Ny branchefordelt opgørelse over corona-testede og smittede er et vigtigt skridt i 2. genåbningsfase. Nu kan vi følge med i, om antallet af smittede pædagoger pludselig stiger, og om håndbremsen derfor skal trækkes, mener BUPL.

Opdateret d. 11. august 2020

Af: Mathilde Graulund, Journalist, foto: Colourbox

Statens Serum Institut har netop offentliggjort en opgørelse over antal corona-testede og smittede fordelt på brancher. Den viser, at 1,6 procent af de testede i institutioner er positive. Institutioner omfatter blandt andet børnehaver, vuggestuer, døgninstitutioner og fritidsklubber.

På institutionsområdet er døgninstitutionerne hårdest ramt med 2,4 procent smittede af de testede. Det er dog stadig lavere end landsgennemsnittet, hvor 3,2 procent af alle testede danskere er smittede med covid-19.

Det glæder BUPL, at man endelig kan følge med i antallet af corona-smittede i institutioner og på skoler. Det er en stor sejr, for det har vi kæmpet for, siger Mette Skovhus Larsen, faglig sekretær i BUPL.

»Pædagoger og ledere har taget et kæmpe ansvar i at oversætte Sundhedsstyrelsens retningslinjer ude i institutionerne for at holde smitten nede. Nu har Sundhedsstyrelsen vurderet, at man godt kan løsne op i retningslinjerne, og det har vi selvfølgelig tillid til. Men brancheopdelingen spiller en vigtig rolle i 2. genåbningsfase, fordi det er vigtigt, at vi kan følge med i, om smitten udvikler sig hurtigere i vores branche end i andre,« siger hun.

Vi skal følge op

Mette Skovhus Larsen mener, at brancheopdelingen af corona-smittede kan indikere, om retningslinjerne skal skærpes igen, hvis antallet af smittede pludselig eksploderer i institutionerne.

»Det er trygt at se, vi ikke har set en eksplosion i antal smittede på vores område, selv om der har været åbent så længe. Men det er vigtigt, at vi bliver ved med at kunne følge med på brancheniveau, så vi kan vi sætte bremserne i og få rettet op og få skærpet retningslinjerne igen, hvis smittetrykket stiger,« siger Mette Skovhus Larsen.

Trygt for pædagoger og ledere

Statens Serum Institut har offentliggjort antallet af corona-testede og smittede både på institutions- og undervisningsområdet og i social- og sundhedsvæsenet. Tallene viser at:

  • I sundhedsvæsenet er 34.449 testet. 5,5 procent er positive.
  • På socialområdet er i alt 43.588 testet. 2,7 procent er positive.
  • På undervisningsområdet er 14.865 testede. 2 procent er positive.
  • På institutionsområdet er 10.826 testede. 1,6 procent er positive.

Institutionsområdet har dermed det laveste antal smittede. Det er positivt, siger faglig sekretær i BUPL Mette Skovhus Larsen.

»Vi er glade for, at tallene lige nu ser ud, som de gør. Det er trygt at vide for alle de pædagoger, der går på arbejde, og som har været nervøse og bange for at blive smittede,« siger Mette Skovhus Larsen.

Hun fortæller, at BUPL nu kæmper for, at pædagogerne kan blive antistof-testet, når der kommer bedre og pålidelige tests.