Børn har brug for leg på barndommens gade, nybagte boller i fritten og pædagoger og forældre, der har tid, siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen. For det rammer børnenes trivsel, når vi i stedet byder dem en fritid enten alene bag en skærm derhjemme eller sammen som burhøns i dårligt normerede institutioner.

Udgivet d. 2. oktober 2021

Af: Trine Vinther Larsen, journalist, fotograf: Lisbeth Holten

Børn med lavt selvværd. Triste, vrede og selvskadende børn. Børn der er kede af livet, stressede eller føler sig alene. Og børn, der har fået, eller som er på vej mod en diagnose.

Pædagoger møder flere og flere af dem, viser en ny, stor BUPL-undersøgelse af arbejdsvilkårene på skole- og fritidsområdet. Blandt 6.000 pædagoger og ledere på 6-18 årsområdet svarer over halvdelen, at de oplever et stigende antal børn og unge, som mistrives.

”Det er forfærdeligt,” siger børnepsykolog og konsulent for både dag- og fritidstilbud, Margrethe Brun Hansen.

Hun har heller aldrig før fået så mange henvendelser fra forældre, der fortæller, at deres børn mistrives. De er blevet depressive, de vil ikke i skole. De føler sig ikke gode nok og er ensomme.

”De børn skulle rende ude sammen og spille fodbold. Eller sidde og grine og smage af ribsbusken. Men barndommens gade, hvor børnene kunne mødes og lege, findes ikke længere. I stedet sidder børnene inde bag hver deres skærm. Og fritidshjemmene, hvor børnene kunne gå hen efter skole og få en lun bolle og en snak med velkendte voksne, er de fleste steder blevet erstattet af store SFO’er med alt for få pædagoger til alt for mange børn,” siger hun.

Trængsel og mylder i SFO’erne

Som konsulent oplever Margrethe Brun Hansen, at pædagogerne gør, hvad de kan for at understøtte børnenes leg, trivsel og udvikling. De har etableret legerum med måske Lego eller teater. Og de stabler hver dag forskellige gruppeaktiviteter på benene. Mange gange lykkes de også med at hjælpe børn i udsatte positioner ind i fællesskabet.

Men alt for tit oplever børnepsykologen, at landets SFO’er og fritidsklubber er hjerteskærende dårligt normerede og mest af alt minder om Københavns Hovedbanegård i myldretid.

”Man får jo et chok, når man nogle gange kommer ud og hører larmen og ser 80 børn stå og råbe og skrige, og en får tæsk og en anden er ved at falde ned af legestativ. Og der er ikke en ledig voksen, der kan tage sig af det. Det er ikke underligt, hvis nogle børn går omkring som forvirrede høns, for vi behandler dem simpelthen som burhøns,” siger Margrethe Brun Hansen, der derfor også er fuld af beundring for, hvor meget børn i dag faktisk kan klare.

”På en eller anden måde, så finder de ud af at komme igennem trængslen. Jeg beundrer de små pus, der efter skole får fundet deres overtøj og med store tasker på ryggen trænger sig igennem slag og skrig og råb og finder bedsteveninden og så langsomt kommer ud på den der asfalt legeplads, hvor man, hvis man er heldig, og der er plads på gyngen, kan sidde sammen og snakke lidt. Men tænk, at vi byder dem det som deres barndoms gade og livets skole. Det river mig i hjertet,” siger Margrethe Brun Hansen.

Ingen tid til kerneydelsen

Som tidligere pædagog river det hende også i hjertet at se, hvor lidt tid pædagoger i dag har til at udøve pædagogisk grundfaglighed, som netop vil kunne hjælpe børn ud af mistrivsel og modvirke at små sår og problemer vokser sig store.

”Når så mange flere ender i mistrivsel, er det fordi, vi ikke længere griber de børn og unge, som vi før ville have grebet. Alle falder ud i perioder. Og der er der ofte bare brug for, at der kommer en forælder eller en pædagog og siger, ’Så sidder du lige her og kigger lidt ud af vinduet. Er der noget, vi skal snakke om? Eller er det bare lige i dag?’ Er man pædagog, så siger man det til kollegaerne, og så observerer man lidt på barnet for at kunne sætte ind med den rette hjælp. Men det kan man ikke, hvis ingen overhovedet ser barnet, eller hverken har tid eller kompetencer til at handle på det, de ser,” siger Margrethe Brun Hansen.

Hun oplevede en SFO, hvor pædagogerne fik en ellers isoleret pige med ind i gruppen gennem teater. Først hjalp hun med at finde rekvisitter, og efterhånden følte pigen sig så tryg med pædagogerne, at hun fik mod til at lege med og få en rolle i teaterstykket.

”Hun kom ud af ensomheden, og det var så smukt arbejde. Men det kræver nok og veluddannede og empatiske pædagoger, der kun har ansvar for en lille gruppe børn, så de netop kan spotte det ene barn, der sidder og føler sig ensom eller ked af det. Det er her kerneydelsen ligger. Det er ikke overfor de fire tøser, der går sammen og har det rigtig sjovt og fniser,” siger Margrethe Brun Hansen.

Men hvis de velfungerende børn bare oplever en overfyldt SFO, hvor der aldrig er plads på krea-værkstedet, eller de voksne virker sure, fordi de er pressede, så vil de ikke blive ved med at komme i SFO.

”Og så går de måske hjem alene og sætter sig foran en skærm, og pædagogerne mister blikket for deres trivsel, som måske en dag ikke er så god længere,” siger Margrethe Brun Hansen.

