For at kunne følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer under genåbningen, har en lang række institutioner ansat mere personale. Det har skabt rift om selvhjulpne pædagoger, der kan starte med det samme og trives med udeliv, fortæller BUPL-A, der har firedoblet mængden af jobformidlinger siden påsken.

Opdateret d. 13. maj 2020

Af: Jesper Nørby, journalist

Da statsminister Mette Frederiksen (S) i påskeferien meldte ud, at landets daginstitutioner, SFO’er og små skoleklasser skulle genåbne, fik arbejdsgiverne pludselig travlt. For kravene til små børnegrupper og øget hygiejne betød, at der var behov for mere personale.

Det har man mærket i pædagogernes A-kasse, BUPL-A, som i årevis har formidlet ledige pædagoger til arbejdspladser, der søger nye medarbejdere. I den måned, der er gået siden påskeferien, har BUPL-A’s jobformidling haft henvendelser fra over 100 institutioner, som søger ledige pædagoger til nyoprettede stillinger. Det er næsten fire gange så mange som på en normal måned.

Fik “serveret job”

En af de ledige pædagoger, som er blevet corona-vikar, er 60-årige Lene Hintze Nielsen fra Odder.

»Jeg havde aldrig været arbejdsløs før, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte ringe til min a-kasse en uge inden opsigelsen fra mit gamle job udløb, og jeg reelt blev ledig. Her blev jeg lynhurtigt sat i forbindelse med to forskellige institutioner, og blev ansat i den første,« fortæller hun.

I starten af maj begyndte hun i et vikariat som corona-hjælper i Børnehuset Vandet i Viby ved Aarhus. Hun løser primært rengørings-opgaver, men tager sig også af mere pædagogiske opgaver i det omfang, der er mulighed og behov for det.

»Jeg er meget taknemmelig for, at jeg nærmest på dagen, hvor jeg blev arbejdsløs fik serveret et job, og at alle har taget godt imod mig. Men jeg savner selvfølgelig at være fuld tid i pædagog-rollen og at være en fast del af et team,« siger Lene Hintze, der inden sit nuværende job havde været ansat som skole-pædagog i 15 år.

Rift om selvhjulpne pædagoger

Corona-ansættelserne er som udgangspunkt vikariater på ubestemt tid, der kan opsiges med dags varsel. Ansættelserne er altid på pædagogoverenskomst.

Cirka halvdelen af de henvendelser, BUPL-A har fået, kommer fra arbejdspladser i hovedstadsområdet, mens resten er spredt ud over landet. Det er hovedsageligt daginstitutioner, der har søgt ekstra hjælp i forbindelse med corona-genåbningen, og i mindre grad skoler og SFO’er.

»Typisk efterspørger arbejdsgiverne uddannede pædagoger, der kan tiltræde så hurtigt som muligt, kan lide at være udenfor og er selvhjulpne. For der er ikke meget tid til oplæring. Men alder og erfaring på dem, som får de her job, er meget blandet,« fortæller Birgitte Chemnitz Rødsgaard, direktør i BUPL-A.

Kun få har været bekymret for smitte

Som corona-vikar på en ny arbejdsplads med en hverdag, der adskiller sig væsentligt fra normen, er Lene Hintze Nielsen glad for at kunne trække på sine mange års erfaring som pædagog.

»De mange retningslinjer og det faktum, at vi er mange vikarer, kan godt give noget forvirring. Derfor er jeg glad for, at jeg har masser af erfaring at falde tilbage på. Samtidig fyldte risikoen for at blive smittet da noget især i starten. De første tre dage lignede mine hænder jeg ved ikke hvad, fordi jeg vaskede og sprittede dem hele tiden,« siger hun.

Hos BUPL-A havde man forberedt sig på, at bekymringer om smittefare ville blive en stor barriere for hurtigt at kunne formidle corona-vikariater. Men det er meget få pædagoger, der har spurgt ind til eventuel smittefare, fortæller Birgitte Chemnitz Rødsgaard.

»Det har faktisk overrasket os, at bekymringerne ikke har fyldt mere. Vi troede, vi ville få en stor opgave med at forsikre om, at institutionerne tager sikkerheden meget alvorligt.«