De mange forskellige tilsyn og dokumenter, der skal sikre at børnelivet og arbejdslivet fungerer i daginstitutionerne, løfter ikke opgaven, viser ny forskning. Tilsynsrapporter overser arbejdsbetingelsernes betydning for de problemer, tilsynet påpeger.

Opdateret d. 25. oktober 2021

Af: Marie Bille, journalist / Foto: Colourbox,

Et omfattende papirarbejde er sat i verden for sikre børn og personales trivsel i daginstitutioner. Tilsyn, observationer, afkrydsninger i skemaer og udarbejdelsen af dokumenter og rapporter. Men kan de mange papirer overhovedet det, som de skal kunne?

”Nej, dokumenterne løfter ikke opgaven med at sikre trivslen,” fastslår Unni Lind, ph.d. i pædagogik og docent ved Københavns professionshøjskole, over for Børn&Unge.

Unni Lind har i sin forskning indsamlet og analyseret stakke af tilsynsrapporter, APV’er, KIDS-rapporter og TOPI-skemaer fra tre forskellige danske kommuner.

I alt 120 forskellige ’kvalitetsdokumenter’ har Unni Lind og hendes kollega, vidensmedarbejder Bettina Holm gransket. De har ledt efter modsætningsforhold og paradokser på tværs af de forskellige typer rapporter og undersøgt, hvordan papirerne bliver brugt i praksis af ledere og medarbejdere.

Personale og børns trivsel adskilt

Der er flere problemer i den måde børn og personales trivsel i daginstitutioner bliver søgt sikret gennem de mange forskellige dokumenter, viser forskningen.

Det første og vigtigste handler om, at børnenes og medarbejdernes trivsel undersøges og drøftes adskilt fra hinanden i to helt forskellige systemer. De pædagogiske tilsyn har fokus på børnene, mens arbejdslivet og arbejdsmiljøet ligger i APV’en.

Derfor tager systemet ikke højde for, at børn og voksnes trivsel i praksis hænger tæt sammen i daginstitutionerne, og at betingelserne for pædagogernes arbejde får betydning for samværet med børnene. Konsekvensen er, at tilsynet kun delvist får fat i årsagerne til de problemer, tilsynet påpeger.

”Hvis man i tilsynet bliver opmærksomme på, at der er uro om eftermiddagen, eller at der ikke er nok nærvær, så bliver den observation ikke sat sammen med, at medarbejderne i APV’en også peger på, at der er for få pædagoger om eftermiddagen, eller at de oplever et opgave- og tidspres,” siger Unni Lind.

”De to ting bliver ikke koblet sammen, og medarbejderne bliver ikke inddraget i at drøfte, hvordan betingelserne for arbejdet får betydning i samværet med børnene og for realiseringen af det pædagogiske arbejde.”

Faglig snak ses som forstyrrelse

Et konkret eksempel er, at det i tilsynsrapporter og KIDS-rapporter bliver bemærket, hvis pædagogerne taler sammen på legepladsen. Det ses som en forstyrrelse, der bryder nærværet med børnene.

”Men ofte sker det for at koordinere om noget med børnene. Tiden til at gøre det findes ingen andre steder. Pædagogerne er bundet op på hinanden og på børnene i ekstrem grad, fra de kommer, til de går, og kan ikke engang gå på toilettet eller hente noget vand uden at aftale med en kollega,” siger Unni Lind.

Hvis tilsynet havde mulighed for at inddrage arbejdslivet, kunne konsulenten i stedet bemærke, at det er tydeligt, at personalet bruger tid på at drøfte børnene, og at pædagogerne prøver at tilrettelægge hverdagen, så den hænger sammen. At snakke sammen, koordinere og justere praksis løbende er et vigtigt og nødvendigt led i et stykke kvalitetsarbejde, forklarer hun.

”Det er ikke så hensigtsmæssigt, at det foregår på legepladsen. Men tager man arbejdsbetingelserne med i betragtning, er det måske fornuftigt og ikke nødvendigvis en forstyrrelse eller problematisk,” siger hun.

Konsulenter får ingen hjælp

Unni Lind understreger, at de pædagogiske konsulenter godt ved, at der kan være tidspres, mangel på hænder, mange vikarer eller sygdom. De ved også, at der kommer mange opgaver oppefra.

