ser i TV, at aktiemarkederne har tabt eksempelvis 35 procent, er det dog ikke ensbetydende med, at deres pensionsopsparinger har tabt lige så meget, understreger han.

»Vi har det, man kalder en balanceret portefølge, hvor en andel af pengene er investeret i aktier, mens andre andele er investeret i eksempelvis i obligationer, ejendomme og andre ting, som trækker i den anden retning,« siger han.

Tabene er ikke permanente

Derfor er de aktuelle tab på pædagogernes pension noget mindre. Og selv pædagoger, der er blevet 65 år og står på spring til pensionsalderen, skal ikke bekymre sig for, at deres pensionsopsparing forsvinder, understreger Sune Schackenfeldt.

Heller ikke, selvom deres pensionsopsparing i øjeblikket er 8,7 procent mindre værd end den var ved årsskiftet.

»Alle erfaringer indikerer, at det bedste resultat opnås ved at forblive på den oprindelige investeringsstrategi. Pensionsopsparingen kan sagtens nå at komme sig, før man har fået ret mange af pensionskronerne udbetalt. Det gælder uanset, om man har en ratepension, hvor pensionskronerne udbetales over ti år, eller en livrentepension, hvor udbetalingsperioden er endnu længere,« siger PBU-direktøren.

Nyder godt af rekord-år i 2019

PBU kom ud med det bedste afkast af alle pensionskasser i 2019, og derfor har pædagogernes opsparinger haft ekstra meget at tære af.

»Samtidig vil den nuværende krise næppe få den store indflydelse på eksempelvis 40-årige pædagogers opsparing den dag de går på pension. Markedet kan nå at gå op og ned mange gange inden da,« vurderer Sune Schackenfeldt.

Han understreger desuden, at PBU generelt investerer medlemmernes penge med lavere risiko end de kommercielle pensionsselskaber.

»Det gør vi blandt andet ud af respekt for, at mange pædagoger – især dem i eller omkring pensionsalderen, som har haft en lav pensionsprocent i løbet af en større del af deres arbejdsliv – generelt ikke har store pensionsopsparinger,« siger Sune Schackenfeldt.