Coronaen satte skub i mistrivslen

Også under Corona mistede både pædagoger og lærere blikket for skolebørnenes trivsel, da børn i stor stil blev isoleret alene hjemme, væk fra deres venner og kun havde kontakt til skole og klub gennem en skærm.

Margrethe Brun Hansen mener, at Corona har skubbet til den stigende mistrivsel blandt skolebørn, men også at udviklingen blandt børnene allerede var der. Senest har en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse også vist, at hvert 6.barn under 10 år har mentale helbredsproblemer eller psykisk sygdom.

”Samfundet er en levende organisme, og hele tiden er vi mennesker i udveksling med det, og der vil altid opstå problemer. For 10 år siden så vi andre typer børn: Vi har haft hyperaktive børn, børn med grænseløs adfærd og selvdestruktive børn. Og selvmord. Nu ser vi en stigning i mentale helbredsproblemer. Så må vi smide perlekæden op i luften og lade den falde ned på gulvet for at se, hvor vores svage led er,” siger Margrethe Brun Hansen.

Selv kan hun finde mange svage led og medvirkende årsager til mistrivslen: Håndteringen af coronaen, hvor børnene blev ladt alene. At børn i dag bruger mere tid med en skærm end med deres venner. At forældre mangler overskud og tid til nærvær med deres børn. De enorme krav, vi stiller til børnene i skolen og i vores institutioner. At vi har struktureret og organiseret børnenes liv, leg og fritid så meget, at de ikke længere kan mærke sig selv og føle, hvad de har lyst til. Og ikke mindst de ringe normeringer, det lave uddannelsesniveau og den nedbarberede økonomi i børnenes institutioner lige fra vuggestue til fritidsordninger og klub, der alt sammen gør, at børn i dag savner nære, faste pædagoger i deres hverdag.

”Det er her, vi skal sætte ind og rette op. Nu hvor vi kan se, hvad vi har gjort forkert, er vi nødt til at handle både politikere, psykologer og pædagoger. Alle, der har med børn og omsorg for børn at gøre. For psykisk sygdom er noget skidt. Så vil vi hellere have, at børnene siger ’pis’ og ’lort’ og ’krudtugle’. Det er da et tegn på viljekraft,” siger Margrethe Brun Hansen.

Sæt fokus på følelser

Børnepsykologen mener, at vi som samfund alt for ofte helt overser børnene og har for lidt fokus på børnenes emotionelle trivsel.

”Det er her den pædagogiske kerneydelse ligger, men som samfund vægter vi i dag nogle underlige ting. Vi ser på det synlige og målbare: Kan Victor gå, stå og hoppe? Tjek, tjek, tjek! I stedet burde vi have fokus på, om Victor kom han op igen, da han faldt ude på cyklen? Trøster han sin kammerat? Og hvordan har han det med sig selv? Hele den der emotionalitet. Og den lærer børn gennem det, jeg kalder ’usynlig omsorg’, og fra voksne, som er indfølende og nærværende og både ser og spørger til børnenes følelser. Den slags omsorg er langt vigtigere for børns trivsel end den synlige, der kan sendes i et skema til forvaltningen,” siger Margrethe Brun Hansen.

Savner handling bag ordene

Der er mange politiske skåltaler om børneområdet, men der er langt til handling bag ordene: Det halter stadig med at få reelle gode normeringer, og man burde også højne pædagogfaget med en ordentlig løn og krav om uddannelse til dem, der vil arbejde i faget.

Det vil også give gode ’arbejdsforhold’ for børnene i vores samfund, mener Margrethe Brun Hansen.

”Som samfund har vi ekstremt meget fokus på arbejde og nu arbejdspligt, men vi mangler en politisk stillingtagen til børnenes ’arbejdsplads’. Det bliver meget synligt, hvis du tager en ting som kantiner. De findes på alle vi voksnes arbejdspladser, men børnene kan tage en madpakke med. Og så er der pladsen. Hvorfor skal børnene gå i SFO nede i en fugtig kælder med nedløbsrør og vinduer, de ikke kan se ud af Jeg synes ikke, vi altid er rare ved børnene,” siger hun.

Lyt til børnene

Margrethe Brun Hansen foreslår at politikere og alle, der vil beslutte noget for børnene, også skal spørge børnene selv.

”Vi kan grine af det, men hvem har spurgt børnene, om de synes, det er dejligt at slæbe tre madpakker med i skole, som de skal holde styr på til hele dagen? Og hvad de synes om, at skulle være sammen med 120 børn og 7 voksne? Vi behandler dem simpelthen som burhøns, simpelthen ikke pænt. Vi har brug for et børneråd. For børnene er den tredje stemme, og man bliver jo klogere af at lytte til dem,” siger hun.

Om Margrethe

  • Margrethe Brun Hansen, 73 år, har arbejdet med børn siden hun som 17-årig fik job som ung pige i huset.
  • Uddannet pædagog i 1970 og siden cand. psyk. i 1987 med børn som speciale.
  • Fra cv’et kan nævnes job som pædagog, institutionsleder, underviser og psykolog ved Frie Børnehaver. I dag har hun egen psykologpraksis, holder foredrag og skriver bøger.
  • Hun er kendt som ekspert i TV-programmer og som forfatter til blandt andre bøgerne ’De kompetente forældre’ (2001), ’Rød stue kalder – Familiehåndbog i institutionsliv’ (2008), ’Søskende’ (2013) samt ’Blik for samspillet’ (2020) skrevet sammen med Sofie Henriksen.