”Det interessante er, at de påpeger, at det skal tilsynet ikke beskæftige sig med. Konsulenterne skal observere, hvordan personalet taler med børnene, hvordan de interagerer, og om de er støttende, anerkendende og nærværende, så børnene kan udvikle sig og lære,” siger Unni Lind.

Den måde, dokumenterne er skruet sammen på, opererer ikke med spørgsmål og en metodik, som tager højde for konteksten og betingelserne for arbejdet, påpeger Unni Lind. Konsulenterne er dermed henvist til deres mavefornemmelse.

”Konsulenterne kan godt mærke, hvis der er en dårlig stemning, eller de registrerer en medarbejder, der vender sig væk med et frustreret udtryk i ansigtet. Men der er intet sted i rapporten, de kan adressere det,” siger hun.

Modsætning mellem kontrol og udvikling

Et andet modsætningsforhold, der skaber problemer, er, at det pædagogiske tilsyn har en dobbelt funktion. Det oplever Trine Boel Nielsen fra daginstitutionen Perlen i Åbyhøj.

”Man kan se på tilsynet på to måder. Man kan se det som brugbare redskaber, eller man kan se det som et kontrolsystem, som er udtryk for mistillid til vores faglige dømmekraft. Jeg blev provokeret, da vi havde tilsyn, fordi der kom en konsulent ud, der slet ikke selv kom fra vores verden,” siger hun.

Tilsyn kan ikke i sig selv sikre trivsel i daginstitutionerne, mener Trine Boel Nielsen.

”Hvis konsulenten er heldig, får hun øje på et sted, hvor det er helt forfærdeligt, og så bliver der forhåbentligt sat ind. Men hvis huset fungerer og er i en positiv udvikling, så er tilsyn ligegyldigt,” siger hun.

”For mig ligger det implicit i det at arbejde i en pædagogisk kultur, at jeg har et godt billede af, hvad det er for en kultur, jeg er en del af, og hvilke udfordringer, der er i den. Det skal vi arbejde med løbende og hele tiden. Pædagogik er jo ikke et færdigt produkt. Det arbejde, jeg har udført i dag, vil jeg kunne gøre bedre i morgen sammen med mine kollegaer og leder. Men det skal vi gerne have et billede af, også uden en tilsynsrapport, der fortæller os, hvad der er rigtigt og forkert.”

Arbejd med dokumenterne i sammenhæng

Modsætningen mellem kontrol og udvikling er et uløst dilemma, som Unni Lind ikke har en løsning på. Til gengæld har hun en klar opfordring til, at ledere og pædagoger i langt højere grad begynder at arbejde med de forskellige dokumenter i en sammenhæng.

”Vi skal begynde at forstå, at trivsel og læring i daginstitutioner foregår i en kontekst og under nogle betingelser og vilkår. Det skal hele tiden i spil. Der forestår et udviklingsarbejde, hvor man begynder at arbejde på tværs af de her grænser mellem børnelivet og arbejdslivet.”

 

Om forskningen:

Forskningsprojektet ’Trivsel i det institutionelle daginstitutionsliv’ er en undersøgelse af det pædagogiske, psykosociale og strukturelle arbejdsmiljø i daginstitutioner, med henblik på at kvalificere og udvikle det pædagogiske arbejde med trivsel. Datamaterialet består af kommunale tilsynsrapporter fra 46 uanmeldte og 15 anmeldte tilsyn, 36 KiDS-rapporter, 10 Trivselsrapporter, otte APV’er samt TIPO-skemaer fra fem dagtilbud. Derudover har Unni Lind foretaget ni fokusgruppeinterviews med pædagoger, ledere og pædagogiske konsulenter. Forskningen er støtte af BUPL.

Forskningen er baseret på det nuværende pædagogiske tilsyn. Et nyt tilsyn skal efter planen træde i kraft fra årsskiftet. Det er en del af lovkomplekset omkring minimumsnormeringer.

Om forskeren:

Unni Lind er Ph.d. i pædagogik og docent ved Københavns Professionshøjskole og forsker i børn og personalets trivsel i daginstitutionen. Hun har tidligere undersøgt arbejdslivets betydning for børn og personales trivsel i daginstitutioner i sit ph.d.-projekt ’Trivsel i daginstitutionen’, hvor hun fulgte børn og voksne i to daginstitutioner gennem et år.