BUPL’s rapport om økonomien i skoler og fritidsordninger foreligger nu, og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil indkalde partiernes ordførere på området til drøftelse af dens resultat.

Opdateret d. 3. december 2020

Af: Kurt Balle Jensen, journalist // foto: Colourbox,

Fritidsområdet er for alvor kommet på den politiske dagsorden. På baggrund af BUPL’s afdækning af ressourceforbruget på skole- og fritidsområdet var børne- undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) torsdag kaldt i samråd.

Her gav hun tilsagn om at tage BUPL’s netop færdiggjorte undersøgelse op med de øvrige partier.

»Så snart vi har modtaget BUPL’s rapport, vil jeg kalde ordførerne over i ministeriet,« sagde Pernille Rosenkrantz-Theil i samrådet.

 

Regler ikke lavet for sjov

Afdækningen viser, at penge, der er øremærket SFO’erne, på en del skoler kanaliseres over i skolen, fordi pædagogerne ikke kompenseres for de timer, de lægger i skolen. Det var en situation, politikerne i samrådet generelt tog afstand fra.

»Konteringsreglerne er ikke lavet for sjov, de skal selvfølgelig overholdes. Noget tyder på, at der her er noget, vi skal følge op på,« sagde ministeren.

Det var Jacob Mark fra SF, som havde taget initiativ til samrådet. Han hilste det velkomment, at der nu sker noget på området.

»Det er vigtigt, at vi nu får drøftet, hvordan vi kan forhindre gode fritidspenge i at gå til opgaver i skolen. SFO’erne er i forvejen hårdt presset af færre indmeldinger, højere forældrebetaling og færre penge til at sikre god fritidspædagog for,« sagde Jacob Mark.

Meldingen fra ministeren i samrådet blev taget godt imod af BUPL’s formand, Elisa Rimpler, der på Twitter skriver:

’Tak for at tage godt imod problematikken. Vi ser frem til en løsning, der kan sikre bedre normeringer i SFO’erne og understøtte børns liv og trivsel i fritiden.’