En pædagog, som bliver slået og sparket af et barn, kan ikke løse problemet alene. Den nærmeste leder skal gøre det tydeligt, at ingen må acceptere at blive udsat for trusler og vold på jobbet.

Udgivet d. 11. februar 2020

Af: Henrik Stanek, journalist

Selvom en pædagog har ­været på kursus i konflikthånd­tering eller har andre strategier til at møde børn, som river, slår, sparker eller spytter, rækker det i sig selv ikke til at mindske volden. Kun hvis nærmeste leder også yder en aktiv indsats, kan det lykkes at reducere risikoen for trusler og vold.

Det viser en undersøgelse fra universitetsklinikken Arbejds­medicin på Hospitalsenheden Vest i ­Herning og Københavns Universitet. Den bygger på svar fra 3.585 medarbejdere fra ældrepleje, psykiatri, Kriminalforsorgen og specialskoler. 350 Pædagoger har deltaget i undersøgelsen.

»Vold og trusler er ikke et personligt problem, men arbejdspladsens problem. Derfor skal de ansatte have en fælles forståelse af, hvordan de håndterer volden og kommer på forkant med den,« siger seniorforsker Lars Peter Andersen, Arbejds­medicinsk Klinik.

Det er ledelsens opgave at skabe den fælles forståelse sammen med arbejdsmiljøgruppen.
»Pædagogen skal både vide, hvor hun kan hente hjælp, og at hun kan tale med sin leder og måske en ­psykolog om det, der er sket. En pædagog skal ikke først opsøge, hvor hun kan få hjælp. Hun skal vide det,« under­streger Lars Peter Andersen.

Mere alvorligt

Undersøgelsen sender det vigtige signal, at det kræver en kollektiv indsats at komme vold og trusler til livs, mener faglig sekretær Mette Skovhus Larsen, som har det politiske ansvar for arbejdsmiljø i BUPL.

»Ingen pædagoger skal opleve at stå alene med et udadreagerende barn, så der skal sættes tid af til at arbejde med forebyggelse, til at tale med barnets forældre og til at drøfte situationen med sine kolleger. Det kan være, at barnet har sprogvanskeligheder og føler sig udenfor, når de andre børn snakker løs. Eller barnet kan være frustreret over noget, det har svært ved. Børn kan ikke altid sætte ord på, hvad der er galt, og det er vores opgave at oversætte og hjælpe, og det kræver tid.«

Ledere i daginstitutioner og skoler tager problemet med trusler og vold alvorligt, vurderer Mette Skovhus Larsen. Men det nye studie viser, at de skal tage det endnu mere alvorligt.

»Mange ledere sparrer med den pædagog, som er blevet udsat for vold, og tænker også i, hvordan de kan drage omsorg for hende. I en presset hverdag må pædagoger reagere fra situation til situation, men studiet viser, at problemet ikke bare kan løses med et kursus i konflikthåndtering. Børn slår i afmagt, så pædagoger skal have tid til at komme bag om problemet for at kunne finde de løsninger, der hjælper barnet,« siger Mette Skovhus Larsen.

Tættere på

Eva Munck Immertreu, formand for Lederforeningen i BUPL, er enig i, at lederne skal tættere på, end de måske er vant til.

»En leder har måske lagt strategier og handleplaner sammen med medudvalget, men trusler og vold kræver endnu mere fokus. Lederen skal både gå i dialog med pædagogen, som har været udsat for vold, for at afdække, hvad episoden handler om, og skal følge den til dørs, så pædagogen ikke er alene om at skulle tage en svær samtale med forældrene. Et tæt samarbejde kræver, at forældre og pædagoger har et tillidsforhold. Lederen skal være med til at sikre, at konflikten lander på en måde, så tilliden ikke bliver brudt,« siger hun.

Lederen har også en opgave med at tage hændelsen op i personalegruppen, siger Eva Munck Immertreu: Det kan for eksempel være ved at spørge: Er der en måde, vi kan arbejde på, så det ikke sker igen?

»Samtidig skal man arbejde­ målrettet på kommunalt plan. Nogle institutioner er mere belastede end andre, og den enkelte leder skal ikke stå med opgaven alene. Forvaltningen skal være lydhør og gå i en dialog om, hvad der er mest hensigtsmæssigt at gøre i den enkelte institution,« siger lederformanden.

Omfatter også almenområdet

Selvom studiet er foretaget på blandt andet specialskoler, gælder resultaterne også almenområdet, vurderer Lars Peter Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik.

»Vold og trusler mod pædagoger er også meget udbredt på almenområdet. I de senere år har flere skoler fået påbud om at få en politik og en praksis, som medarbejderne kender til. Vi skal til at lave undersøgelsen på almene skoler, og vores hypotese er, at det også her er vigtigt, at lederne sætter trusler og vold på dagsordenen,« siger han.

Mette Skovhus Larsen er enig i, at almenområdet kan lære af studiet.

»Almene institutioner og skoler er ofte ikke vant til at arbejde med trusler og vold, mens mange på ­specialområdet går mere syste­matisk til værks med den fore­byggende indsats. Men man skal ­heller ikke acceptere at blive sparket af en femårig i børnehaven. Derfor skal problemet italesættes i den ­enkelte institution,« siger den faglige sekretær.

Helt undgå trusler og vold kan man næppe, men det kan fylde mindre.

»Vi kan komme langt ned ad ­konfliktskalaen ved at registrere, hvor hyppigt det sker, og derefter se på, hvordan vi kan undgå, at børn, som let tænder af, føler sig ­pressede,« ­siger Eva Munck ­Immertreu.