»Der skal gøres noget NU!« Sådan lyder det i et forældreopråb, der spreder sig som en steppebrand på de sociale medier. Lørdag den 6. april går forældre på gaden i foreløbig 18 byer for at kræve bedre normeringer i daginstitutionerne

Opdateret d. 21. marts 2019

Af: Af Kurt Balle Jensen, Foto: Colourbox

DR2-dokumentaren ’Hvem passer vores børn’ og Folketingets nedstemning af forslaget om at drøfte minimumsnormeringer får nu forældre til at demonstrere over hele landet. Det er ganske almindelige forældre uden en organisation i ryggen, der har taget initiativet, og det har givet voldsom aktivitet på en lang række nyoprettede lokale Facebook-grupper. Flere kommer hele tiden til, og nu forberedes en landsdækkende aktionsdag den 6. april.

Nye tovholdere melder sig fra stadig flere byer, og det hele går meget stærkt:

»Det er som en hvirvelvind. Jeg skal registrere, hvad der sker og kan næsten ikke følge med,« siger én af initiativtagerne, Marie Blønd, København.

Hun fortæller, at det hele startede, da en mor, Tina Albertsen, kommenterede på SF-politikeren Jacob Marks Facebookprofil, at nu måtte der gøres noget. Det skete efter Folketingets nedstemning af forslaget om at drøfte minimumsnormeringer, og hendes kommentar fik 1.400 likes.

Hun oprettede Facebook-gruppen ‘Demonstration for minimumsnormeringer i daginstitutionerne’, og så gik det stærkt. Der meldte sig hurtigt 13.000 til gruppen, og der blev oprettet en styregruppe på omkring 20 engagerede forældre.

LÆS MERE HER: BUPL’s minimumsnormering. 

 

»Der skulle kun en gnist til«

Marie Blønd finder det helt naturligt, at det er forældrene, der spiller ud nu:

»Pædagogerne har jo gjort deres for at råbe politikerne op, så nu må det være vores tur. Nu må ’kunderne i butikken’ på banen, og det er vi så meget klar til. Forældre med småbørn har nok at gøre med at få hverdagen til at hænge sammen og har måske ikke hidtil haft overskud til at melde så meget ud. Men det har bygget sig op, og nu ser vi så, at der kun skulle en gnist til, så fænger det hele,« siger hun.

Og gnisten var altså politikernes afvisning af at drøfte minimumsnormeringer og DR2-dokumentaren, hvor eksperter kom med foruroligende udtalelser ud fra det, de så på optagelserne. Det var en dokumentar, der viste situationer, hvor der var få voksne til mange børn, og hvor der simpelthen ikke var mulighed for at give børnene det nærvær og den omsorg, der var behov for.

»Vi vil gerne kæmpe for minimumsnormeringer, og de skal vel af mærke gælde hele dagen. Men faktisk er det ikke op til os at pege på løsninger, det må være politikernes opgave. Vi kan bare sige, at nu har vi nået et punkt, hvor vi ikke kan acceptere forholdene i de danske daginstitutioner mere,« siger Marie Blønd.

Hun har bemærket, at der fra forskellig side peges på positive tilfredshedsundersøgelser, men det har hun ikke meget til overs for:

»Disse tilfredshedsundersøgelser kan jo tolkes nærmest, som man vil det. Vi giver udtryk for, at vi er glade for pædagogerne, for det er vi. De er vores hverdagshelte, og vi synes, de gør det fantastisk godt. Men vi bliver jo ikke spurgt, om vi synes, der er nok pædagoger. Det er lidt ligesom når børneministeren bliver ved med at henvise til tallene i Danmarks Statistik. De giver heller ikke et reelt billede af forholdene,« siger Marie Blønd.

 

Hvor er der en voksen?

En anden mor, Celia Kirkegaard Horsleben, Randers, har udarbejdet et grafisk udtryk til forældreoprørets hjemmeside og Facebookgruppe. Her er det blandt andet en lille dreng som superhelt, der er blikfanget.

Der kan via Facebook og hjemmesiden hvorerderenvoksen.dk udprintes flyers og plakater, og der gives gode ideer til aktiviteter. Hver by og demonstration har desuden sin egen Facebookgruppe.

»Det er helt op til de lokale tovholdere rundt omkring, hvad der skal ske på demonstrationsdagen. Vi håber selvfølgelig, at rigtig mange forældre og bedsteforældre vil troppe op i de enkelte byer, måske med barnevogn, så vi viser, at vi mener det,« siger Marie Blønd.

Og forældreopråbet har fået sit eget liv og deles flittigt på nettet. Her lyder det blandt andet:

»Vi oplever en virkelighed, hvor vores børn i praksis ikke får den omsorg, de har brug for. Daginstitutionerne er reduceret til opbevaring af børn, og personalet kan umuligt løfte opgaven med de vilkår, der er givet. Dette er dokumenteret af DR, psykologer og fagfolk. Forskere taler tilmed om, at børnene står i tilknytningskø! Der skal gøres noget NU!! Vi vil ikke acceptere, at politisk forslag om at indkalde til forhandlinger om minimumsnormeringer i dagtilbud bliver nedstemt på Christiansborg. Vi vil ikke acceptere, at der ikke bliver gjort noget.«

I opråbet fra forældre til forældre hedder det desuden, at børn skal have mulighed for tilknytning til en voksen, så de er trygge og kan udvikle sig, og at forældre skal kunne føle sig trygge ved at aflevere deres børn i institution.

»Dette forudsætter at der er NOK pædagoger til at tage sig af børnene, at der er ordentlige arbejdsforhold og et godt arbejdsmiljø. BUPL har udstukket retningslinjer om anbefalede minimumsnormeringer. Det er politikernes ansvar, uanset om de er stats- eller kommuneansat,« skriver forældrene i opråbet.

En forældrebevægelse er sat i gang, og den kan blive svær at standse, hvis den ikke bliver taget alvorlig.