I det musiske børnehus Unoden i Viborg laver de små videofilm på youtube, så børnene kan komme i børnehave, selv om de sidder hjemme ved mor og far.

Udgivet d. 17. marts 2020

Af: Kurt Balle, journalist / Foto: Jens Hasse,

Hvis børnene ikke kan komme til Unoden, må Unoden jo komme til børnene, mener leder af børnehaven Unoden i Viborg, Pernille Dam Marcussen. Derfor kan børnene derhjemme nu gå ind på YouTube og se små film fra deres institution.

»Vi tror faktisk, at dette her sagtens kan komme til at vare mere end to uger, og ligesom lærerne bringer skolen hjem til skolebørnene, så har børnene også behov for, at pædagogerne kommer hjem til dem,« siger Pernille Dam Marcussen.

Det er der flere gode grunde til. Pædagogerne er nogle af børnenes vigtigste omsorgspersoner, og de har brug for at fastholde kontakten. Og så har de ikke mindst i denne tid brug for den uskyld og tryghed, der er i institutionsmiljøet, mener lederen.

»Det er jo et sted, hvor de tilbringer mange timer af deres liv, og vi tror, at de har brug for relationerne til os. Vi er nogle af de voksne, de ser i hverdagen, når de er allermest glade, og når de er allermest kede af det. De relationer har de brug for, og dem vil vi gerne forsøge at fastholde,« siger Pernille Dam Marcussen.

Optagelserne på Unoden er i fuld gang.

 

Morgensamling

Der er planlagt flere dage med optagelser, hvor personalet løbende kommer ind og deltager. Der vil blandt andet blive lavet morgensamlinger, hvor en eller to pædagoger synger og snakker og ser ind i kameraet, så barnet føler, det er med til samlingen. Og der vil blive læst eventyr op, ligeledes med øjenkontakt med kameraet, så det enkelte barn oplever, at der læses for netop ham eller hende.

»Ved at lade pædagogerne komme ind på skift fra alle børnegrupper og deltage i optagelserne kan vi sørge for, at netop den bog og netop de sange, som børnene er optagede af netop nu, bliver brugt i filmene. Vi prøver at føre vores pædagogik videre og at bruge det, der var aktuelt i børnehaven op til den situation, vi nu er i.«

Frirum for forældrene

Der er dog endnu et vigtigt element i Unodens initiativ, nemlig forældrene, fortæller lederen.

»Jeg tror jo, at forældrene har rigtig meget brug for det her. Vi har lavet en video, der fortæller børnene om, at det her jo ikke er en ferie for mor og far, de skal nemlig også arbejde, så de prøver lidt at være to steder på én gang. Det forklarer jeg så med, at hvis børnene skulle spise frokost i børnehaven og derhjemme på samme tid, så skulle de jo løbe frem og tilbage,« siger Pernille Dam Marcussen.

Når børnene kan trykke sig direkte ind i Unoden og dermed ’være i børnehave,’ giver det et frirum for forældrene.

»Og det kan de godt have brug for. Dels skal de passe deres hjemmearbejde, dels vil der være tidspunkter, hvor de spekulerer over, hvordan det skal gå alt sammen, om de mister deres job, hvor de bekymrer sig for familiemedlemmer og så videre. Her kan det give forældrene lidt rum og plads, når de på den måde så at sige kan sende børnene en tur hen i Unoden på iPad’en,« siger lederen af Unoden.

Efter optagelse skal filmen klippes sammen.

 

Kreative film på vej

I filmene vil de også guide forældrene til, hvad de enten kan lave sammen med børnene eller lade børnene lave selv. Der er planlagt kreative film om, hvordan man laver modellervoks, hvad man kan lave af toiletruller osv. Alt sammen noget, som børnene selv kan lave ’sammen med deres pædagoger,’ selv om de sidder derhjemme. Blandt planerne er også en corona-musikvideo i børnehøjde.

»Det kan godt ske, at børnene ikke fysisk er hos os, men vi tror alligevel, at både forældre og børn har brug for os. Og vi vil gerne overføre det trygge miljø, de kender fra deres hverdag hos os, og gøre en indsats for at holde fast i relationerne, selv om der kan gå noget tid, før vi ses igen. Jeg tror genkendeligheden betyder rigtig meget,« siger lederen af Unoden.

Institutionen er egentlig udvalgt til børnepasning, men der er bare ingen børn i denne uge. I næste uge kommer der et enkelt barn og måske senere et par børn mere. Men den direkte kontakt til institutionens øvrige børn via YouTube fortsætter.