Støttepædagogen er i høj grad afløst af nye jobfunktioner, som inklusions- ressource- eller AKT-pædagoger. De står med en ny voksenpædagogisk opgave, der kræver en ganske særlig ekspertise, viser forskning.

Opdateret d. 21. april 2021

Af: Marie Bille, journalist / Foto: Colourbox,

Støttepædagogen er i dag en sjælden fugl. Funktionen har fået nye titler, som inklusions-, ressource-, eller AKT-pædagog, og de løser en helt ny pædagogisk opgave. I takt med, at inklusion er slået igennem, har den pædagogiske indsats vendt sig fra det enkelte barns ’fejl og mangler’ til en udvikling af læringsmiljøet. Dermed er det blevet pædagogerne og ikke børnene, som har brug for støtte.

Det forklarer Ole Steen Nielsen, der er chefkonsulent på videreuddannelsen, UC Syd. Han står bag ny forskning i forandringerne af den særlige pædagogiske funktion og faglighed og har talt med 20 ressource- og inklusionspædagoger og derigennem fået indsigt i, hvordan deres indsats virker i praksis.

”Der er sket en glidning, sådan at disse ressource- og inklusionspædagoger i langt højere grad er en støtte til personalet, til lederen og pædagogikken, end det er en støtte til det enkelte børn,” siger han.

En særlig ekspertise

Forskningen peger på, at ressource- og inklusionspædagogernes udøver en helt særlig ekspertise, som Ole Steen Nielsen kalder ’interaktionel ekspertise’ – et begreb, der er hentet fra to britiske sociologer Harry Collins og Robert Ewans. Den interaktionelle ekspertise dækker blandt andet over pædagogernes særlige evne og kompetence til at komme ind i institutionen og finde ud af, hvad det er for et sted, forklarer forskeren.

”Hvordan taler pædagogerne om børnene? Hvilke rutiner har de? Hvilke normer og værdier gør sig gældende her? De er i stand til det, som vi på dansk kalder ’at stikke en finger i jorden’,” forklarer Ole Steen Nielsen. Ressourcepædagogerne arbejder hele tiden med et dobbelt perspektiv: De skal udvikle børnenes læringsmiljø gennem de pædagoger, der er omkring dem.

”Når de bruger så meget tid på at arbejde med personalegruppen, er det fordi, at de ude i den anden ende kan se de børn, det hele drejer sig om. Det fokus slipper de aldrig af syne.”

Ny rolle er følsom og svær

Ekspertrollen er følsom, fordi det kan være svært at stille spørgsmålstegn ved kollegernes faglighed og praksis, viser forskningen samtidig. Ifølge Ole Steen Nielsen er ressourcepædagogernes ekspertise netop kendetegnet ved en særlig sensibilitet i samspillet med institutionens pædagoger. Han bruger begrebet ’pædagogisk takt’ – en respekt og forståelse for, at der er grænser for, hvilke krav man kan stille til andre menneskers handlen og udvikling.

”Ressourcepædagogerne kender praksis, for de har selv været der og afprøvet mange ting. Deres opgave er nu at bruge deres viden og bringe den i spil.”

Kræver opbakning fra ledelsen

Ekspertise er ikke nok. Det mener Bent Madsen, der forsker i inklusion og har fulgt udviklingen i den pædagogiske faglighed og profession tæt gennem flere årtier. Han peger også på den helt nye opgave i forhold til faglig udvikling, som ressource- og inklusionspædagogerne står med.

”Det er en stor og krævende voksenpædagogisk opgave at træde ind som faglig autoritet i forhold til en kollega. Det er ingen pædagoger i virkeligheden er uddannet til at varetage,” siger han.

Ressourcepædagogerne skal bakkes op af ledelsen, som skal give dem en faglig legitimitet i kollegaernes øjne, hvis samarbejdet skal lykkes og bidrage til udvikling af en inkluderende praksis, understreger han.

”Den legitimitet kan en tidligere støttepædagog ikke selv skabe. Det kræver organisatoriske ændringer, for eksempel en mødestruktur, der sikrer tid og rum for nye samarbejdsrelationer. Det er i virkeligheden den største udfordring i institutionerne,” siger han.

Om forskningen

Forskningen bygger på empiri fra et aktionslæringsprojekt med 20 pædagoger, der er gennemført over 10 måneder i en større dansk kommune. Ole Steen Nielsen, chefkonsulent på videreuddannelsen, UC Syd og Jonna Nøttrup, lektor samme sted, står bag. Resultaterne er publiceret i artiklen ’Fra støttepædagog til ekspert med pædagogisk takt’ i tidsskriftet ’Forskning i pædagogers profession og uddannelse’.