Med resultatet fra OK18 kan pædagoger se frem til en større pensionsopsparing. Det er glædeligt, især for unge pædagoger, som for alvor vil kunne mærke de højere pensionsindbetalinger, lyder det fra Sune Schackenfeldt, direktør i Pædagogernes Pension, PBU.

Opdateret d. 12. juni 2018

Af: Mikkel Prytz (journalist), Modelfoto: Colourbox

Der har været meget fokus på højere lønninger under de netop afsluttede overenskomstforhandlinger på det kommunale område, der som bekendt endte med en lønfremgang til pædagoger og andre offentligt ansatte.

Direktør i Pædagogernes Pension, PBU, Sune Schackenfeldt opfordrer dog til også at hæfte sig ved den effekt, som OK18-resultatet har på pædagogers pensionsopsparinger.

»BUPL fortjener anerkendelse for det resultat, de har forhandlet hjem, for når det er lykkedes at øge lønnen, får det ret store effekter for pædagogernes pensionsopsparinger. Især for de unge pædagoger, for de ekstra pensionsindbetalinger kan blive til ret store summer over tid,« siger Sune Schackenfeldt.

En halv million mere

PBU har beregnet, hvor stor betydning resultatet fra OK18 har for en pædagogs pensionsopsparing, og regneeksemplerne bakker op om, at det især er de unge pædagoger, der kan se effekten af de højere lønninger.

En 25-årig fuldtidsansat pædagog kan således se frem til at gå på pension med godt en halv million kroner mere på pensionsopsparingen, efter at lønstigningerne fra OK18 er trådt i kraft.

Også ældre pædagoger kan dog se effekten af lønstigningerne på deres pension. En 50 årig pædagog på fuld tid vil nemlig have sparet 100.000 kroner mere op til pensionen som følge af overenskomstresultatet. Det svarer ifølge PBU til, at pædagogen får udbetalt omkring 500 kroner mere om måneden som pensionist.

»De pædagoger, BUPL har forhandlet overenskomst for, er klart morgendagens vindere på pensionsmarkedet. Pædagoger med overenskomst ligger typisk på en høj pensionsprocent i forhold til andre fag, og det får en stor betydning for levestandarden, når de går på pension,« siger Sune Schackenfeldt.

Lederne får gevinst

BUPL’s aftale med KL under OK-forhandlingerne betyder, at ledernes pensionsbidrag stiger fra 16,02 til 16,44 procent. Dermed har ledere udsigt til en endnu større gevinst, når de når pensionsalderen.

PBU’s beregninger viser, at en 25-årig pædagog, der bliver leder som 35-årig, kan lægge 700.000 kroner oven i pensionsopsparingen som følge af overenskomstresultatet.

»Regneeksemplerne er endda relativt forsigtige. Vi har regnet med et afkast, som er betydeligt lavere end det, vi lykkedes med at levere i 2017. Så tallene er udtryk for vores minimumsforventninger,« siger Sune Schackenfeldt.

Han fortæller, at det vil være muligt for den enkelte pædagog at tjekke sin pensionsopsparing via pbu.dk, så snart de lokale lønkontorer har fået opdateret medarbejdernes løn med resultatet fra OK18.