Chokolade til personalestuen eller et takkekort til en primærpædagog. Formanden for Lederforeningen i BUPL ser julegaver fra forældrene som en velkommen påskønnelse, men opfordrer til retningslinjer i den enkelte institution.

Opdateret d. 9. december 2019

Af: Trine Vinther Larsen, journalist

 

Juletid er gavetid. Og hvert år i december oplever mange pædagoger at få alt fra et hjemmeklippet julekort til chokolade eller dyre designerting forærende af forældre til de børn, de arbejder med. Men bør pædagoger egentlig være på julegave med forældrene?

Formanden for Lederforeningen i BUPL, Eva Munck Immertreu mener, at det fint kan gå an.

»Det er et julegratiale, og vi ser det også ved andre højtider, og når en pædagog skal stoppe, eller hvis et barn stopper i børnehaven for at begynde i skole. Så er en gave til personalegruppen eller til en primærpædagog ofte en måde for forældrene at påskønne pædagogernes arbejde og tid med deres barn. Som sådan synes jeg, at gaver fra forældre til pædagoger er helt okay. Det er en særlig tak, men ikke lige får sagt i en travl hverdag,« siger hun.

Småt er godt

Hvert år debatteres det også på især Facebook og blandt både forældre og pædagoger, hvor stor en julegave til pædagoger bør være? Både pædagoger og forældre har her alverdens kreative og temmelig beskedne julegaveideer: Eksempelvis et personligt brev, et anerkendende læserbrev til lokalavisen, et stykke julepynt, et tekrus, vin, hjemmelavede armbånd, fodbadesalt eller en julekugle med specialteksten ’Verdens bedste pædagog’.

Også Eva Munck Immertreu mener, at gaverne til pædagoger fint kan være hjemmegjorte, og i hvert fald ikke bør overstige 300 kroner, der er det maksimumbeløb, som Ombudsmanden har sat i sager om gaver til offentlig ansatte.

»Det vigtige er at holde gaverne på et niveau, hvor alle kan være med, og det kan også fint bare være en indrammet tegning. Det er tanken, der tæller,« fastslår lederformanden.

Anbefaler gruppegaver

Oftest opstår uenighederne i julegavedebatten først i spørgsmålet om, hvorvidt en julegave skal gives til hele teamet, eller om forældre kan tillade sig blot at være på julegave med barnets primærpædagog? Hvor nogle især forældre gerne vil have lov til at belønne en pædagogs særlige indsats overfor deres barn, mener andre både forældre og pædagoger, at man bør huske hele teamet.

»Jeg har kigget i nogle af de Facebook-grupper, hvor det bliver diskuteret, og der er rigtig meget følelse omkring det. Løsningen kunne være at få bragt forældrebestyrelsen i spil, så man kan få en fornuftig snak om, hvordan man skal gøre i den pågældende institution og sørge for, at det også bliver drøftet på et forældremøde, så man kan nå frem til nogle fælles retningslinjer for gaver,« siger Eva Munck Immertreau.

Selv ville hun vælge en gylden middelvej.

»Som udgangspunkt er det jo hele teamet og hele institutionen, der har været med til at løse en opgave, og min anbefaling vil derfor klart være, at man bør finde på noget, som kommer alle til gode – et eller andet, som personalet kan dele til julefrokosten eller på personalestuen. Men der kan sagtens være undtagelser. Måske hvis en familie har været særligt hårdt ramt, og en pædagog har ydet en ekstraordinær indsats i den forbindelse, og forældrene gerne vil give pædagogen en gave, så skal der også være plads til det,« siger lederformanden.

Gør vores arbejde

Foruden en institutions egne retningslinjer, gælder der også generelle regler, som pædagoger og andre offentligt ansatte er underlagt, når det kommer til at modtage gaver fra brugere og borgere. I vejledningen ’God adfærd i det offentlige’ hedder det således, at ‘modtagelse af gaver kan skabe tvivl om den ansattes saglighed og upartiskhed i forbindelse med løsningen af arbejdsopgaverne’ og ’at offentligt ansatte generelt bør være yderst tilbageholdende med at modtage gaver i forbindelse med deres arbejde’.

Men der står også, at ‘mindre gaver’ ved ‘højtider’, for eksempel jul og nytår, kan være ok, ligesom ’lejlighedsgaver’ kan være det, og et eksempel lyder her: ’Et forældrepar medbringer i forbindelse med barnets ophør i daginstitution en flaske vin til pædagogerne’(…) Der er tale om beskedne taknemmelighedsgaver, som af hensyn til giveren vil kunne beholdes’.

Reglerne mener Eva Munck Immertreu er fornuftige.

»Gaverne skal jo ikke være mere end det. Det er jo et job man udfører, og det er ikke for at komme ind på den floskel med, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, for offentligt ansatte kunne da godt bruge mere i løn, men i forhold til det med at blive honoreret med gaver fra forældrene, så gør vi jo bare vores arbejde,« siger Eva Munck Immertreau.