Huset var solgt, kroppen var færdig, og økonomien lå i ruiner. Men 62-årige Lone Røges vilje brast ikke, og 1. februar fik pædagogen fra Holstebro som den første tilkendt den nye seniorpension. BUPL opfordrer pædagoger i målgruppen for seniorpension til at kontakte deres lokale fagforening.

Opdateret d. 25. juni 2020

Af: Jesper Nørby, journalist

Lone Røge og hendes sagsbehandler i BUPL var lynhurtige til at reagere, da den nye seniorpension til nedslidte lønmodtagere trådte i kraft i januar.

Allerede da Folketinget havde vedtaget den nye ordning i november 2019, blev hun ringet op af sin sagsbehandler fra BUPL MidtVestjylland, Kirsten Kronborg Hansen. Beskeden var klar: Vi søger så hurtigt, det kan lade sig gøre.

»Det nye var, at man fik ret til ydelsen, hvis man havde en arbejdsevne på under 15 timer om ugen. Og jeg havde papir fra min læge på, at min arbejdsevne højst var 14 timer,« fortæller Lone Røge.

Et smæld i ryggen

Kommunens godkendelsen har gjort Lone Røge til den første pædagog, der kan nyde godt af den nye seniorpension til nedslidte lønmodtagere med mindre end seks år til pensionsalderen.

Fra 1. februar har hun skiftet et årti med sygemeldinger, kontanthjælp og jobprøvninger ud med ro i krop, sind og økonomi.

Nedturen startede i marts 2010, hvor Lone Røge fik et smæld i ryggen, da hun skovlede sne foran sit hjem. Hun måtte lægge sig syg med store rygsmerter, og i den næste lange periode var hun sygemeldt on-and-off.

»Jeg følte ikke, at jeg var færdig som pædagog, men min arbejdsgiver var ikke indstillet på at undersøge, om jeg kunne fortsætte i fleksjob. Det endte med, at jeg blev fyret i foråret 2012, nærmest med dags varsel, fordi kompensationen for sygedagpengene ophørte. Det var ikke rart.«

Lone Røge kontaktede BUPL, men der var ikke noget at gøre. Arbejdsgiveren havde overholdt reglerne.

Måtte sælge huset

I en periode stod Lone Røge helt uden indtægt. Der var ingen job at søge med et lavt nok timetal til, at hendes ryg kunne holde til det.

»Jeg måtte sælge mit hus for at få ret til kontanthjælp, for man må ikke eje noget af værdi. Men jeg kunne jo ikke spise murstenene. Jeg gik helt ned psykisk. Jeg skulle kæmpe hele tiden og følte ikke, at jeg fik lov til at være syg. Jeg følte mig mistroet i systemet,« fortæller hun.

Et besøg på en specialklinik afslørede, at Lone Røge blandt andet har gigt i rygsøjlen. Herefter bliver hun visiteret til et 10 timers fleksjob, men i november 2018 måtte hun igen sygemeldes.

»Mine knæ var smadret, ryggen var færdig, og mit bækken var skævt, fortæller hun.

Kroppen kunne ikke mere, og i sommeren 2019 søgte Lone Røge førtidspension.

»Men det var kommunen slet ikke med på. Min søn, som er jurist, anbefalede mig at søge seniorførtidspension, men mens vi undersøgte den mulighed, blev den nye seniorpension vedtaget i Folketinget.«

‘Nu kan jeg sætte mig selv først’

Efter tilkendelsen af seniorpension i januar 2020 er Lone Røge efterhånden begyndt at få ro i kroppen og luft i økonomien.

»Det er virkelig en lettelse for mig, at jeg nu kan sætte mig selv i første række. Tidligere tog jeg hensyn til arbejdet først, og så var jeg helt smadret og havde ondt, når jeg kom hjem.«

Igennem hele forløbet har Lone Røge følt sig støttet. Både af sin familie, sine venner og af sin fagforening.

»Kirsten Kronborg Hansen fra BUPL har været fantastisk hele vejen, og støtten har været afgørende. For man skal være stærk for at være syg. Men på et tidspunkt bliver man træt af at skulle være stærk.«

Pædagoger, der mener, de er i målgruppen for seniorpension, kan med fordel kontakte deres lokale BUPL-fagforening.

Seniorpension giver adgang til ydelser hos PBU

Pædagogernes pensionskasse, PBU, tilbyder en række forsikringer ved blandt andet sygdom, som også gælder for pædagoger, der får tilkendt seniorpension.

PBU’s forsikringer giver mulighed for udbetaling af en invalidesum (et engangsbeløb) og en løbende pension til medlemmer, der er berettigede til offentlig seniorpension og ikke er fyldt 65 år.

PBU opfordrer derfor medlemmer, som har fået tilkendt eller har ansøgt om seniorpension til at henvende sig for at høre mere og få hjælp til ansøgning. Læs mere på PBU.dk.