På bare et år melder markant færre pædagoger, at folkeskolen lever op til målene om en varieret skoledag og 45 minutters daglig bevægelse. Nogle principper i reformen er gået fløjten, mener BUPL’s formand Elisa Rimpler.

Opdateret d. 19. august 2019

Af: Steffen Hagemann, journalist / Foto: Colourbox,

Det går den forkerte vej på helt centrale elementer af folkeskolereformen. Det vurderer i hvert fald de pædagoger, der arbejder i folkeskolen ifølge BUPL’s vilkårsundersøgelse, som er gennemført blandt knap 6.000 medarbejdere på 6-18-års-området i marts og april 2019.

Et overordnet indsatsområde, da folkeskolereformen blev vedtaget i 2013, var en længere og varieret skoledag, og som det ser ud nu, hvor reformen går ind i sit sjette år, er dagen først og fremmest blevet længere. Variationen bliver der mindre af, vurderer pædagogerne.

Således er 41 procent at de pædagoger, der har deltaget i vilkårsundersøgelsen, enige eller meget enige i, at skoledagen har tilstrækkelig variation. For et år siden var det 57 procent.

Det går også den forkerte vej med de 45 minutters daglig bevægelse, som også er et væsentligt element i reformen. Her vurderer 34 procent af pædagogerne, at børnene får den påkrævede daglige bevægelse. For et år siden var det 45 procent.

Hovsa-løsninger

Mathilde Sederberg er lektor på Københavns Professionshøjskole, hvor hun blandt andet underviser kommende pædagoger på skole- og fritidsområdet. Hun peger på, at især en ting er opfyldt, når skolereformen virker.

»De steder, hvor det tværprofessionelle samarbejde er struktureret, så fungerer det.«

Hun sender hvert semester omkring 40 studerende i praktik på skole/fritidsområdet, og de tilbagemeldinger, hun får fra de studerende, er, at pædagogerne er pressede, og at samarbejdet mellem lærer og pædagog halter.

»Rigtig mange steder fungerer samarbejdet ikke, og så får pædagogerne bare at vide, at ’du skal være inde i 2.a. tirsdag i sidste time, find på noget’. Og så bliver det nogle gange lidt hovsa-løsninger, hvor man sætter en youtube-video på eller Just Dance,« nævner hun som eksempler fra den virkelige verden.

Pædagogerne bliver også typisk sat til at stå for bevægelse, siger Mathilde Sederberg.

»Og det kan de rigtig godt, men det kræver tid. Man kan jo ikke bare gå ind og sætte bevægelse i gang uden forberedelse. Så bliver det rundbold. Rundbold er også fint, men det er ikke altid godt i forhold til fællesskaber og trivsel.«

Det betyder noget for børns trivsel

Det er ikke godt for pædagogprofessionen, at pædagogerne ikke har mulighed for at gøre arbejdet bedre, mener Mathilde Sederberg.

»Det bider sig i halen, når de kommer til at lave halve løsninger, for så bliver det endnu mere ’hvad skal pædagogerne i skolen’, hvis de bare sætter en youtube-video på. Og det kan man godt forstå.«

Hvad betyder det for børnene?

»Det er rigtig ærgerligt. I sidste ende har det betydning for deres trivsel. Børnene kommer til at gå glip af nogle andre måder at arbejde med læring, fællesskab og trivsel end den traditionelle klasseundervisning. Skrækscenariet er, at pædagoger bare kommer til at være i skolen som minilærere. De skal jo netop sætte nogle anderledes processer i gang,« siger Mathilde Sederberg.

Nogle principper er gået fløjten

BUPL’s formand Elisa Rimpler kalder det en bekymrende udvikling, at flere pædagoger end for et år siden melder om manglende bevægelse og variation.

»Det er et vink med en vognstang om, at der er nogle principper i reformen, der er gået fløjten,« siger hun.

Hun understreger, at det ikke er vigtigt i sig selv, at skolereformen bliver overholdt.

»Det vigtige er, at man laver en skole, som er god for børn, hvor der er fokus på, at der skal være variation og bevægelse. Der skal være tid til at lege og være kreativ, der skal være stærke børnefællesskaber, hvor man også gør plads til at være barn. Og det ser ud, som om det har trange kår,« siger hun.

Fokus på børnenes perspektiv

Hvis skoledagen skal blive sjovere og mere varieret for børnene, er det nødvendigt at lytte til børn og unges perspektiv, mener Elisa Rimpler.

»Vi skal have fokus på, hvordan børnenes perspektiv er en naturlig del af folkeskolen og den måde, vi organiserer og planlægger skoledagen. Det vil vi gerne arbejde med som pædagoger, men det ser desværre ud til, at pædagogerne ikke selv føler, de har mulighed for at arbejde med i dybden.«

Det kræver et langt sejt træk at få gjort skolen mere børnevenlig, vurderer Elisa Rimpler.

»Motivationen hos medarbejdere, hos pædagoger og lærere, skal være tilstede, for at man kan skabe en skole, som også børnene synes, det er rart at være i. Der skal mere tid og frihed til, så personalet kan arbejde med, hvordan man sammen med børnene får skabt den bedst mulige skole. Folkeskolen har brug for en vitaminindsprøjtning. Det handler om at fjerne nogle af de snærende bånd, der ligger om skolen i forhold til at måle og veje og præstere,« siger Elisa Rimpler.