Mere åbenhed om psykisk sygdom skaber tryghed for børn. Derfor skal man lære børn, at psykisk sygdom er noget, man godt må tale om, siger Margrethe Herberg Hansen, der selv er ramt af psykisk sygdom.

Udgivet d. 21 november, 2017

Af: Sidsel Welden, Journalist

Hvorfor kommer du altid senere på arbejde end de andre pædagoger?

Sådan spørger børnene ofte Margrethe Gerberg Hansen i den institution, hvor hun arbejder. Hun giver dem det svar, hun synes, at de fortjener. Nemlig det ærlige: Fordi jeg nogle gange er mere ked af det og træt end jer andre, og så har jeg brug for at arbejde mindre.

Margrethe Gerberg Hansen er 42 år. Hun arbejder som pædagog i institutionen Tjørneparken i Rødovre. Hun er i flexjob og arbejder derfor kun 12 timer om ugen.

 

Vi skal blive bedre til at være åbne over for børn, der stiller spørgsmål om psykisk sygdom, mener pædagog Margrethe Herberg Hansen.

 

Tilbage i 2008 fik Margrethe Gerberg Hansen en ADHD-diagnose, og hun har derudover haft tilbagevendende depressioner. Efter et år som fuldtidspædagog, tog stressen over, og hun blev sygemeldt. Siden da har flexjobbet skabt den rigtige balance for hende.

Da hun selv kæmper med psykisk sygdom, er hun blevet meget bevidst om, hvordan hun taler med børnene på sit arbejde om sine egne udfordringer, men også om psykisk sygdom generelt.

»Det kan være svært at åbne op for så tunge emner som psykisk sygdom med børn helt ned i børnehavealderen. Men vi pædagoger har et ansvar for, at de lærer, at man godt kan tale om livets svære sider. Og hvis børnene selv har psykisk sygdom tæt inde på livet, så skal vi også være i stand til at være opmærksomme på, hvis de har ekstra behov i perioder. Derfor skal de være trygge ved at komme til os pædagoger.«

Pædagogisk relevans

Margrethe Gerberg Hansen oplever, at der i samfundet er en stor berøringsangst overfor sårbare emner som psykiske lidelser, men dem er man nødt til at komme til livs. Derfor starter hun også ofte med sig selv, når hun taler med børnene.

»Det er ikke, fordi jeg smider om mig med detaljer om mine udfordringer. Jeg taler kun om det, når det har en god pædagogisk sammenhæng, eller hvis børnene selv spørger indtil, hvorfor jeg ikke er der så meget.«

Margrethe oplever ofte at havne i situationer på arbejdet, hvor det kan være gavnligt at være ærlig omkring hendes psykiske lidelser. Hun mener, at det hos nogle børn kan skabe identifikation. For eksempel når en meget udadreagerende dreng på hendes tidligere arbejdsplads med ADHD ikke vil tage sin medicin.

»Han var ulykkelig og følte sig alene. Han sagde for eksempel: ’Du ved ikke hvordan det er at have en fejl i hjernen’. Der valgte jeg at sætte mig selv i spil og sige: ’Nej, jeg ved ikke, hvad det vil sige at være dig, for vi er alle forskellige, men jeg har også en fejl i hjernen’ – og at nu gik vi ind i tog vores medicin sammen. Der faldt han til ro,« fortæller hun.

På den måde kan man rent pædagogisk nå børnene bedre og give dem noget at spejle sig i. Så de ser, at det ikke er farligt, og at der er nogle voksne, som de kan tale med om de svære ting.

 

Børnenes eget bedste

Margrethes Gerberg Hansens datter på 15 er selv psykisk sårbar. Så Margrethe Gerberg Hansen sørger også for, at de kan tale om psykisk sygdom derhjemme.

»Hvis jeg nogle gange mister besindelsen og kommer til at råbe af hende eller konstant er træt og må sove om dagen, skal min datter vide, hvad det bunder i. Hun skal vide, at det ikke handler om hende, men om, at jeg er inde i periode, hvor min diagnose fylder mere.«

Det er ikke altid lige så nemt at skulle tale om svære emner med sine egne børn, som det er at tale med børnene på arbejdet, mener Margrethe Gerberg Hansen.

»Når jeg har det dårligt og skal tale med min datter, kommer der hurtigt følelser i klemme. Derfor er det også vigtigt, at jeg ved, at hun har andre voksne, hun kan tale med.«

Margrethe Gerberg Hansen praktiserer den samme åbenhed overfor sin datters pædagoger og lærere i perioder hvor hendes psykiske lidelser fylder mere, og det har hun altid gjort.

»Jeg beder dem om at være ekstra opmærksomme på min datter, jeg beder dem holde øje med, at hendes sædvanlige adfærd ikke ændrer sig, for så skal der handles på det med det samme. Når man tør åbne op omkring psykisk sygdom, selvom det er svært, når der er så meget tabu omkring det, så hjælper man altså børnene.«

Margrethe Gerberg Hansen fortæller, at den psykiske sygdom ikke skal overskygge alt andet.

»Det vigtigste for børnene er, at de føler sig trygge nok til at spørg om alt, og det gør man ved at vise, at man gerne vil tale med dem, når de kommer med spørgsmål. At der ikke er hemmelighedskræmmerier,« forklarer hun.

Den rigtige italesættelse

Helt tilbage fra folkeskolen har Margrethe Gerberg Hansen følt sig anderledes på grund af sin ADHD, som hun ikke var blevt diagnosticeret med på daværende tidspunkt. Fordi de andre børn oplevede hende som sær, fik hun dårligt selvværd og begyndte i de tidlige ungdomsår at udvikle depressioner. Hun ønsker derfor, at børn i en tidlig alder lærer, at vi ikke alle er ens.

»Der findes forskellige mennesketyper, og det skal børn præsenteres for, så de lærer at forstå, at der er mange måder, man kan være menneske på. At de for eksempel godt kan have en pædagog, der ikke er ligesom de andre pædagoger.«

Derfor er det også vigtigt, at man generelt, også overfor børn, tænker over, hvordan man omtaler mennesker, der kæmper med psykiske lidelser, mener hun.

»Det hedder ikke ADHD-børn, men børn med ADHD. Og det gælder for alle diagnoser. Mennesket kommer før diagnosen, ikke omvendt. Man skal se bag diagnosen, og det lærer man også børnene ved at tænke over, hvordan man italesætter psykisk sygdom. Nogle karaktertræk vil måske skyldes en ADHD-diagnose eller skizofreni, men man har jo stadig en personlighed, der ikke hænger sammen med diagnosen. Og det skal vi lære fra os,« lyder hendes opfordring.

Italesættelsen er ifølge Margrethe Gerberg Hansen noget, man internt skal debattere på arbejdspladsen, så der kommer et fælles sprog og en fælles opmærksomhed blandt de ansatte.

»Det hele handler jo om børnenes bedste. Når de mærker, de er velkomne til at stille spørgsmål eller selv bliver forstået, hvis de har det svært, så vil de føle mere tryghed. Så er der større chance for, at de ikke vil føle sig som skyggebørn, der er alene,« siger hun.