Signe Jespersen er pædagog i Aarhus og medlem af den tværfaglige gruppe, der har taget initiativ til borgerforslaget om et opgør med Tjenestemandsreformen af 1969. Politikerne har vendt tommelfingeren nedad og forkastet forslaget, men det får ikke Signe og de andre til at give op. Tværtimod.

Opdateret d. 8. juni 2021

Af: Kurt Balle, journalist / Foto: Jakob Carlsen,

På kun en uge i marts indsamlede offentligt ansatte de nødvendige 50.000 underskrifter til at få behandlet borgerforslaget ’Ophæv Tjenestemandsreformen fra 1969 – skab ligestilling i lønforholdet mellem offentlige faggrupper.’ Derfor har politikerne på Christiansborg nu diskuteret borgerforslaget – og forkastet det. Partierne Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Radikale Venstre stemte nej til, at Folketinget skal stå for en lønreform, der erstatter tjenestemandsreformen.

Politikerne skal imidlertid ikke tro, at de slipper så let. Tværtimod fortsætter kampen, indtil der er gjort op med den forældede tjenestemandsreform, der i et halvt århundrede har holdt lønnen nede for såkaldte kvindefag i det offentlige.

Sådan lyder det fra pædagog Signe Jespersen fra Aarhus. Hun har været med til at starte den græsrodsbevægelse, der på tværs af faggrupper kæmper for et opgør med uligelønnen.

”Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at et flertal af politikere ikke stemte for forslaget om ligestilling i lønforhold. Det burde være en selvfølge i 2021. Men samtidig er jeg fuld af optimisme over den ligelønsbevægelse, som er i gang, og alt det, vi har opnået sammen. Vi har vist vores styrke ved at stå sammen på tværs af faggrupper,” siger Signe Jespersen.

Vi bliver ved

Gruppen har arrangeret ugentlige demonstrationer i flere byer, de såkaldte Tjenestemandstirsdage, og meget tyder på, at de fortsætter under en eller anden form.

”Lige nu er vi i gang med at planlægge kommende initiativer. Det kan være en ligelønskonference, nye Tjenestemandstirsdage, et nyt borgerforslag eller noget helt andet. Vi vil holde gang i debatten og momentum for bevægelsen imod konsekvenserne af Tjenestemandsreformen. Og vi bliver ved indtil den dag, hvor politikerne er klar til at tage ansvar for den politisk skabte ulighed, som Tjenestemandsreformen har skabt,” siger Signe Jespersen.

Læs også: Signe puster til gløderne i vredens bål: Det er nu, vi skal kæmpe mod uligelønnen

Har slået døren ind til Christiansborg

Formand for BUPL, Elisa Rimpler, mener at græsrodsbevægelsen, som Signe Jespersen er en del af, har gjort et uvurderligt arbejde.

”De har været med til at slå døren ind på Christiansborg. Det er nemlig afgørende vigtigt, at vi har hul igennem til partierne på borgen. Og opgøret med pædagogernes lønefterslæb fortsætter selvfølgelig. Det er en lang, sej kamp, og for BUPL’s vedkommende fortsætter vi presset ufortrødent,” siger Elisa Rimpler.

Nu ser hun frem til den lønkomite, der skal nedsættes, så snart sygeplejerskerne har en ny overenskomst, der er godkendt af medlemmerne, som det næste skridt i kampen for en retfærdig løn til pædagoger.

Læs også: Ligestillingsminister: Jeg kan ikke lige snakke om ligeløn lige nu

Et spørgsmål om tid

Signe Jespersen mener, at politikerne med borgerforslaget har været nødt til at tage stilling, og at de har anerkendt problemet.

”De er begyndt at få øje på, hvilke konsekvenser det har for vores velfærd, at vi har svært ved at rekruttere og fastholde medarbejdere indenfor vores faggrupper. Det er bare et spørgsmål om tid, før de er nødt til at handle,” siger Signe Jespersen.

Hun mener, at man i bevægelsen har lært, at ting tager tid, men at man kan rykke på rigtig meget på kort tid, hvis man gør det sammen og er klar til at lægge en masse kræfter i.

”Der er startet en bevægelse omkring borgerforslaget, og den stopper ikke, selvom man fra politisk side har valgt at forkaste borgerforslaget. Politikerne og den almene befolkning ved nu faktisk, hvad og hvilken betydning Tjenestemandsreformen har for ligestilling i lønforhold på det offentlige område. Og flere politikere kæmper også for at ændre det,” siger Signe Jespersen.