De nye, såkaldte Deltavarianter er omkring dobbelt så smitsomme som det oprindelige coronavirus. Læs her, hvad vi foreløbig ved om de nye coronavarianter og deres indflydelse på pædagogers arbejdsliv i de kommende måneder, hvor Deltavarianterne ifølge virologer kommer til at dominere.

Opdateret d. 29. juni 2021

Af: Jesper Nørby, journalist

Selvom smittetallene ser fornuftige ud op til sommerferien, retter flere eksperter nu deres opmærksomhed mod de nye og mere smitsomme coronavarianter Delta og Delta Plus.

Deltavarianten vurderes på nuværende tidspunkt at være omkring 50 procent mere smitsom end B117-varianten, der tidligere blev omtalt som ’den britiske variant.’

Dermed er den nye mutation omkring dobbelt så smitsom som det coronavirus, der ramte danske daginstitutioner og skoler i vinteren 2020.

Læs også: Sådan rammer corona din ferie

Kan være farligere

Viggo Andreasen fra Statens Serum Instituts ekspertgruppe for matematisk modellering af epidemien understreger, at man bør holde øje med Deltavarianten.

– Man må sige, at den nye Deltavariant er voldsomt smitsom. Selv om børn smitter mindre, og selv om voksne omkring dem er vaccinerede, må man regne med, at Delta-varianten kan lave store epidemier i skoler i løbet af vinteren, siger han ifølge TV2.dk.

Viggo Andreasen, som til daglig er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, fortæller også, at den nye coronavariant formentlig i højere grad end B117-varianten kan give alvorlige sygdomsforløb for både børn og voksne.

Mutationer: Vacciner ser effektive ud

Indtil videre ser det ud til, at de coronavacciner, der benyttes i Danmark, er effektive mod både Deltavarianten og den helt nye Delta Plusvariant. I hvert fald efter andet stik. Det vurderer SSI.

Ifølge den aktuelle vaccinationskalender (opdateret 1. juni 2021) forventes omkring to tredjedele af pædagogerne at være færdigvaccineret efter sommerferien. Og i midten af september forventes de sidste danskere – pædagoger og andre i aldersgruppen 30-34 år – at blive færdigvaccineret.

Skoler og institutioner lukket ned

Spredningen af Deltavarianterne kan medføre risiko for, at skoler eller daginstitutioner kommer til at lukke ned i kortere perioder på grund af registrerede smittetilfælde, som vi har set med tidligere udbrud af COVID-19.

Der har allerede været eksempler på nedlukninger af både skoler og daginstitutioner som følge af smitte med Deltavarianterne.

BUPL følger udviklingen og har løbende kontakt med både sundhedsmyndighederne og Børne- og Undervisningsministeriet. Når der er væsentligt nyt, vil du kunne læse mere på BUPL.dk og i vores nyhedsbrev.