To norske forskere har indsamlet vidnesbyrd fra pædagoger, der har ytret sig kritisk om pålagte opgaver, de ikke kunne stå inde for. Kritikken nytter, lyder deres budskab. I Danmark har ytringsfriheden stadig trange kår, men der er et lille lys i mørket, siger sociologen Rasmus Willig.

Udgivet d. 6. september 2018

Af: Marie Bille (journalist), arkivfoto

Pædagoger har en moralsk og etisk forpligtigelse til at sige tydeligt fra, når de bliver pålagt at indføre metoder, koncepter eller procedurer, der mere er til for systemets end for børnenes skyld.
Det mener de to norske forskere Mari Pettersvold og Solveig Østrem. De har indsamlet vidnesbyrd fra 15 norske pædagoger, som har modsat sig tiltag, de ikke kunne stå inde for fagligt. De har enten ytret sig kritisk offentligt i medierne eller direkte til forvaltningen.

»Der findes faktisk pædagoger, som ytrer kritik, og hvor det får en konsekvens. Vi ønsker at få de fortællinger fortalt, for de er derude,« siger Solveig Østrem.

Nødvendig kritik

Forskerne er kommet til den opløftende konklusion, at pædagogerne i flere tilfælde kommer igennem med deres kritik opad i systemet, at der bliver lyttet, og beslutninger bliver ændret.
Ifølge de norske forskere er kritikken fra pædagoger i Norge vokset de senere år. Stadigt flere ytrer sig offentligt, og kritikken er blevet mere fagligt velfunderet.

»Blandt norske pædagoger er der en forståelse af at, vi har et kritisk mandat: ’Kritik er nødvendigt, så vi må sige fra – vi er nødt til det’. Vi har bevæget os fra uro til gode argumenter. Pædagoger er begyndt at formulere sig i større og større grad, også i aviserne,« siger Solveig Østrem.

Den gale vej

Den tendens er dog ikke slået igennem herhjemme ifølge sociolog Rasmus Willig, der har skrevet flere bøger om kritikkens vilkår blandt offentligt ansatte.

»Når man i undersøgelser spørger ind til, om folk ytrer sig om særligt kritisable vilkår, som offentligheden burde have kendskab til, er der ikke noget, der peger i retning af, at det går bedre. Tvært imod,« siger han.

Men det er kun den ene side af billedet.

»Den anden side er, at der har været meget bevågenhed og diskussioner omkring emnet i Danmark. Det betyder selvfølgelig, at man nogle steder – det kan være kommuner, regioner eller arbejdspladser – har taget hul på en diskussion om ytringsfrihed og muligheden for at ytre kritik.«

Utrygge pædagoger

Cindie Christoffersen er pædagog og fællestillidsrepræsentant i Ballerup Kommune. Selv har hun flere gange taget bladet fra munden og ytret sig kritisk om pædagogernes vilkår og pålagte opgaver, men det er langt fra alle, der tør, oplever hun. Pædagogerne mangler tillid til, at det ikke får negative konsekvenser, hvis de står frem med kritik, mener hun.

»Man vil ikke risikere noget, og så er det svært,« siger Cindie Christoffersen.

Lys i mørket

En positiv tendens er, ifølge Rasmus Willig, en spirende ledelsesmæssig forståelse for, at stilhed på bagklappen ikke nødvendigvis er et tegn på, at det går godt. At det tværtimod er et tegn på, at ingen tør ytre sig om problemerne.

»Det er en forståelse, jeg har mødt, når jeg har talt med ledere, især det seneste år. Det er nyt for mig at se. De har forstået, at deres legitimitet afhænger af, om medarbejderne kan gå til deres ledelse og – for at sige det rent ud – råbe og skrige over alle de frustrationer, de har,« siger han.

»Hvis det ses i forhold til de undersøgelser, vi har på området, så er det et mindre lys i mørket.«

Læs hele artiklen her (åbner nyt link)

 

Om forskerne

Mari Pettersvold er sociolog og ansat ved Høgskolen i Sørøst-Norge. Solveig Østrem er teolog, har doktorgrad i etik og er professor i pædagogik samme sted. Sammen har de to forskere skrevet flere bøger, og de blogger om blandt andet pædagogik, samfund og ytringsfrihed på mestrermestrerikke.no

Om forskningen

Forskningsprojektet er udkommet i bogen ’Profesjonell uro -barnehagelæreres ansvar, integritet og motstand’. Mari Pettersvold og Solveig Østrem har samlet vidnesbyrd fra 15 pædagoger, som har modsat sig krav, de ikke finder fagligt og etisk forsvarlige. Pædagogernes fortællinger handler om, hvad de sagde nej til, hvorfor og hvordan de ytrede deres kritik, samt hvilke følger det fik.