Lene Due stiller for tredje gang op til kommunalvalget for Socialdemokratiet i Rødovre. Du hører hende ikke kræve minimumsnormeringer. Hun vil hellere i politisk dialog ved at bruge hverdagens historier.

Udgivet d. 20 november, 2017

Af: Mathilde Graulund, Journalist

31 års pædagogisk arbejde i Rødovre Kommune. 31 år på fritidshjem, skoler og daginstitutioner. 31 år med en hjertesag: Børns vilkår. Lene Due har i alle sine år som pædagog været politisk engageret på børneområdet. For otte år siden stillede hun for første gang op til kommunalvalget, hvor hun blev valgt ind. I år stiller hun op igen.

»I mit daglige arbejde får jeg mange gode ting igennem, som kommer familier og børn til gode. Men jeg kan godt lide det politiske arbejde også, for her har jeg mulighed for mere indflydelse. Jeg kan gøre en forskel for mange, ikke kun for min egen institution,« siger Lene Due, som er leder i Børneinstitutionen Egegården i Rødovre.

Lene Due stiller op for Socialdemokratiet i Rødovre. For hende handler politik om, at gøre en forskel for mange mennesker.

 

Det halter i skolen

Hun har i sine ti år som leder forsøgt at få medarbejderne i Børneinstitutionen Egegården med til at tale om og gøre noget ved det manglende børnefokus i kommunen. Politisk har hun forsøgt, og vil til den bitre ende forsøge, at sætte de mindre børn og vilkår i institutioner på dagsordenen.

»Os i daginstitutioner er ikke kommet nok på landkortet i forhold til skolerne. Der er rigtig mange problemer, som der ikke bliver gjort noget ved. Jeg vil gøre alt for at fortælle om vores arbejdsvilkår. Udover at jeg selv er pædagog, så har jeg et netværk, som fortæller mig deres historier om, hvordan de har det. Og det bruger jeg selvfølgelig til at rykke politisk,« siger hun.

Lene Due har tidligere arbejdet på en skole i Rødovre. Selvom hun synes, at der har været mere politisk fokus på skoleområdet end på institutionsområdet, ser hun stadig, at mange ting halter på skolerne.

»Jeg kender meget til skoleområdet og har stadig kontakt til nogle derfra. Selvom jeg er stor tilhænger af skolereformen, så fungerer tingene ikke på skolerne, for der er for mange barrierer. Anerkendelsen for os pædagoger vælter heller ikke ligefrem ind, og det er en stor fejl,« siger hun.

En anderledes retorik

Rødovre Kommune har i denne valgperiode fået tildelt tre millioner kroner til børneområdet, som Lene Due håber på og vil kæmpe for bliver brugt på de problemer, hun ser i kommunen. Men selvom Lene Due er engageret og vil kæmpe for et bedre børneliv, så er der dog én ting, hun ikke vil gøre.

»Jeg synes, at vi har for lidt tid til børnene i institutionerne. Men jeg bliver aldrig typen, der ynker og råber på minimumsnormeringer. Jeg vil helst ikke kalde det minimumsnormeringer. Jeg vil hellere kalde det ’tid til det arbejde, man skal lave’. Jeg forsøger at bruge en anden retorik og ser vilkårene fra en anden vinkel. Jeg spørger i stedet: Hvordan ser en hverdag ud i forhold til, hvor meget vi skal nå? Hvor ofte er vi reelt tre medarbejdere?« fortæller hun.

Selvom Lene Due især vil kæmpe for børnene og pædagogerne i Rødovre Kommune, så har hun også andre dagsordener på sit program.

»Ældreområdet skal fortsat have stor fokus, så vi sørger for et godt ældreliv. I sidste valgperiode satte vi gang i en total renovering af et plejehjem. Selvom børnene står mit hjerte nær, så vil jeg også kæmpe de ældres sag. Rødovre er en fantastisk kommune, og derfor tænker jeg på hver og én,« siger hun.


Læs også om Allan, der stiller op for Enhedslisten.

Eller om Mads, der stiller op for Liberal Alliance.